Efteråret 1997. En snes nynazister afpatruljerer den dansk-tyske grænse for at standse »race-fremmede overløbere.« Få måneder senere står

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, vagt ved den samme grænse flankeret af en politiassistent og hans schæferhund til ære for Dansk Folkeblads fotograf.

Der er blevet opmærksomhed om de danske grænser og om den illegale transport af varer og mennesker, der foregår over dem. Anledningen er ikke blot EU-projektets åbning af de indre grænser, men også den generelle nationalisme, der gerne vil værne om fædrelandet ved at sætte en grænse for, hvor tæt den omkringliggende verden må komme Danmark.

Men det er ikke blot nationalisterne, der opruster. Også de danske myndigheder strammer op over for illegal indvandring og menneskesmugling. Strafferammen for menneskesmugling er blevet hævet, og Rigspolitiet har oprettet en task force, der i samarbejde med udenlandsk politi optrevler sager om menneskesmugling. Også forsvaret er blevet involveret i at overvåge Østersøen for at lægge en dæmper på den illegale indvandring fra øst.

Det er især den organiserede menneskesmugling, der lægges for had. Det skyldes ikke blot, at der generelt oprustes over for organiseret kriminalitet, men også, at man frygter, at netop de organiserede menneskesmuglere udnytter mennesker, der desperat søger en flugtvej fra forfølgelse eller fattigdom.

Kort og godt udtrykkes den officielle danske holdning til menneskesmugling således: »Bekæmpelsen af menneskesmugling er en af Danmarks højst prioriterede på udlændingeområdet. Efter Danmarks opfattelse er menneskesmugling en meget kynisk forbrydelse, der ofte medfører, at ofrene ender i en livstruende situation eller som lette ofre for udnyttelse.« (Nyhedsbrev om Danmarks udlændinge nr. 68, 14.4.97).

Illegal indrejse og illegalt ophold i Danmark opfattes i det hele taget som et stort problem. Mange af de asylansøgere, der er kommet illegalt ind i landet, om det er på falske papirer, ved at løbe over grænsen eller med hjælp fra andre, bliver derfor underkastet en mistanke om, at de måske ikke er »rigtige« flygtninge, eller at de hører hjemme i et andet land.

Asylansøgeres påståede bedrag slås derfor stort op og lægges for had. Avisernes beretninger om den udviste srilankaner, Chitra Rajendram, vendte opinionen fra medfølelse til skuffelse og afsky, da der blev sået tvivl om, hvorvidt hun havde løjet om sin alder. En forståelse for, at en asylansøgers desperate situation kan bringe hende til at opgive falske oplysninger for at undgå at blive udvist til forfølgelse, lå tilsyneladende ikke lige for.

Selv om politikerne gerne vil retfærdiggøre, at man vil hjælpe mennesker på flugt fra undertrykkelse, strammer man uforbeholdent op over for de mennesker, man hævder alene er »bekvemmelighedsflygtninge«. Der slås derfor hårdt ned på de asylansøgere, der ikke er tilstrækkelig samarbejdsvillige, f.eks. dem, der ikke vil afsløre deres flugtrute.

Man har derfor indført straffeordninger, der karakteristisk nok blot kaldes »motivationsfremmende foranstaltninger«. De består enten i, at den pågældende dagligt skal melde sig på en politistation, eller at han alene skal klare sig på en såkaldt »madkasseordning«, hvor asylansøgeren kan hente en kasse med madvarer for 514,50 kr. hver 14. dag. Ordningen har vist sig ikke at virke særlig »motiverende«, men den opretholdes fortsat.

En asylansøger på madkasseordning på Dansk Røde Kors’ center i Avnstrup, en 44-årig irakisk akademiker, fortæller om det i Information: »Han og hans familie rejste fra Istanbul til København med en enkelt mellemlanding. Han siger, at han ikke ved, hvor flyet mellemlandede, eller hvad flyselskabet hed. ’Vi gjorde, som agenten sagde. Vi kiggede ned i jorden og så ikke til siden,’ siger akademikeren og slår blikket ned for at demonstrere. Og så forklarer han, hvordan man kan være så uopmærksom, mens man rejser fra den ene ende af Europa til den anden: ’Menneskesmuglerne er en mafia. Hvis agenten får at vide, at jeg har fortalt om min rejserute, slår de min familie ihjel hjemme i Irak.’ Akademikeren vil i øvrigt ikke have sit navn eller foto i avisen. Som forklaring henviser han til en irakisk ’lov nummer 840’, der angiveligt foreskriver, at alle irakere, der har søgt asyl i udlandet, står til henrettelse, hvis de nogen sinde vender hjem.« (28.12.1998).

Centermedarbejder Filip Lam fortæller Information, at »vi hører tit den forklaring fra asylsøgere på madkasse.«

Indenrigsminister Thorkild Simonsen lader sig dog ikke afficere, da Information forelægger ham den irakiske asylansøgers beretning: »Det er jo uhyggeligt, at det er sådan. Men hvad skal vi gøre? Justitsministerierne i de forskellige europæiske lande forsøger at få fat i de menneskesmuglere, så de ikke binder flygtningene op på sådan nogle trusler over for deres familie i hjemlandet. Det er et problem. Men omvendt. Hvis de begyndte at samarbejde, ville de – hvis de virkelig er personligt forfulgt – få asyl i Danmark.« (29.12.1998).

Myndighederne ser altså ingen grund til at slække på kravet om, at asylansøgere skal samarbejde, og de kan jo lokke med guleroden: Asyl i Danmark. Men hvad med familien derhjemme? Hvad med menneskesmuglernes trusler?

Det er vanskeligt at få lov til at indvandre legalt i Danmark. Typisk kan det ske ved ægteskab med en dansk statsborger, familiesammenføring eller ved at opnå politisk asyl.

Når en person søger asyl ved indrejse i Danmark, vil politiet i den lokale politikreds optage en foreløbig rapport, der vurderes af Direktoratet for Udlændinge. Skønnes det her, at asylansøgeren skal have sin sag prøvet, sendes han eller hun til Sandholmlejrens modtagecenter. Her registrerer Rigspolitiets afdeling E, Den Centrale Politiafdeling (DCP), asylansøgeren, som derpå sendes til et af Dansk Røde Kors’ asylcentre rundt om i landet. Kan han ikke identificere sig, eller er der tvivl om asylansøgerens rejserute til Danmark, kan politiet frihedsberøve ham.

Imidlertid er der også mange asylansøgere, der henvender sig direkte til modtagecentret i Sandholmlejren efter indrejse i Danmark. Ifølge vicekriminalkommissær Klaus Munk Nielsen fra Den Centrale Politiafdeling søgte 2.565 af de i alt 5.889 asylansøgere i 1996 om asyl ved at møde op personligt ved Sandholmlejrens modtagecenter.

Munk Nielsen skriver i 1997 i en artikel i fagbladet Dansk Politi: »Det er typisk for disse personer, at de kun i meget begrænset omfang medbringer bagage eller personlige effekter i øvrigt, og ofte er tøjmærkerne i deres beklædningsgenstande fjernet. Ved henvendelsen medbringes normalt heller ikke personlige identitetspapirer, billetter eller andre dokumenter, som kan identificere de pågældende eller i øvrigt fortælle om rejseruten frem til indgangsporten til Sandholmlejren. Under den efterfølgende afhøring i forbindelse med selve registreringen ønsker de normalt ikke at fortælle konkrete oplysninger om rejseruten til Danmark, eller hvorledes de har været i stand til at finde frem til registreringscentret i Sandholm. Efterhånden har efterforskning vist, at de fleste af disse 2.565 personer indrejser illegalt i Danmark med hjælp fra topprofessionelle menneskesmuglerorganisationer, og at de opholder sig i kortere eller længere tid i landet, før de henvender sig i Sandholm.«

Om disse »topprofessionelle menneskesmuglerorganisationer« skriver Munk Nielsen, at »udenlandske eksperter hævder, at menneskesmuglere har en noget større økonomisk omsætning end de organisationer, der smugler narkotika, våben etc. Menneskesmugling er i hvert fald en særdeles indbringende og forholdsvis risikofri beskæftigelse. De pågældende udlændinge betaler mellem 5-10.000 US-$ hver for en transport fra Nordafrika til Danmark, inkl. de identitetspapirer, som anvendes under rejsen. I relation hertil har chaufførerne på ’sluser-bilerne’, som typisk anholdes i grænsepolitikredsene, senere fået domme på mellem 30-90 dages fængsel. De indsmuglede personer har ofte gennemført transporten til Danmark under forfærdelige forhold, f.eks. usædvanlig mange personer stuvet sammen på særdeles ringe plads.«

Det er derfor ikke så underligt, at Munk Nielsen forekommer skuffet, når han kan berette om sådanne »topprofessionelle menneskesmuglerorganisationer« og så må konstatere, at det næsten udelukkende er det nederste lag, sluserne, politiet på det tidspunkt får fat i.

Munk Nielsen henviser til de 332 sager om menneskesmugling i 1996, hvoraf 227 førte til sigtelser. Sådanne sigtelser tager udgangspunkt i udlændingelovens § 59, stk. 3: »Den, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse eller opholde sig her i landet, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes den, der for vindings skyld bistår en udlænding med at indrejse i Danmark med henblik på herfra at indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive afvist eller tilbagesendt. På samme måde straffes endvidere den, der for vindings skyld bistår en udlænding med at indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive afvist eller tilbagesendt.«

Også transportører som flyselskaber og rederier kan straffes ifølge § 59 a: »Den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.«

Men kampen mod menneskesmugling er siden blevet intensiveret. Eftersom menneskesmugling ofte sidestilles med narkokriminalitet, er det politikerne magtpåliggende at øge strafferammen. Straffeloven blev derfor i 1998 udvidet med en § 125 a: »Den, der under skærpende omstændigheder gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59, stk. 3, straffes med fængsel indtil 4 år.«

Sideløbende har politi og myndigheder her i landet og på internationalt plan oprustet. Baglandspatruljerne er blevet styrket, nye efterforskningsmidler taget i brug, og den 1. november 1997 fik dansk politi sin egen task force mod menneskesmugling, der i medierne hurtigt kunne vise resultater ved at afsløre nogle af menneskesmuglingens bagmænd.

Fra sidst i firserne og langt op i halvfemserne er strømmen af flygtninge til de vesteuropæiske lande vokset dramatisk, især som følge af de uroligheder, borgerkrige og kriser, der har været såvel i som uden for Europa. Reaktionen på dette pres på asylsystemet har været en generel opstramning, der ikke blot gør det vanskeligere at opnå asyl, men også overhovedet at rejse ind og søge om asyl.

Det stadig tættere samarbejde i EU-landene har præget den politiske udvikling i perioden. Et samarbejde, der godt nok åbner for vare- og personbevægeligheden inden for EUs ydre grænser, men også betyder, at netop de ydre grænser forskanses i det, der populært, men malende, kaldes Fort Europa.

Harmoniseringen inden for EU til trods har ændringer i asylpolitikken i andre EU-lande kunnet mærkes i Danmark. Da Tyskland og Holland begyndte at udvise visse grupper af asylansøgere, valgte en del af dem at prøve lykken ved at søge illegalt til Danmark.

De søgte altså asyl i mere end ét EU-land, og det opfattes af myndighederne som et »misbrug« af EU-landenes asylsystemer. Den 1. september 1997 knæsattes derfor med Dublin-konventionens ikrafttræden princippet om, at et og kun et land er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. Dette princip sikrer formelt, at en asylansøger kan undgå at blive kastebold mellem myndighederne i forskellige lande, hvis de fralægger sig ansvaret for asylansøgningen. Først og fremmest sikrer det dog, at en asylansøger, der først er udvist fra ét EU-land, ikke kan søge asyl i et andet EU-land.

Dublin-konventionen specificerer de nærmere kriterier for udmøntningen af dette princip, men det er klart, at det i praksis er vanskeligt at omsætte konventionen til virkelighed, når grænseoverløbere og illegalt indvandrede personers identitet, nationalitet og rejserute er vanskelige, måske umulige, at fastslå. Når asylansøgeren nægter at udtale sig, ingen papirer har, har fjernet alle tøjmærker og andet, der kan give et fingerpeg om rejseruten, er det overordentlig vanskeligt for politi og myndigheder at sende vedkommende tilbage til et andet land.

Denne situation opstod ved den dansk-tyske grænse, hvor der igennem en årrække har været en stadig strøm af illegale ind- og udvandrere. Dansk politi kunne således efter Dublin-konventionens ikrafttræden stå med asylansøgere, der med ret stor sandsynlighed var kommet fra Tyskland, men man var nødt til at behandle dem som asylansøgere, der skulle sendes til Sandholmlejren og have deres sag behandlet, inden det kunne stadfæstes, om de vitterligt kom fra et andet EU-land og dermed kunne sendes tilbage.

Politikredsene ved grænsen måtte derfor i en periode tilføres ekstra kræfter, eksempelvis tog trafikpolitiet sig af en del af transporterne til Sandholmlejren. Men problemet blev løst ved, at de danske og tyske myndigheder forhandlede sig frem til en aftale i marts 1998, der skulle gøre det lettere for dansk og tysk politi at sende grænseoverløbne asylansøgere retur, f.eks. i såkaldt »klare sager«, hvor personen bliver taget på selve grænsen eller i baglandet.

Aftalen dækker det såkaldt »grænsenære« område, der strækker sig fra 30 km syd for grænsen til Gråsten og Tønder politikredse nord for grænsen. Hvis en person inden for 24 timer efter at have overskredet grænsen ulovligt søger asyl i et af landene, vil man kunne anmode det andet land om at tage asylansøgeren tilbage. Denne anmodning skal ske inden for 48 timer.

Aftalen trådte i kraft den 16. marts 1998, og inden for de første to uger blev 6 personer returneret fra Tyskland til Danmark og 31 fra Danmark til Tyskland i forbindelse med aftalen.

Når det gælder EU’s ydre grænser, er det Schengen-konventionen, der skal råde. Denne konventions grundlæggende princip er ønsket om fri personbevægelighed i hele EU. Prisen for denne fri bevægelighed er en styrkelse af de ydre grænser og en større indre kontrol. De kræfter, der tidligere er blevet brugt på at bevogte de indre grænser, omdirigeres således enten til de ydre grænser eller til et øget internationalt samarbejde.

Schengen-konventionen medfører derfor også en række kontrolforanstaltninger, der skal gøre det vanskeligere at komme illegalt ind i og færdes i EU. Eksempelvis kræves det med Schengen-konventionen, at alle uønskede udlændinge registreres i det såkaldte Schengen Information System (SIS) i selskab med eftersøgte kriminelle og forsvundne personer.

Den fri bevægelighed, der med Schengen-samarbejdet bliver varer og borgere i EU-landene til del, betales altså bl.a. af en mindre bevægelighed og fleksibilitet for asylansøgere. Og naturligvis for dem, der gør sig håb om at søge asyl i et EU-land, eller som er kommet illegalt ind.

Højt på ønskelisten over kontrolforanstaltninger i EU-landene står EURODAC, et fælles register med fingeraftryk fra asylansøgere i EU. Ikke overraskende presser politiet i EU-landene på for at få dette register, der utvivlsomt vil blive et effektivt værktøj i kampen mod illegal indvandring.

Men det, at EU opruster over for den illegale indvandring, holder ikke nødvendigvis mennesker væk. Tværtimod hævdes det ofte, at jo sværere det bliver at komme lovligt ind i et land, desto flere vil der komme ind ulovligt. »Flygtningestrømme er som vand,« udtrykker Danmarks forbindelsesofficer i Europol, kriminalkommissær Henning Hansen det til Jyllands-Posten. »Bygger man en vold, flyder vandet uden om den. Laver man en barriere, søger flygtningestrømmen andre veje.« (13.4.1997).

Tidligere foregik en stor del af den illegale indvandring til Danmark via Tyskland, men når det bliver vanskeligere at komme ind i Tyskland, fordi det tyske grænseværn, Bundesgrenzschutz intensiverer bevogtningen af grænsen mod øst, søger flygtningene øst om EU og Tyskland. Manges flugtrute går derfor via Østeuropa, Rusland og de baltiske lande, hvor de enten strander eller har held til at komme til f.eks. Danmark over Østersøen.

Det har der været flere eksempler på. I oktober 1992 blev 200 kurdere landsat på Bornholm, i februar 1994 blev 36 srilankanere landsat fra redningsbåde i Køge Bugt, i juli 1994 blev 92 srilankanere og en senegaleser landsat på Bornholm, og i oktober 1994 blev 32 srilankanere opsamlet fra to gummiflåder ved Bornholm. Endelig samlede det norsk indregistrerede skib Kleipeda på vej fra Litauen 70 afghanere og 3 srilankanere op fra redningsbåde i august 1995. Vel ankommet til Fredericia søgte de asyl i Danmark.

Talsmanden for Bundesgrenzschutz, overkommissær Klaus Peter Heldt udtaler således til Jyllands-Posten: »Hvert år stævner 35.000 lystbåde fra Tyskland mod Danmark. Om få år vil der komme lige så mange fra de andre lande. Det er en oplagt rute for menneskesmuglerne. Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen vil give menneskesmuglerne perfekte muligheder for at transportere de illegale indvandrere videre.« (13.4.97).

Denne trussel fra øst har naturligvis haft politikernes bevågenhed. I 1993 afholdtes således i Stockholm den første konference om ukontrolleret indvandring fra landene omkring Østersøen med deltagelse af landene i området. Herhjemme forelagde indenrigsminister Birte Weiss i april 1994 den såkaldte Baltikum-redegørelse for Folketinget. Heri forventes det, at antallet af asylansøgere fra netop de baltiske lande vil stige, hvorfor en række initiativer må tages fra dansk side.

Disse initiativer sigter dels mod at støtte de baltiske lande, og for den sags skyld også Rusland, i at tiltræde FNs flygtningekonvention ved bl.a. at gennemføre en passende udlændingelovgivning og indrette lejre for asylansøgere, dels mod at intensivere den danske indsats mod illegal indrejse fra Østersøområdet. På denne måde skulle det være muligt at dæmme op for flygtningestrømmen allerede i de baltiske lande, og siden gøre det endnu sværere for personer at komme illegalt til Danmark over Østersøen.

I praksis blev disse initiativer sat i gang ved at støtte de baltiske lande økonomisk og uddannelsesmæssigt, ved at indgå i et direkte samarbejde med de pågældende myndigheder og ved at intensivere den danske grænseovervågning. Indenrigsministeriet udstationerede således en medarbejder på UNDPs (United Nations Development Programme) kontor i Riga i Letland, og Rigspolitiet sendte en politiforbindelsesofficer til Vilnius i Litauen.

På dansk grund valgte man bl.a. at satse på at hæve strafferammen for at bistå udlændinge med ulovlig indrejse eller ophold. Folketinget vedtog således den 12. januar 1995 en ændring af udlændingelovens § 59, stk. 3, der hævede strafferammen for menneskesmugling fra 1½ år til 2 år, så der under »særdeles skærpende omstændigheder« kan straffes med fængsel i 3 år.

Når det gjaldt overvågningen af selve grænsen, der i dette tilfælde først og fremmest udgøres af Østersøen, måtte den danske farvandsovervågning intensiveres.

Flådeøvelser blev derfor flyttet til Østersøen for at øge overvågningen af skibene i området. Som Claes Nilas fra Indenrigsministeriets Udlændingeafdeling forklarede til Politiken: »De øvelser, man alligevel laver i forsvaret, kan man lige så godt lave i Østersøen. De gange, der er blevet smuglet mennesker ind i Danmark, er der ingen, der har fået øje på skibene. Det her skal ses som en markering eller en slags signal.« (28.4.94).

Et mere intensivt samarbejde i Østersøen blev offentligt kendt, da syv danske flådefartøjer i samarbejde med dansk politi og grænseværn fra alle de andre lande omkring Østersøen i maj 1997 deltog i den såkaldte Operation Baltic Guard.

I februar 1996 blev situationen og indsatsen taget op til revurdering i den anden Baltikum-redegørelse. Her skønnes det, at der i Rusland alene er ca. 500.000 asylansøgere, der kommer fra lande uden for SNG, og det formodes, at en stor del af dem vil bruge Rusland og de baltiske lande som transitland til illegal indrejse i Vesten.

Det blev derfor vurderet, at der fortsat var brug for de initiativer, der allerede var sat i gang, og desuden ville man bl.a. støtte oprettelsen af yderligere flygtningelejre i de baltiske lande. Sådanne lejre er nemlig en forudsætning for, at de baltiske lande kan tiltræde FNs flygtningekonvention. Endelig foreslås det, at der udarbejdes en samlet operationel beredskabsplan for alle de myndigheder, der bliver involveret, hvis presset af asylansøgere vokser. I Norge blev en sådan beredskabsplan allerede udarbejdet i 1994.

I mellemtiden har den restriktive asyl- og indrejsepolitik i Vesteuropa medvirket til, at de øst- og centraleuropæiske lande nu ikke blot er transitlande for flygtninge, men også modtagerlande.

I løbet af 1997 lægges der op til en række stramninger. Baglandspatruljerne samles og styrkes, så de i december når op på 48 mand. Politiassistent Roland Lorenzen kan således fortælle Politiken, at »vi bliver bedre og bedre til at pege de biler ud, der har flygtninge med.« (10.7.97). Ikke desto mindre kan den samme avis et par måneder senere berette, at politiet kun standser 36 procent af de flygtninge, der rejser illegalt ind og derefter vil søge asyl. Af 3.600 udlændinge, der kom til modtagecentret i Sandholmlejren, var de 2.500 således kommet illegalt ind i landet (16.9.97).

Men der er håb forude, for justitsminister Frank Jensen beder Rigspolitiet om at oprette en særlig task force rettet mod menneskesmugling. I hvert EU-land findes en såkaldt National Criminal Intelligence Service (NCIS), der alle er opbygget efter samme principper. Centralt er der et kommunikationscenter, der står i forbindelse med andre politimyndigheder som Interpol og Europol, mens særlige enheder har ansvar for efterforskningen af hvert sit arbejdsområde. Til disse enheder hører ad hoc-arbejdsgrupper, de såkaldte task forces. Den danske NCIS, der hører under Rigspolitiets afdeling A, beskæftiger sig foruden menneskesmugling og illegal indvandring med områderne rockerkriminalitet, narkotika og hvidvaskning af penge (Kontakt nr. 8, 1996/1997).

Den særlige task force mod menneskesmugling og illegal indvandring oprettes den 1. november 1997 med kriminalkommissær Niels Brodersen som chef. »Vi har til opgave at afsløre de bagmænd, som trækker i trådene her og i udlandet, og som virkelig tjener store penge på menneskesmugling,« fortæller Brodersen til Jyllands-Posten, den 26.2.98. De starter med at have 5 ansatte, men udvides fra februar 1998 til 10. De ansatte betjente knyttes til gruppen på kontrakter af tre til seks måneders varighed og skal i denne periode arbejde lokalt i de politikredse, hvor der er brug for dem.

Task force’en kommer godt fra start, da de i februar måned 1998 fængsler tre arabere og en dansker, der angiveligt skal være »toppen af en af de kriminelle organisationer«, der smugler folk fra Mellemøsten til Norden (Jyllands-Posten, 26.2.98). Og allerede få dage senere griber de i samarbejde med tysk politi »en af den pengegriske branches absolutte topfolk«. Niels Brodersen udtaler til Ekstra Bladet, at »denne sag er ekstraordinær, fordi vi mener, vi har fået fat i en af de rigtig store bagmænd. Også på internationalt plan.« (4.3.98).

I løbet af 1998 byder denne særlige politienhed på flere resultater i kampen mod menneskesmuglerne. I august anholder de således den 40-årige irakiske kurder, Valit Garib, der tiltales for at have smuglet 70 flygtninge. Han indrømmer i retten at have hjulpet familie og venner til Danmark, men siger, at »det drejer sig om menneskeliv og ikke penge. Jeg har aldrig smuglet mennesker.« (Ekstra Bladet, 27. og 29.8.97).

Trods den intensiverede indsats fra baglandspatruljen og den nyoprettede task force, kommer der stadig mange grænseoverløbere ind i landet. Men prisen for politiets indsats betales af flygtningene. Jo sværere det er at komme over grænsen, jo højere bliver prisen for at blive hjulpet, og den ligger i august 1998 ifølge lederen af baglandspatruljen i Padborg, politiinspektør John Jacobsen, »oppe på 7-8.000 kr. nu, mod blot 1.500-2.000 kr. sidste år« (Jyllands-Posten, 20.8.98). Den øgede pris til trods fortsætter illegale flygtninge med at søge til Danmark, og flere prøver igen og igen. Også til 7-8.000 kr. pr. forsøg.

Politiet kunne derfor i 1998 indtil 29. december anholde 2.196 personer, der forsøgte at komme illegalt ind i Danmark fra Tyskland, foruden omkring 100 menneskesmuglere.

Der er ingen grund til at undervurdere den desperation og nød, der kendetegner mange flygtninges situation. Flygtninge fra Nordafrika søger fra Marokko over Gibraltarstrædet i små joller, og mange bukker under i håbet om at slippe ind i Europa. Alt tyder endda på, at selv om det bliver vanskeligere at komme over grænserne, så er flygtningene parate til at risikere mere og betale mere for at flygte.

Nogle flygtninge tager således chancen som blinde passagerer i skibslaster. Nogle dør undervejs, andre opdages, og der er eksempler på, at sådanne blinde passagerer er blevet gasset, smidt over bord eller mishandlet. På trods af forsøg på at forbedre forholdene for blinde passagerer, afkræves rederierne fortsat store bøder for at sætte dem i land, ganske som flyselskaberne også skal betale bøder for at kunne sætte passagerer af, som ikke har lovlig tilladelse til at rejse ind i landet.

Når politiet bliver spurgt, om en blind passager kan komme i land, undersøger man sagen, men man har endnu ikke fraveget kravet om, at et rederi skal betale en klækkelig sum for at lade den blinde passager komme i land i Danmark. »Vi tager ikke imod blinde passagerer,« siger politiinspektør Erik Døssing fra indrejsekontrollen i Københavns Havn i 1997. »Når et udenlandsk skib anløber en dansk havn med en blind passager om bord, så giver vi skibets kaptajn besked på, at den pågældende skal opbevares i skibets arrest, så længe de ligger i havn. Hovedreglen er, at vi overhovedet ikke får kontakt med dem.« (Politiken, 28.10.97).

Ved at pålægge transportører som rederier og flyselskaber bøder, påføres skibs- og flybesætninger en politimæssig opgave i at prøve at undgå at transportere passagerer, der ikke har lovlig indrejsehjemmel i det land, de rejser til. Dette har været stærkt kritiseret, men transportørbøderne opretholdes.

Af gode grunde er det vanskeligt at danne sig et overblik over menneskesmuglingen, der kan rangere fra velorganiserede smuglerstrukturer, der også smugler varer som f.eks. narkotika, til humanistisk sindede enkeltpersoner, der spontant prøver at hjælpe mennesker i nød. De kan være kynikere, der snyder flygtninge eller sætter dem af i både på åbent hav, flygtninge, der hjælper andre landsmænd, eller blot godhjertede borgere.

Istanbul er ifølge avisbeskrivelser et knudepunkt for menneskesmugling fra Mellemøsten og Asien til Europa. Ifølge Politiken »går kaptajner hver aften rundt på hotellerne for at hverve flygtninge til deres rustne smuglerskibe« (13.1.98). Et korrupt politi lader sig angiveligt bestikke til at se gennem fingrene med udsmuglingen eller hjælper ligefrem med at fremskaffe falske pas og visa. Udsmuglingen foregår enten med skib til Italien eller over grænsen til Grækenland eller Bulgarien.

En menneskesmugler i Istanbul fortalte i Ekstra Bladet den 15. februar 1998, at flygtninge for 3.000 dollars bliver kørt i lastbiler til grænsen til Grækenland. Her må de selv sejle over floden ved grænsen. I Grækenland venter de så på græske menneskesmuglere, der hjælper dem igennem et område med landminer og så videre til græske havnebyer. Her sættes de i små både, så de kan sejle ud til større fragt- eller fiskerbåde. De bliver så sat af på en syditaliensk kyst og derfra hjulpet videre af italienske menneskesmuglere.

Det hænder af og til, at asylansøgere og flygtninge er parate til at berette om, hvordan de er blevet hjulpet af menneskesmuglere. Jyllands-Posten kunne således den 20. april 1997 bringe en somalisk flygtnings beretning. Her fortæller den da 25-årige somalier Ali, hvordan han to gange forsøgte at komme illegalt ind i Danmark. Han siger, at han er flygtet fra sit borgerkrigshærgede hjemland, fordi han er forfulgt dér. »Jeg har fortalt politiet det hele. Så kan jeg også lige så godt fortælle det til en avis,« siger han. Hans far sendte ham og hans bror af sted med 1.300 dollars. De betalte 200 dollars for at komme med en lastbil ind i Etiopien. Der anskaffede han for 1.000 dollars visum og billet til Moskva. Men forholdene som flygtning i Moskva var kummerlige, så han ville gerne væk. »Helst til København, hvor jeg har mange venner fra Somalia.« Hans bror var i mellemtiden via Kenya kommet til Canada og kunne skaffe ham de 3.000 dollars, det kostede at blive smuglet ind i Skandinavien med hjælp fra den russiske mafia.

Turen gik problemfrit med bil til Minsk i Hviderusland og videre med tog til Vilnius i Litauen. Derfra rejste han gemt bag papkasser sammen med andre flygtninge i en varebil til Polen. »Ved grænsen lå vi og ventede ved ståltrådshegnet. Når vagterne gik væk, klippede vi hul i ståltråden, krøb igennem og løb over grænsen. På den anden side ventede nogle folk, som kørte os til et lille værelse i Warszawa. En gang om dagen kom der en mand med noget mad, men huset måtte vi ikke forlade. Og vi måtte kun kigge ud, når ingen kunne se os udefra.«

10 dage senere blev de kørt til en øde flodbred ved Oder på grænsen til Tyskland. Her blev de sejlet over og derefter kørt med bil til Nordtyskland, hvor de endnu engang måtte gemme sig på et værelse i en 10 dages tid.

De, der havde tøj med mærker fra Vesteuropa, måtte klippe dem af tøjet, men Ali kunne godt beholde mærkerne i sit russiske tøj. »En aften blev vi presset ind i en varevogn og kørt mod Danmark. Vi kørte ikke ret langt, inden grænsen. Men pludselig blev vi stoppet. Nogen råbte, at det var politiet.«

De i alt 24 somaliere blev anholdt sammen med tre slusere. De bad alle om dansk asyl, men blev sendt tilbage til et asylcenter i Flensborg. Ali gav dog ikke op så let: »Jeg gik ned på banegården og ringede på et mobilnummer til manden, der modtog de 3.000 dollars i Moskva. Tre timer senere hentede han mig hen til et andet skjulested.«

Her måtte Ali vente to måneder, inden han blev hentet af en mand, der tog ham med i sin bil. Da de nåede grænsen, krøb Ali sammen nede i bilen, så han ikke kunne ses. Han blev så kørt til Københavns Hovedbanegård, hvor han henvendte sig til en somalier, der tog ham med hjem og forklarede ham, at han skulle henvende sig i Sandholmlejren og bede om asyl.

Alis beretning i Jyllands-Posten afsluttes med, at »han kan anbefale ligaens kontaktmand, der modtog de 3.000 dollars, til andre somaliere, der vil prøve på at komme til Danmark.«

For medierne er menneskesmuglerne sensationelt stof, og Ekstra Bladet sætter således i februar 1997 fokus på emnet. Tophistorien er Ulla Dahlerups beretning om, hvordan det lykkedes hende og en anden at blive smuglet ind fra Tyskland til Danmark af en menneskesmugler fra Kolding. I september samme år vidner Dahlerup mod menneskesmugleren, afghaneren Hamayon Hussain-Zey, der får en straf på et halvt års delvist fængsel for dette og andre tilfælde af menneskesmugling (Ekstra Bladet, 23. og 25.2.97).

Men det er ikke alle menneskesmuglere, der lever op til Ulla Dahlerups og det officielle danske billede af kyniske, pengegriske bagmænd. I december 1997 standses den tyske protestantiske præst Andreas Prübülski og diakonen Horst Lange i Rødbyhavn, da de forsøger at smugle en kvinde og hendes tre børn ind i Danmark gemt i en autocamper. De to tyskere fortæller, at de af humanitære årsager vil smugle kvinden og hendes børn til Norge, hvor hendes mand arbejder, men idømmes under en del presseopsigt 30 dages fængsel ved retten i Maribo. Til Information udtaler Prübülski, at »næstekærligheden kan betyde, at man må bryde loven. Hvis et barn falder i vandet og er ved at drukne, springer jeg jo også i, selv om der står et skilt med badning forbudt.« (15.1.98).

Et år senere gentog historien sig næsten, da den svenske frikirkepræst Sven Hjalmar Bergholm i julen 1998 blev taget i Rødby med to irakere i bagagerummet. Han ønskede tilsyneladende blot at hjælpe de to irakere fra henholdsvis Østrig og Tyskland til deres familie i Sverige. »Jeg har ikke overtrådt lovgivningen for egen vindings skyld. Det skete udelukkende for at hjælpe to mennesker i dyb nød,« forklarede Bergholm, da han modtog dommen på 30 dages ubetinget fængsel og tilhold om ikke at rejse ind i Danmark i 5 år (Ekstra Bladet, 30.12.98).

At der således kan være en humanistisk side af menneskesmugling og illegalt ophold, bliver politikere og offentlighed mindet om, da det tidligere radikale medlem af Folketinget, Jens Jørgen Bolvig, i julen 1998 afslører, at han og hans hustru gennem et år har skjult tre afviste asylansøgere, et hviderussisk ægtepar med deres 13-årige søn. Selv om kvinden havde deltaget aktivt i den hviderussiske opposition, var deres asylansøgning blevet afslået, og Bolvig og hans hustru havde ikke haft nogen samvittighedskvaler ved at overtræde loven for at følge deres samvittighed: »Hviderusland er et brutalt diktatur, hvor der ikke tages hensyn til menneskerettigheder. Når det er sådan, er det let for os at holde den hviderussiske familie væk fra de danske myndigheder, som uden skånsel og barmhjertighed kan smide en far, en mor og en 13-årig knægt ud,« fortæller Bolvig Information, og tilføjer, at »den danske udlændingepolitik gør, at jeg skammer mig over at være dansker.« (15.1.98).

Sagen får Bolvigs partifælle, de radikales flygtningeordfører, Henrik Svane til at sige, at Bolvig må tage ansvaret for sine handlinger, men han erkender, at »en sådan markering fra et menneske – i dette tilfælde en radikal – giver stof til eftertanke. Jeg er ikke normalt tilhænger af civil ulydighed, men der kan findes tilfælde, hvor det måske er en god idé, hvis man er villig til at tage sin straf.«

Adspurgt om han kunne gøre det samme som Bolvig, svarer han: »Hvis jeg måtte komme i den situation, ville det være, fordi mit samfund havde svigtet. Den tænkte situation skulle jo i forhold til konventioner, internationale aftaler og praksis være umulig. Men skulle den opstå, så tror jeg også, jeg ville gøre det.« (Information, 16.1.98).

Bolvig var parat til at stå til ansvar for sin handling. Han blev afhørt og sigtet, selv om det tog en måned, hvor Fremskridtspartiets Jan Køpke Christensen lagde pres på for at få Bolvig sigtet. Om dommen udtaler Køpke Christensen til Information, at den »bør ikke ligge i den milde ende. Jeg er ikke bange for at sige, at det bør være fængsel eller en betinget fængselsdom.« (13.2.98).

Domspraksis er dog i Danmark kun at idømme frihedsstraf, når udlændingelovens § 59, stk. 3, brydes ved grænseoverskridelse. At yde illegalt husly til udlændinge straffes derimod almindeligvis med bøde. Bolvig idømmes derfor i marts 1998 en bøde på 2.500 kroner. Som han nægter at betale.

Beløbet 2.500 kr. fremkommer ved regnskabet: Et grundbeløb på 800 kr. plus 150 kr. for hver måned, Bolvig holdt hviderusserne skjult, rundet op til nærmeste 100 kr. Men Bolvig vil have beløbet hævet til mindst 3.000 kr., fordi det vil give ham mulighed for at få sagen prøvet i Landsretten og dermed eventuelt ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. I juni lykkes det Bolvig at få bøden hævet til 4.000 kr., og han anker straks dommen til Landsretten.

Den oprindelige bødestraf på 2.500 kr. får Dansk Folkeparti til at kræve, at strafferammen sættes i vejret. Partiets retspolitiske ordfører, Peter Skaarup udtaler til Jyllands-Posten den 2. april 1998, at »ligesom med rockerloven skal sådanne dybt kriminelle stresses og ransages, indtil de stopper deres samfundsundergravende forehavende.«

Disse »dybt kriminelle« finder dog forståelse for deres »samfundsundergravende forehavende«. Flere aviser kan således i april 1998 berette, at et stadig stigende antal danskere er parate til at hjælpe med at skjule flygtninge.

Mange asylansøgere, der har fået afslag og risikerer at blive udvist, gemmer sig for myndighederne hos familie, venner eller hos mennesker, der har tilsluttet sig et netværk af folk, der er parat til at tage risikoen ved ulovligt at skjule en person, som de mener er blevet udvist på et forkert grundlag. Disse mennesker er »almindelige« borgere. »Det er bedre at bo hos satte familier. Helst ikke politiske aktivister, som i forvejen er kendt af politiet. Erfaringen er, at det er nemmere at gemme folk i Søllerød end på Vesterbro,« siger Poul Møller fra den private komité Flygtninge Under Jorden (Politiken, 29.3.93).

Komiteen står ikke selv for den ulovlige husning af flygtninge, men sørger for, at de kan få økonomisk og juridisk hjælp til at få genbehandlet deres asylsager, og i rigtig mange tilfælde med succes. På et tidspunkt forsøgte Søren Krarup at få komiteen kendt ulovlig, men det lykkedes ikke. Flygtninge Under Jordens lovlighed er vigtig, fordi den betyder, at der kan gennemføres indsamlinger til komiteens arbejde.

Folkelig opbakning og støtte fra forskellige kredse var der også til pastor Leif Bork Hansen fra Lyngby, der i efteråret 1998 sørgede for, at fire udviste serbere kunne gå under jorden. Han og andre var overbevist om, at de ville være i livsfare, hvis de vendte tilbage til det nu kroatiske Østslavonien. På trods af forsikringer fra bl.a. den kroatiske ambassade mente han, at disse serbere risikerede at blive behandlet som landssvigerne efter befrielsen af Danmark i 1945. Sammen med bl.a. flere præster fra forskellige kirker startede han derfor et netværk for at arbejde for, at ingen af disse serbere blev tilbagesendt.

At han så sig nødsaget til at hjælpe fire serbere til at gå under jorden, havde han ingen problemer med. Med udgangspunkt i Kierkegaard følte han sig nødsaget til at hjælpe sin næste, også selv om han ikke var hans landsmand: »Kierkegaards budskab er, at man kan være forpligtet på en måde, så loven tilsidesættes. Der er en instans over samfundets lov, og undertiden må samfundsetikken træde til side. Så må enhver selv formulere sin personlige etik og betale prisen.« (Jyllands-Posten, 1.11.98).

Også da den tidligere omtalte svenske præst, Sven Bergholm blev grebet i at forsøge at indsmugle to flygtninge, viste en del danskere, at de har sympati for menneskesmugling, når den baserer sig på medmenneskelig hjælpsomhed og næstekærlighed. Ifølge Berlingske Tidende blev Maribo Arrest, hvor Bergholm sad fængslet, »bestormet af danskere, der har villet udtrykke deres store sympati og støtte til præstens forsøg på at hjælpe to mennesker i nød frem til deres familie i Sverige«. Arrestforvareren udtaler: »Jeg har aldrig set noget lignende. Der har været en overvældende strøm af henvendelser til den svenske præst fra almindelige danskere og præster fra flere forskellige trosretninger.« (24.1.98).

Det arbejde, Sven Bergholm, Leif Bork Hansen, Jens Jørgen Bolvig, Flygtninge Under Jorden og andre mennesker udfører for at hjælpe flygtninge, er endnu et eksempel på, at hvor der er mennesker i nød, er der også mennesker, der er parate til at hjælpe, om nødvendigt ved at overtræde loven. Nogen accept kan de naturligvis ikke finde hos de danske politikere. F.eks. forsøgte kirkeminister A.O. Andersen (CD) i 1994 at banke de danske præster på plads ved at true dem med afskedigelse, hvis de holdt flygtninge skjult. Men det har ikke afholdt præster som Leif Bork Hansen fra at hjælpe flygtninge illegalt.

Menneskesmugling og illegalt ophold kan bunde i hjælpsomhed såvel som i udnyttelse for egen vinding, men det kendes i hvert fald i mange afskygninger igennem historien. I tiden op til den amerikanske borgerkrig blev der således smuglet sydstatsslaver til Nordstaterne og Canada ad ruten »Den underjordiske Jernbane«, og efter 2. verdenskrig blev jøder i store tal smuglet ud fra Østeuropa og Sovjet og videre til Israel. I dagens USA er der en stadig strøm af grænseoverløbere fra Mexico; og Hong Kong har været udsat for en omfattende illegal indvandring af tusinder af vietnamesere.

Systemkritikere, spioner, folk fra bag Jerntæppet osv. er blevet smuglet ind og ud af lande. F.eks. udsmugledes deltagere i demonstrationen på Den himmelske freds Plads i Peking i 1989 til Hong Kong i en operation kaldet »Yellowbird«.

Det mest kendte eksempel på menneskesmugling i Danmark er de danske jøders flugt til Sverige under besættelsen. Da Danmarks jøder i efteråret 1943 måtte gå under jorden og flygte fra landet for ikke at blive deporteret, opstod der en blanding af spontane hjælpeaktioner og velorganiseret menneskesmugling. I starten flygtede en del i joller og småbåde til Sverige, men da tyskerne standsede denne trafik ved at kræve, at alle fritidsbåde blev oplagt på bevogtede pladser, måtte fiskerkuttere og andre skibe chartres til at foretage de illegale sejladser til Sverige.

Sådanne sejladser med lasten fyldt af eftersøgte jøder udgjorde naturligvis en stor risiko for skipperne. De måtte frygte at miste deres kutter, at blive fængslet og måske sendt i kz-lejr, i værste fald risikerede de livet. Derfor kan det vel ikke undre, at mange tog sig godt betalt for risikoen.

I starten snød en del fiskere sågar jøderne, eller de krævede meget store pengebeløb af de jøder, der kunne betale det. 4-5.000 kroner per person kunne en sådan overfart koste i begyndelsen, hvilket snildt kan ganges med 20 for at sammenlignes med 1999-kroner. En sådan overfart kostede altså i nutidens penge op imod 100.000 kr.!

Efterhånden som der kom mere system og organisering over udsmuglingerne, faldt prisen til omkring 1.000 kr., altså ca. 20.000 kr. i nutidens penge. Mere velhavende jøder fik dog også lov til at betale mere, der så – med yderligere støtte fra fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og private – finansierede udsmuglingen af jøder, der ikke kunne betale de 1.000 kr. for overfarten.

Flugthjælperne var hovedsagelig idealister, der løb en betydelig risiko for at hjælpe jøderne. Der blev etableret forskellige flugtruter og midlertidige opholdssteder. 2.000 jøder nød således godt af et kortvarigt, illegalt ophold på Bispebjerg hospital, f.eks. som indlagt med en fiktiv sygdom.

Der var således tale om, hvad vi må forstå ved organiseret menneskesmugling, og endda en overordentlig effektiv og succesfuld sådan. F.eks. lykkedes det fra sidst i september til først i november 1943 at sejle ca. 1.300 jøder til Sverige fra Gilleleje. Succesfulde var disse aktioner også, fordi Sverige velvilligt tog imod de danske jøder.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at man bare kan sætte lighedstegn mellem den form for menneskesmugling, der foregik af jøder under besættelsen, og den, der forekommer i dag. Men der er i begge tilfælde tale om mennesker, der befinder sig i en desperat situation og derfor ser sig nødsaget til at forlade alt for at komme i sikkerhed. I dag som dengang får de hjælp af folk, der kan være drevet af idealisme eller af udsigten til at tjene penge.

Det er naturligvis heller ikke muligt direkte at sammenligne de beløb, der er tale om, men der er intet, der tyder på, at flygtninge i dag betaler meget mere, end jøderne måtte give fiskerne for at blive sejlet til Sverige. Politiet kan i dag berette om, at det kan koste i størrelsesordenen 5.000-20.000 kr. at blive smuglet til Danmark. Den omtalte Ali måtte betale 3.000 dollars, eller godt 20.000 kr. for at komme illegalt fra Moskva til Danmark. I en anden sag hævdedes det, at det kostede 15.000 kr. at blive smuglet til England. Det er stadig af samme størrelsesorden som det beløb, fiskerne fik for at smugle en jøde til Sverige under besættelsen.

Som i tilfældet med menneskesmuglerne under besættelsen er det vel svært at blive forarget over, at de kræver penge for at løbe den risiko, de tager, og for at få dækket deres udgifter. Risikoen er måske mindre i dag, hvor der ikke er tale om en tysk besættelsesmagt, men den er der dog, især for de menneskesmuglere, der selv er udlændinge.

I modsætning til datidens jøder, er der så i dag tale om mennesker, der kommer langvejs fra. I dag er det relativt let at rejse over lange afstande, og det kan være nødvendigt at rejse langt for at finde et land, der må forekomme flygtninge at være en sikker havn, et sted, hvor de kan gøre sig håb om, at man vil tage vel imod dem. Her må især Vesteuropa umiddelbart virke tiltrækkende, fordi der er tale om ret stabile samfund, der bryster sig af en humanistisk hjælpsomhed over for undertrykte.

De danske jøder skulle ikke rejse så langt, og de var så heldige at blive modtaget med velvilje i Sverige. I dag føler mange asylansøgere derimod ved ankomsten til Danmark, at de er rejst fra ét fængsel i håbet om at finde frihed og hjælp, og i stedet blot er kommet til et nyt.

Mennesker, der har vovet alt for at undfly nød og undertrykkelse, i nogle tilfælde ligefrem fængsel, vold og tortur, underkastes forhør, nedværdigende undersøgelser og varetægtsfængsles måske, inden de får lov til at opholde sig på et center under psykisk stærkt belastende forhold. Nogle flygtninge tvinges endda til at rejse langt for at møde op til kontrol på en politistation eller til at leve på madkasseordninger, der kun har ét formål: At straffe de personer, hvis samarbejdsvilje de relevante myndigheder kritiserer.

Således modtager Danmark mennesker, der i desperation ofte har solgt alt, lånt penge, måttet efterlade familie og kære og er søgt til et land som Danmark i håb om, at man i det mindste her måtte have forståelse for, at et menneske ikke kan tåle de politiske eller menneskelige forhold, vedkommende er flygtet fra. Ude af stand til at finde anden vej væk fra forfølgelse og elendighed har de måske måttet ty til de nok så omtalte kyniske menneskesmuglere og har måske måttet udstå de kummerligste forhold for at nå hertil.

For hvad? Det danske politis nidkære kamp for at få fat i disse smuglere? De danske myndigheders mistænksomhed, for er de nu også »rigtige« flygtninge? Selv om de så opnår asyl, udsættes de for et psykisk pres, og de mødes af et samfund, der ikke kan tilbyde dem beskæftigelse, men som tvinger også højtuddannede mennesker ud i tvangsaktivering eller arbejdsløshed. Et samfund, hvor flygtninge sågar må leve for offentlige ydelser, der i kraft af den nye integrationslov ofte kun er 40-80% af de ydelser, som danske statsborgere modtager.

At nogle flygtninge må betale relativt store beløb for at komme til Danmark, betyder naturligvis ikke, at de af den grund er hverken »rige« eller »bekvemmelighedsflygtninge«. Det er ofte mennesker, som har opgivet alt, pantsat alt, og måske har fået økonomisk hjælp af venner og familie for at komme i sikkerhed. Men naturligvis er der også flygtninge, som end ikke ville være i stand til at rejse en brøkdel af det nødvendige beløb til en menneskesmugler for at komme i sikkerhed, og derfor tager Danmark på linje med andre lande også imod flygtninge direkte fra lejre rundt omkring i verden, hvor der kan være tale om mennesker uden værdier af nogen art.

Men i sidste ende er det selvfølgelig ikke et spørgsmål om den enkelte flygtnings økonomiske formåen, men om hans eller hendes ulykkelige situation. Et menneske i nød banker på en dør – om vedkommende har en skålfuld ris i bagagen og f.eks. er kommet via FN, eller om der har været tale om en kompliceret rejserute med frygtelige risici til 15.000 kroner, er selvfølgelig irrelevant.

Et menneske i nød banker på en dør. Det afgørende er kun, om vi åbner den eller slår låsen for.

95% af alle flygtninge befinder sig i 3. verdenslande, som næppe kan tilbyde de samme høje materielle vilkår for flygtninge, men som dog i nogle tilfælde er langt mere liberale og åbne over for mennesker, der er flygtet fra f.eks. borgerkrige i området. I det »humanistiske« Vesteuropa gælder det derimod hovedsagelig om at få flygtninge og andre uønskede mennesker til at holde sig væk, også selv om de flygter fra lokale kriser som f.eks. på Balkan.

Overordnet set har den danske asyl- og udlændingepolitik i stigende grad til formål at afskrække flygtninge fra at søge hertil. De, der rent faktisk opnår asyl, vil man også helst slippe af med igen, og de må finde sig i, hvad der bliver dem budt, de må være samarbejdsvillige, og de skal indordne sig.

For netop at sende det vigtige signal til flygtninge om, at det ikke kan betale sig at søge til Danmark, bydes de, der rent faktisk er kommet hertil, tilpas ringe vilkår og muligheder for at opnå asyl. For yderligere at vanskeliggøre mulighederne for at komme til Danmark intensiveres kampen mod menneskesmuglere og grænseoverløbere. Den indre kontrol styrkes, og de, der rent faktisk slipper igennem, mistænkeliggøres og straffes, fordi de har benyttet sig af illegale midler til at komme ind i landet.

De forhold, flygtninge må smugles under, dikteres af, hvor intensiv grænsekontrollen er. Jo lempeligere kontrol, jo lettere er det at komme illegalt over grænsen, og derfor vil der heller ikke være grund til at risikere livet for at komme ind i landet, som der er eksempler på. Det vil naturligvis betyde, at der er flere, der rent faktisk vil komme til landet, men de vil så komme her under mere betryggende og humane forhold.

En strammere lovgivning betyder ikke nødvendigvis, at man holder folk borte, men blot, at de mennesker, der søger hertil, er parate til at lide mere og betale mere for at komme ud af deres desperate situation. Der er således en ubrydelig sammenhæng mellem den politik, der føres, og så de forhold, flygtninge må friste for at slippe ind i et land. Denne onde cirkel er svær at bryde, og det lader til, at politikerne kun har en måde at forsøge at bryde den på i dag, og det er: Flere opstramninger, og dermed mere elendige forhold for de i forvejen nødstedte mennesker, der søger hertil.

Således udtalte Henrik Olesen, koordinator for de uformelle konsultationer (IGC), i midten af halvfemserne, at »selv om emnet er politisk kontroversielt, kunne de europæiske lande med nogen ret spørge sig selv: Hvad vil vi helst ha’ – officielle asylsøgere eller illegale indvandrere? De sidste skal jo også overleve, og uden opholds- eller arbejdstilladelser er de ofte henvist til en tilværelse på kanten af samfundet. På længere sigt kan der være grund til at frygte, at de økonomiske konsekvenser af illegale immigranter er større end udgifterne til registrerede asylsøgere. Det er mit indtryk, at man i Europa viger tilbage for at tage denne debat. Der synes at mangle mod og mandshjerte til en ærlig konfrontation med virkeligheden. Og skal vi se selvisk på sagen, er der jo ganske tydelige indikationer for, at Vesteuropa om 10-15 år vil stå i en situation med mangel på arbejdskraft, og dermed kan det som i 1960erne blive nødvendigt igen at åbne for gæstearbejdere.« (Politiken 6.2.1995).

Der er i hvert fald andre måder at behandle problemet med de illegale flygtninge og menneskesmuglere på end ved at stramme op på kontrollen. Indenrigspolitisk kan man vælge at opfatte immigration som en ressource frem for som en plage.

Men hvor meget der ellers bliver gjort, vil der altid være mennesker, der har behov for at flygte fra undertrykkelse og nød. Derfor er enhver humanistisk flygtningepolitik nødt til at acceptere, at der i et vist omfang er brug for mennesker, der vil hjælpe andre med at flygte eller med at opholde sig illegalt i et land.

Det er da også accepteret, at der kan være forskel på menneskesmuglere, men der lægges her vægt på, at det er den organiserede menneskesmugling, der især skal bekæmpes. Men som eksemplet med udsmuglingen af jøderne i 1943 viser, er det ikke nødvendigvis således, at organiseret menneskesmugling kan være mindre humanistisk og idealistisk end den individuelle smugling som i f.eks. tilfældet med den svenske præst, Sven Bergholm.

Menneskesmuglerne skal naturligvis ikke romantiseres. Det er givetvis hovedsagelig kriminelle, der har fundet sig en måde at tjene lette penge på, men deres eksistensgrundlag er alene den nød og undertrykkelse, som mennesker må flygte fra. Nøden og undertrykkelsen forsvinder ikke, fordi det bliver sværere at smugle mennesker over grænser.

Så længe der er et behov for at blive smuglet over en grænse eller for at opholde sig illegalt i et land, må det fra et humanistisk synspunkt være befriende og betryggende, at der er mennesker, for hvem det til trods for alle personlige risici er mere uimodståeligt og rigtigt at følge sin trang til at hjælpe medmennesker i nød, end det er at bøje sig for frygten for myndigheder, lov og ret.

Ligesom under besættelsen.

Trykt i Faklen, nr. 11.