Visse institutioner kan forekomme så selvindlysende naturlige, at det er vanskeligt at forestille sig, at de ikke har været kendte og i brug alle steder til alle tider. Det kan derfor være overraskende at erfare, at der måske er tale om ret nye opfindelser, der bestemt ikke har ligget lige for gennem det meste af verdenshistorien.

Fristende kan det så være at tro, at der er tale om et fænomenalt gennembrud, der én gang for alle har fundet den bedste og mest naturlige løsning på et gammelt problem, og at det nu blot gælder om at gennemføre reformer, så institutionen holder trit med tiden og med årene bliver bedre og bedre.

En institution, der i den grad har etableret sig i vort samfund, at det er svært at forestille sig noget alternativ, er frihedsstraffen og dens arkitektoniske fremtræden i form af fængsler, arresthuse og andre anstalter. Få tænker således over, at den form for frihedsstraf, vi har i dag, ikke er meget mere end et par århundreder gammel, og at fængsler i vor forstand stort set var ukendte før da.

Til gengæld vil mange nok mene, at frihedsstraffen er et fremskridt, der har lagt andre, mere barbariske straffe bag sig, og at den i bedste fald har en velgørende effekt på den kriminelle og på samfundet. I det mindste må man da formode, at fængslet er med til at begrænse kriminaliteten i samfundet både ved at holde kriminelle uden for samfundet og ved at afskrække andre samfundsborgere fra at begå kriminalitet.

Ja, også selv om frihedsstraffen ofte kritiseres for at skabe forbrydere og stofmisbrugere, må denne kritik da i det mindste føre til reformer, der forbedrer straffesystemet såvel for de indsatte som for samfundet generelt.

For at komme på skudhold af disse påstande og af frihedsstraffens rolle i vores samfund i dag vil vi her søge tilbage og se på den historiske udvikling af straffesystemet, der fører frem til vor moderne frihedsstraf, og betragte, hvordan fængslerne dukker op, og hvorledes de forandrer sig gennem historien. Endelig vil vi studere vor tids kriminalforsorg og det fængselsliv, vi byder vores kriminelle.

Straffen er formodentlig opstået som en formalisering af de former for irettesættelse, erstatning, gengældelse og ostracering, som optræder naturligt blandt mennesker. Slægtens eller det lille samfunds overhoved griber i kraft af sin autoritet ind og standser eller regulerer striden. Den, der anses for at have forbrudt sig, afkræves i nogle tilfælde erstatning, straffes korporligt eller udstødes måske i særlig alvorlige tilfælde af det pågældende samfund.

Af og til lykkes det måske ikke at standse striden, inden den udvikler sig til en fejde, som vi kender den fra de islandske sagaer. En sådan galopperende form for "selvtægt" er dog sjælden, og der er intet, der tyder på, at alternativet til et straffesystem er selvtægt og anarki. Den "lov og orden", som fremkommer i et samfund, er ofte en pragmatisk reaktion på en række konkrete stridigheder.

Mange tidlige lovbøger, såvel fra oldtiden som fra middelalderen, bærer dette præg af sædvaneret, samtidig med at der også er tale om, at det er love, der er givet af en konge eller en dommer, hvis lovgivende myndighed hidrører fra hans gudgivne autoritet: Loven er grundlæggende "givet" af en gud eller hans menneskelige repræsentant.

Kan stridende parter ikke forliges, opsøger de autoriteten (kongen, dommeren, den eller de ældste), der så bilægger striden ved at dømme parterne imellem og eventuelt straffe den ene part. Denne form for retfærdighed, dom og straf kender vi fra den salomoniske dom, der almindeligvis tilskrives Kong Salomos visdom, men naturligvis også hidrører fra den autoritet, han har som Jahwes salvede, lige som Moses kan dømme parterne imellem i Mosebøgerne (eller Loven (Torah), som værkets oprindelige titel er).

Når altså stridende parter ikke selv kan bilægge striden, involveres autoriteten. Mange af lovene i det Gamle Testamente udspringer tydeligvis af konkrete situationer, som vel ingen har tænkt på, før de opstod. F.eks. i dette ganske særlige tilfælde: "Når mænd kommer i slagsmål og støder til en frugtsommelig kvinde, så hun nedkommer i utide, men der ellers ingen ulykke sker, da skal han bøde, hvad kvindens mand pålægger ham, og give erstatning for det dødfødte barn." (2. Mos. 21,22). (Om tidligere kulturers retssikkerhed og straffesystemer, se også artiklen "Slaveriets historie" i Faklen nr. 8).

Selv om lovene tager udgangspunkt i en række konkrete tilfælde, kan man naturligvis finde visse mere principielle træk. Eksempelvis er ideen om talion, dvs. lige for lige, knæsat i Moseloven med det berømte: "Men hvis der sker en ulykke, skal du bøde liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, skramme for skramme." (2. Mos. 21, 23-25).

Men en forestilling om forbrydelsens objektivitet eller om lighed for loven i moderne forstand, således at et mord altid skal straffes med døden, findes ikke, ligesom det er klart, at loven grundlæggende har et guddommeligt ophav: "Den, der slår en mand ihjel, skal lide døden. Gør han det imidlertid ikke med forsæt, men styres hans hånd af Gud, vil jeg anvise dig et sted, hvor han kan ty hen. Når derimod en handler med overlæg, så han med list slår sin næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit alter, for at han kan lide døden." (2. Mos. 21, 12-14).

At loven og dermed straffen for religiøst baserede kulturer har sit ophav i det guddommelige, er ganske åbenbart i diverse love, hvor såkaldte "gudsdomme" i form af forskellige prøver florerer. F.eks. den såkaldte "vandprøve", der kendes fra Hammurabis lov fra ca. 1750 f.v.t., men som også er blevet brugt senere, f.eks. i forbindelse med renæssancens og reformationens heksesager. Den anklagede kastes i floden, og da floden har sin egen guddom i den babyloniske mytologi, vil denne guddom redde den uskyldige, der derfor flyder ovenpå. Synker den anklagede derimod til bunds, er hans skyld bevist.

I Danmark var en af de mest praktiserede gudsdomme jernbyrden, hvor den anklagede beviste sin uskyld ved at tage et rødglødende stykke jern i sine bare hænder. Om den, der skal bære jern, hedder det i en lov fra 1200-tallet, at han skal "to sin Haand og derefter ikke røre ved noget som helst med den, ikke sit Haar og ikke sin Klædning og ikke noget som helst andet, før han tager jernet og løfter det (…) Bærer en Mand Skudsjern, da skal han gaa ni Skridt langt, før han kaster Jernet. Kaster han det før, da er han fældet. Siger nogle, at han er fældet, og andre siger, at han ikke er fældet, da skal to Mænd vidne, at han bar det til fulde og ikke til Fald." (Skånske lov, kap. 154-5).

Karakteristisk for tidligere lovsystemer er også begreber som ære og ed. Således svor man typisk et helligt sted, f.eks. ved alteret for en relevant guddom, når man indgik en kontrakt, eller når man beedigede sin uskyld. Det er dette, vi fortsat har rester af i de lande, hvor man "sværger på Bibelen", eller når et par under vielsesritualet i kirken siger ja til at ægte hinanden.

Et andet karakteristikum ved sådanne lovsystemer er, at de ikke i samme grad som moderne lovgivning er baseret på en individualisering, da mennesker var tæt knyttet til slægten eller andre grupper, som de var del af, og som tog vare på dem. At skade en person fra en anden familie var således at skade hele denne familie. Det var derfor typisk slægten, eller i hvert fald dens ældste, der ville kræve oprejsning for en krænkelse, om denne oprejsning så skulle ske i form af en fejde eller ved en henvendelse til den aktuelle lovgivningsmæssige autoritet, og det var tilsvarende ofte slægten, der skulle bøde for en handling begået af en frænde.

Denne autoritet ligger i slægtsbaserede samfund i højere grad hos de enkelte slægters ældste, i andre samfund hos den lokale herremand eller godsejer, og der kan derfor være variationer i, hvorledes der straffes fra slægt til slægt, sted til sted. Med centraliseringen af magten under monarkiet bliver der derimod brug for en større grad af harmonisering af lovene, hvorved et mere ensartet straffesystem indføres.

Den folkelige retstradition, der er udbredt i middelalderens Danmark, nedfældes i 1200-tallet i de såkaldte landskabslove, der dækker de tre landskaber i datidens Danmark: De to sjællandske love, Valdemars Sjællandske Lov og Eriks Sjællandske Lov, Skånske Lov og Valdemar II Sejrs Jyske Lov fra 1241. Blandt de straffe, der forekommer i disse love, er bod (dvs. bøde) fra forbryderen og elleve af hans slægt, den såkaldte tylvte; desuden jernbyrd, tyvsmærke, gabestok, hængning og fredløshed.

Bøde er den mest udbredte straf for såvel små som større forbrydelser. Bøden står i et vist forhold til forseelsen, som f.eks. ved personskade i Skånske Lovs kapitel 93: "Mister en Mand sin Næse, da skal han tage fuld Mandebod. Saaledes ogsaa for Tungen. Saaledes ogsaa for begge Øjne og begge Hænder og begge Fødder. Mister en Mand et Øje eller en Haand eller en Fod, da skal han tage halv Mandebod. Mister en Mand sine Redskaber nede i Bukserne, skal han tage fuld Mandebod. Mister han et af dem, da skal han tage halv Mandebod. Men der er dog ogsaa et af dem, der gaar til fuld Mandebod, hvis han mister det."

Også manddrab kan bødes, men her er hele slægten forpligtet til at udrede boden, og Skånske Lovs kapitel 92 beskriver i detalje, hvorledes dette skal foregå: "Sker det, at en Mand begaar Manddrab, skal han allerførst bøde en Rate af sit eget, og derefter skal han sammenkalde sine fædrene Frænder, og de skal overveje, hvor mange de er, der skal bøde en Rate, og hvad der tilkommer enhver af dem at bøde. Broder skal bøde mest og Brodersøn halvt saa meget, og efterhaanden som Slægtskabet bliver fjernere, bliver Bøderne stadig halvt saa store, lige indtil de bliver af en Ørtugs Værdi. Derefter kan de ikke blive mindre. Naar de fædrene Frænder har gjort saaledes, skal de mødrene Frænder gøre paa samme Maade. Er der en Broder, skal han bøde halvt med de fædrene Frænder og halvt med de mødrene Frænder, saaledes ogsaa den Frænde, der paa begge Sider er i Slægt med den, der dræbte Manden. Halvbroder skal bøde hele sin Bøde paa den Side, han tilhører. Men ved (Tilvejebringelsen af) Ættebod skal man ikke gaa længere, end indtil Bøden er skaffet til Veje, og man skal ikke kræve Ættebod for et Barn, som bliver født, efter at Manden er dræbt."

Særlig hårdt straffes tyveri. Har tyven stjålet "for en halv Marks Værdi og ikke for mindre", kan han ifølge Skånske lov blive hængt. Har han stjålet mindre, kan man "fradømme ham Huden [dvs. lade ham piske] eller en saadan Legemsdel, som de vil, eller dømme ham til at være Træl i Kongens Gaard." (Skånske Lov, kap. 151). Har han stjålet fra kirken eller begået rovmord, kan han lægges på hjul og stejle.

Skånske Lov tillader fortsat jernbyrden, men Kong Valdemar forbyder den dog, efter at paven "har forbudt alle kristne Mennesker Jernbyrd" (Kong Valdemars Jernbyrdsforordning), og erstatter den med de såkaldte mededsmænd: "Først skal den, der beskyldes for Gerningen, sagsøges paa Herredstinget. Paa næste Herredsting skal Sagsøgeren udtage femten Mænd af Herredet til ham, og af de femten Mænd skal den sagsøgte udskyde tre, og med de tolv, der er tilbage, skal han femten dage efter det andet Ting rense sig paa Tinget paa den Maade, at de tolv beder Gud hjælpe sig, saa sandt som de ikke ved sandere om den Sagsøgtes Sag, end det de sværger. Disse tolv skal med deres Ed fælde eller rense den sagsøgte, dog ikke for mindre end en halv Marks Værdi eller mere."

Kirken gik i det hele taget i front med udviklingen væk fra gudsdom og ed. Ærkebiskop Anders Sunesøn foretrak således vidneforhør frem for mededsmænd.

De fleste retslige afgørelser fandt sted på landets ting, selv om magten efterhånden blev indskrænket til kongen og særlige embedsmænd. Der var 193 herredsting foruden landsting i de forskellige landsdele.

Den krænkede part eller hans familie indbragte en forbrydelse for tinget, hvorefter den anklagede under bødestraf pålagdes at møde op på tinget. Bortset fra jernbyrden, der altså blev forbudt af Kong Valdemar Sejr, benyttedes tylvten, den anklagede og 11 andre, der sværgede på, at den anklagede var en god dannemand, og i nogle tilfælde den såkaldte "kønsed", hvor det er modparten, der udvælger tylvten.

Tingene bestod hovedsagelig af almindelige borgere, men i Jylland havde man såkaldte "sandemænd", særlige embedsmænd, der blev udnævnt af kongen til på livstid at sværge ved herredstingene i sager, der gjaldt drab, voldtægt, hærværk og lemlæstelse. Endelig udnævnte kongen en særlig "ombudsmand" til at sørge for, at retsudøvelsen gik rigtigt for sig.

I det hele taget satte landskabslovene grænser for selvtægten, og med Jyske Lov blev det overladt til bødlen at foretage hængningen, når en forbryder blev dømt "til galge og gren". Lovene tog dog fortsat hensyn til "Guds hånd", for hvis strikken brast under hængningen, slap forbryderen.

Frihedsstraf i moderne forstand var stort set ukendt i middelalderen, selv om visse former for indespærring blev benyttet. Politiske modstandere indespærredes således på kongelige slotte og borge, mens særlige hægter, mørkehuse, gemmer og kister fungerede som varetægt og gældsfængsel.

Indtil reformationen er det bøde- og legemsstraffene, der dominerer. I renæssancen og med reformationen øges antallet af strafbare forseelser, og brugen af legemsstraffe intensiveres. Domme som hængning, halshugning og hjul og stejle bliver således mere benyttet. Og bylovene anlægger et strengere syn end landskabslovene og kræver hyppigere livs- og legemsstraffe.

Hele opbruddet i feudalsamfundet førte til et stigende antal landstrygere, fattige og tiggere. Til denne skare af "skarnsfolk" kom også forbrydere, der var blevet udvist af deres lokalsamfund. En sådan udvisning var nemlig en billig og udbredt straf for mindre forseelser. Denne voksende skare udgjorde dermed et stadigt større problem.

I middelalderens katolske samfund understøttedes de fattige af de almisser, som er en naturlig ting for en katolik, og kirken selv systematiserede denne hjælp til de fattige. Men efterhånden som antallet af fattige og omstrejfende øgedes kraftigt, begyndte den verdslige magt at blande sig i de fattiges forhold. Christiern II (1481-1559) gennemførte i sin fattiglovgivning en inddeling af betlerne i de værdigt trængende, som er de uarbejdsdygtige, syge og gamle, og de uværdige.

Problemerne med løsgængerne og tiggerne var stort, måske nærmest en plage for mange byer. Man indførte derfor "stodderkonger", der skulle holde fremmede tiggere væk fra byerne, og tiggere risikerede at blive straffet med hudstrygning ved byens skampæl, kagen.

Men en ny idé kommer til under påvirkning af de reformatoriske bevægelser og den gryende merkantilisme. Som Kong Christiern II opdelte betlerne efter deres arbejdsevne, får man den idé, at de "uværdigt trængende" skal gøre gavn for samfundet såvel for dem selv ved tvangsarbejde.

Ideen gennemføres først i England, hvor det første "House of Correction" i Bridewell Palace fra 1552 danner forbillede for et i 1576 lovfæstet krav om, at hvert county skal have sit tugthus. I disse arbejds- og tugthuse forarbejdede "the sturdy vagabond or idle person" under spartanske forhold typisk uld.

I det nærliggende Holland tager man ideen til sig. Dirck Volckertszoon Coornhert foreslår i 1567, at man skal benytte "de skadelige løsgængere" til givtigt arbejde af den type, man i forvejen benyttede importerede slaver til. Løsgængerne kunne på den måde være mere værd levende end døde ved at sættes i arbejde på galejer eller i tugthuse.

Inspireret af de engelske tugthuse oprettedes så i 1596 et "tuichthuis" for mænd og drenge i Amsterdam. Fangernes primære beskæftigelse var her det hårde arbejde at raspe, det vil sige at findele en særlig træsort, som benyttedes til farveri, hvorfor huset også blev kaldt "rasphuis". Lønsomheden af dette arbejde blev sikret ved, at huset havde monopol på raspning. To år senere oprettedes et "spinhuis", hvor kvinder og piger spandt. Arbejdet, de hårde levevilkår og moralsk påvirkning skulle ikke blot udnytte arbejdskraften, men også disciplinere de indsatte.

I begyndelsen benyttedes disse huse primært til fattige og tiggere, men de blev efterhånden i stigende grad benyttet som straf for forbrydere. Over spindehuset opsattes der derfor i 1607 denne indskrift over porten: "Frygt ikke! jeg hævner mig ikke af ondskab, men tvinger dig til at være god. Min hånd er streng, men mit hjerte er varmt!" Hvor varmt hjertet end var, var forholdene brutale for de fleste indsatte.

I sin Bedenking op de grondvesten vant tuichthuis (Betænkning om grundlæggelsen af et tugthus) fra 1589 skrev Jan Laurenszoon Spiegel, at der ikke bare er tale om "ren straf, men forbedring og tugt af dem, som ikke forstår det nyttige i dette for deres eget vedkommende, og som prøver at slippe for det" (Kan fængsel forsvares?, s. 63).

Forbedringen af især de unge skulle ske ved, at de deltog i skoleundervisning, hvor man læste særlig opbyggelige bibelske skrifter, og der blev sunget salmer. Idealerne om forbedring blev dog hurtigt nedtonet, skolen blev lukket, og der blev mere tale om at gennemføre orden og lydighed end om at resocialisere de indsatte.

Det amsterdamske tugthus dannede hurtigt forbillede for tilsvarende huse i andre nederlandske og flanderske byer. 1601 fik Lübeck et "Zuchthaus", og 1605 oprettede Christian IV et tugthus i København efter amsterdamsk forbillede.

Allerede omkring 1570 var det gjort muligt at idømme mandlige forbrydere tvangsarbejde på orlogsværftet Bremerholm, hvor de arbejdede med genopbygningen af den danske flåde, efter at en stor del af den var gået tabt under et stormvejr i 1566. Landets lensmænd blev påbudt at sende løsgængere til København, for at de dér kunne deltage i arbejdet, og forbrydere, der var dømt til hængning, fik ændret dommen til tvangsarbejde. Christian IV skrev til landets lensmænd: "Eftersom vi erfarer, at de, der gribes for et ringe tyveri, tit og ofte dømmes efter strengeste lovbestemmelse og straffes på livet, har vi anset det for godt at formilde lovens strenghed på dette punkt, således at de personer, som gribes i sådant tyveri og ved ordentlig dom og ret efter loven bliver dømt at straffes med galge og gren, skal skånes på deres liv og sendes herover for at arbejde i nogle år, som deres forseelse er til …" (Citeret i Er vi alle forbrydere?, s. 22).

Dette tvangsarbejde har været billig arbejdskraft og har i mindre grad haft til formål at resocialisere løsgængere og forbrydere, mens denne tugt og forbedring er et af målene med tugthuset, der oprettes i 1605. I første omgang sættes de indfangne tiggere til at arbejde i et farveri i Farvergade, hvor det nuværende Vartov ligger, men allerede året efter oprettes et tugthus i det område, hvor Helligåndskirken nu ligger.

Tugthuset udbygges med årene til et omfattende kompleks, hvor et stigende antal løsgængere og børn sættes i arbejde med klædefabrikation. I alt 6000 fattiglemmer opholdt sig her i tiden, indtil det blev lukket 1649; de fleste var børn.

Blandt de øvrige almindelige straffe for forskellige forseelser er hudstrygningen på kagen, der i København stod på Nytorv. Lænket til skampælen "mistede" tyven, rufferen eller den prostituerede sin hud, f.eks. med 27 slag af 9 ris, 3 slag af hvert på den bare ryg. I nogle lande var det også skik at sætte afhuggede ører, fingre, hår m.v. fast til kagen.

Andre offentlige straffe, hvor forbryderen er til spot og spe for byens befolkning, er gabestokken, den spanske kappe, tyvsmærke i panden og offentligt skriftemål. Hængning foregik i København på et muret skafot med en ottekantet underdel med en indvendig trappe. Skolebørn blev beordret til at overvære henrettelser som afskrækkende eksempler.

Kongen tog selv del i domsudøvelsen, som man kan læse i dette dokument, hvor en dreng idømmes tvangsarbejde på Bremerholm: "Niels Pedersen, en ung dreng, som er sendt hertil fra Ballerup, fordi han har været med i en tyvebande (…) der har stjålet køer, stude, kvæg, klæder, penge og andet adskillige steder i landet (…) har vel fortjent og er dømt til galgen. Men på grund af hans umyndighed er han dømt til at blive straffet på kroppen i kongl. majestæts fængsel." Hermed menes ikke fængsel i moderne forstand, men tvangsarbejde, som Christian IV egenhændigt har i skrevet dommen: "Skal gå 2 år i jern." (Fra Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve bd. 1, fra 1622-23, citeret i Er vi alle forbrydere?, s. 39).

Bødlen var før enevælden en kommunal embedsmand, men under enevælden blev der færre bøddeldømmer med hver sin kongeligt udnævnte bøddel. At være bøddel eller mestermand var et anset embede og blev gerne besat af faglærte tyskfødte skarprettere, der ofte kom fra vidt forgrenede mestermandsslægter. Fra 1866 var der kun én statsansat skarpretter, og embedet blev nedlagt i 1927.

Straffen for grove mord stadfæstes i 1697 til, at morderen "uden al nåde således straffes, at han af skarpretteren knibes med gloende tænger, først uden for det hus eller sted, hvor mordet er begået, siden, om det er i en købstad, på alle byens torve eller offentlige steder, og om det er på landet, da tre gange mellem gernings- og retterstedet og allersidst på retterstedet. Dernæst skal den skyldiges højre hånd levende afhugges med en økse og siden hovedet i lige måde med en økse, hvorpå legemet af natmandens folk skal lægges på stejle og hovedet tillige med hånden fæstes på en stage oven over legemet." (Ret og straf i Danmark, s. 35f).

1662 oprettedes et børnehus på Christianshavn, hvor der dog også boede mænd og kvinder. 1790 blev det lavet om til Tugt-, Rasp- og Forbedringshus, og det fortsatte helt til 1928. Der blev i det hele taget mere og mere brug for tugthuse for "Omstreifere, Betlere, gjenstridige Øbørn og Tjenestefolk, uforligelige og liderlige Ægtefolk, løsagtige Kvinder o.s.v.", så nye blev oprettet i Stege 1737, Viborg 1741 og Odense 1752. Men også forbrydere, der var benådet for dødsstraf, havnede i disse tugthuse. Et par hundrede arresthuse, tårne og kældre, der typisk lå i forbindelse med byernes rådhuse, benyttedes dog også.

1741 oprettes Stokhuset, der er opkaldt efter gabestokken, som fangernes arme eller ben blev anbragt i. Fangerne kunne lejes af almindelige borgere, og der fulgte vogtere med, hvis man lejede mere end 10 fanger.

Eventyreren og generalen Francisco de Miranda besøgte Danmark i 1787-88 og beretter i sin rejsedagbog om de københavnske fængsler, som han blev vist rundt i. Blåtårn ved Langebro, som var forbeholdt ansatte i kongens tjeneste, beskriver han som et mørkt og fugtigt hul, der stinker af ekskrementer, fordi tønderne til nødtørft kun tømmes 5-6 gange om året. "Hvilken djævelsk stank!" udbryder han.

Om Stokhuset skriver han: "Fangevogteren viste os de piske, hvormed der piskes, og de torturinstrumenter af jern, med hvilke den arme anklagede bliver truet til at sige det, som de ønsker, han skal tilstå. Muren var dækket med blod, udgydt af disse arme ofre for barbariet. Og denne tåbe demonstrerede ganske levende for os, hvordan han håndterer pisken, som om det var et stort og meget værdifuldt talent. Vi så dernæst et fangehul, hvor der sad 7 kvinder, til visse meget dårligt og i slem luft. På galleriet opbevares stadig de infernalske træheste, som man tidligere brugte som torturinstrumenter. Derfra gik vi til de underjordiske fangehuller for mænd, hvor der var 44 fanger i 3 små lokaler med den rædselsfulde luft og ikke engang halm til at lægge sig på, kun nogle træbrædder. Den samme stank som i Blåtårn mærkede man her. Nogle ulyksalige jøder, som havde købt stjålne varer, var dem, der stank værst. Et andet af disse fangehuller var ledigt, og med den smule lys, der trængte ind, skønt det var lukket, så man, at der kun var et brædt på gulvet til at sove på. Denne celle, fortæller vor hjemmelsmand os, benyttes af dem, som ikke kan bringes til at tilstå med pisken, og her i mørket plages de af onde ånder! Vi har dem ofte siddende her i op til 15 uger (…) Derefter kom vi igennem nogle store sale, der er meget forsømte og med tung luft; her er der brædder i to rækker, den ene over den anden, hvor tvangsarbejderne, eller slaverne, som de kalder dem her, skal sove; de er dømt til tvangsarbejde for det offentlige i et begrænset tidsrum eller på livstid; de har hverken madras, halm eller tæppe; noget, der ligner en slags store træbure tjener til at indespærre dem, der har gjort mere end ét flugtforsøg. For tiden er her 273 mand …" (Francisco de Mirandas rejsedagbog 1787-1788 ved Haavard Rostrup, 1985, citeret i Er vi alle forbrydere?, s. 35).

På internationalt plan gik tugt- og forbedringshusene frem. Det parisiske Hôpital Général, der var blevet åbnet i 1657 som en kæde af institutioner for at "rense" byen, nåede i 1750 op på 12.000 indsatte. Ved åbningen gik armbrøstskytter ud og drev byens løsgængere og tiggere ind i anstalten. I Norge oprettedes fire "rasphuse" 1735-90. Fremgangen skyldtes dog ikke nødvendigvis, at husene gav overskud, for det gjorde de langt fra i alle tilfælde.

Miranda var ikke alene om at blive oprørt over forholdene i de danske fængsler i en "oplysningstid", hvis reformtanker og menneskeopfattelse også fører til forslag om ændringer i straffesystemet.

Der slås til lyd for at erstatte de voldsomme straffemetoder med en individuel afskrækkelse, som skal forhindre forbryderen i atter at komme på kant med loven, for som den danske jurist C. D. Hedegaard skriver i 1756: "Outrerede og alt for hårde straffe forhærder snarere end forbedrer; og så snart folk er blevet vant dertil, taber de ikke alene deres virkning og den derved intenderede nytte, men kan endog forvandle den afsky for misgerningen, som derved skulle tilvejebringes i tilskuernes gemytter, til afsky for den, som straffen kommer fra." (Er vi alle forbrydere?, s. 66).

Tidens gryende opgør med kongemagten kræver også, at lighed for loven udstrækkes til straffene, således at der for alle er en og samme straf. Det guddommelige forsyns element, kongens vilkårlige ret til at benåde og til at give dommen et subjektivt præg, ja, i det hele taget straffen som udtryk for kongens magt, ønskes erstattet med et systematisk straffesystem, hvor forbrydelse og straf står i et ligefremt forhold til hinanden, hvor straffen er ens for alle, og hvor det er vigtigt, at straffen har en almenpræventiv effekt.

I Danmark førte Struensee an med reformer af retssystemet. Selv om tortur var blevet forbudt undtagen over for straffefanger og ved højforræderi i Christian V’s Danske Lov i 1683, var den blevet genindført allerede tre år efter ved den københavnske inkvisitionskommission. 1771 afskaffede Struensee tortur som en metode til at opnå tilståelse, men den genindførtes i en mildere form allerede året efter. Samtidig ophørte ved forordning stort set brugen af hængning, og tyve år senere måtte sværdet vige for øksen ved alle halshugninger. Ved forordning indføres 1791 en ensartet politimyndighed for hele landet bestående af "de skikkeligste, redeligste og mest kyndige mænd blandt sognets almue".

1773 blev englænderen John Howard (1726-90) high sheriff i Bedfordshire. Så forfærdet blev han over forholdene i sin arrest, at han satte sig for at reformere det engelske straffesystem. Han påtog sig derfor det hverv at rejse rundt i Europa for at besøge datidens arrest- og tugthuse.

På sin rejse besøgte han Stokhuset i København, og i sin bog The State of the Prisons fra 1777 skriver han om det, at "the distress and despair in the pale and sickly countenances of the slaves were shocking to humanity (…) The offensiveness of this prison always gave me a headache, such as I suffered from my first visits to the English prisons." (Straffene, s. 61).

Howards reformerede fængsel har en tredobbelt funktion: Det skal for det første være almenpræventivt ved at fungere som et afskrækkende eksempel for andre, for det andet skal det være et middel til forbrydernes omvendelse, og for det tredje skal det være et vilkår for oplæring. I praksis betyder dette i lighed med det "reformatorium", som hans landsmand J. Hanway i The Defects of Police fra 1755 havde plæderet for, isolation, regelmæssigt arbejde og påvirkning gennem religiøs forkyndelse.

Selv om Howards fængselsteori har givet ham tilnavnet "the father of the penitentiary", fængslets far, blev hans ideer dog aldrig til fulde gennemført. De var dog basis for opførelsen af det, der almindeligvis opfattes som det første fængsel i moderne forstand, Walnut Street Jail i Philadelphia, USA, der blev opført i 1790.

Initiativet til dette fængsel kom fra et selskab, der blev dannet i 1787, The Philadelphia Society for Alleviating the Miseries of Public Prisons. Det var især kvækere, der stod bag selskabet, og det fremgår da også af selskabets vedtægter, at fængslet var et udtryk for kristen medfølelse: "When we consider that the obligations of benevolence, which are founded on the precepts and example of the author of Christianity, are not cancelled by the follies or crimes of our fellow creatures (…) it becomes us to extend our compassion to that part of mankind, who are the subjects of these miseries. By the aids of humanity, their undue and illegal sufferings may be prevented (…) and such degrees and modes of punishment may be discovered and suggested, as may, instead of continuing habits of vice, become the means of restoring our fellow creatures to virtue and happiness." (Straffene, s. 62).

Fangernes dagligdag bestod efter Howards forbillede i arbejde og isolation, som det fremgår af denne beskrivelse fra 1797: "Alle fangene står opp ved daggry, slik at etter å ha redd sine senger, vasket seg og besørget andre nødvendige ting, begynner de som regel arbeidet ved soloppgang. Fra dette øyeblikk kan ingen gå rundt i rommene eller andre steder, med mindre det er til verkstedene eller til andre steder som har med arbeidet å gjøre (…) Når dagen lir, ringer en klokke som beskjed om at de skal gå fra arbeidet (…) De får en halv time til å gjøre i stand sine senger, deretter er det hverken lov til å samtale eller lage den minste lyd." (J. Turnbull citeret i Overvågning og straf, s. 114).

Men også den kristne forkyndelse var en del af dagligdagen, som det hedder i en rapport fra fængselsinspektørerne: "Bibler og andre religiøse bøker skal være for hånden, prester av byens eller forstedenes forskjellige trossamfunn forestår gudstjenesten én gang i uken, og en hvilken som helst annen oppbyggelig person kan til enhver tid få adgang til fangene." (Overvågning og straf, s. 115).

En anden af de tidlige fængselsteoretikere var Jeremy Bentham (1748-1832). Som utilitarist mente han, at mennesket søger at opnå den største lykke eller nydelse, hvilket appliceret på et samfund betyder, at "the greatest happiness of the greatest number is the foundation of morals and legislation" (The Commonplace Book). Loven har derfor til formål at sikre samfundsborgernes mulighed for at søge den størst mulige lykke, og straffen sigter ikke mod at skaffe hævn, men skal derimod sikre, at ingen ved forbrydelser kan begrænse andres søgen efter lykke og nydelse. Straffen er derfor alene et nødvendigt onde: "All punishment is mischief: all punishment in itself is evil" (Principles of Morals and Legislation).

Bentham var i 1790erne stærkt optaget af at udforme en arkitektonisk form for straf, der på økonomisk vis kunne kontrollere og forbedre forbrydere. Dette kontrolsystem kaldte Bentham Panoptikon, fordi systemet tilstræber en total overvågning af de indsatte.

Panoptikon består af en cirkulær bygning med celler i flere etager. Cellerne har store vinduer på ydervæggene og radialt placerede vægge. Derfor vil lyset uhindret falde ind og oplyse cellen på en sådan måde, at man fra et centralt beliggende tårn kan iagttage alt, der sker i cellerne. Omvendt forhindrer lysets indfald udefra, at de indsatte fra cellerne kan se vogterne i det centrale tårn.

Fangerne ved derfor, at de til enhver tid kan iagttages, men er ikke på nogen måde i stand til at konstatere, om de rent faktisk bliver iagttaget. De er endvidere isolerede og derfor ude af stand til at kommunikere indbyrdes.

Den arkitektoniske udformning af Panoptikon betyder altså, at den enkelte fange ved, at han altid kan overvåges og kontrolleres, og denne viden er netop den magt, der styrer Panoptikon. Om der er mange eller få betjente, der overvåger fangerne, spiller ingen rolle, for fangen kender ikke deres antal, men er alene underkastet sin egen viden om altid at kunne overvåges.

Der er ingen glug, hvis lyde fortæller fangen, at han nu bliver betragtet. Der er intet andet end fangens viden om den magtteknik, som arkitekturen påtvinger ham. Magtforholdet mellem ham og den overvågende magt bliver derfor internaliseret.

I sit skelsættende studium af fængslets oprindelse, Surveiller et punir: Naissance de la prison (1975, norsk oversættelse udgivet i Danmark: Overvågning og straf) kalder Michel Foucault Panoptikon "det ideelle diagrammet over en maktmekanisme" (s. 184), og Bentham er da også selv inde på, at Panoptikons idé kan overføres på andre institutioner, hvor der er behov for at overvåge mennesker. Panoptismen, teorien om Panoptikon, kan nemlig "reformere moralen, beskytte helsen, gi ny kraft til arbeidslivet, spre kunnskapen, lette de offentlige oppgaver, gjøre økonmien solid og løse, i stedet for å hugge over, fattiglovenes gordiske knute - alt dette ved en enkel arkitektonisk idé." (Bentham citeret i Overvågning og straf, s. 185).

Bentham arbejdede videre med at raffinere Panoptikon. Fangerne skulle således også aflyttes, hvad han dog måtte opgive af tekniske årsager. Men var det muligt også at aflytte den indsatte, ville alle ydre bevægelser, lyde og gøremål være tilgængelige for vogterne. Tilbage ville kun være fangens tanker.

Overgangen fra legemsstraffenes dominans af straffesystemet til frihedsstraffen sker ret brat, som det illustreres af denne norske lov fra 1815: "Hvor de gjældende Love for en Forbrydelse bestemmer Straf paa 2 Fingre skulle Dommere for Fremtiden tilfinde den Skyldige Frihedens Tab paa Livstid; istedet for Haandens Forlis, Frihedens Tab paa ti Aar: i stedet for at stinges igjennem Haanden og ristes ud imellem Fingrene, Frihedens Tab paa to Aar, og istedet for at stinges igjennem Haanden, Frihedens Tab paa eet Aar." (Som folk flest, s. 85).

USA er foregangsland, men de europæiske lande følger hurtigt efter, og i løbet af nogle få årtier er frihedsstraffen den mest udbredte. Studier tyder på, at denne overgang er nært forbundet med kapitalismens fremvækst. Georg Rusche og Otto Kirchheimer fremsatte i 1939 den tese, at der fra det 13. til det 19. århundrede er en nær sammenhæng mellem udbuddet af arbejdskraft og straffenes strenghed. Opbruddet i feudalsamfundet og etableringen af et arbejdsmarked, hvor en arbejderklasse kunne sælge sin arbejdskraft, skabte, som vi har set, problemer med løsgængere, tiggere og kriminelle.

Disse ændringer i arbejdsmarkedet påvirker ifølge Rusche og Kirchheimer straffene, således at et overskud af arbejdskraft medfører strengere straffe, og omvendt at mangel på arbejdskraft medfører mildere straffe. Der findes tilfælde, der indikerer en sådan sammenhæng, men der er ikke empirisk evidens for, at denne sammenhæng gælder generelt.

Andre aspekter af den kapitalistiske produktionsmåde kan dog afspejle sig i straffene. Dario Melossi og Massimo Pavarini har påpeget lighedspunkter mellem fængsels- og fabriksdisciplinen, som indikerer, at straffene skal disciplinere vrangvillige og kriminelle arbejdere og tilpasse dem til produktionsformen. I denne sammenhæng bliver de korporlige straffe uhensigtsmæssige, hvorimod anstalter med dagligt arbejde, disciplin og åndelig påvirkning kan gøre uproduktive og kriminelle egnede til at deltage i produktionen.

Den førnævnte Foucault udviklede uafhængigt sin egen teori om den disciplin, der ikke blot gennemsyrer fængselsvæsenet, men også hele samfundet. Denne disciplinering skal ikke forstås firkantet, for den "kan hverken identifiseres med en særskilt institusjon eller et særskilt apparat. Den er en type herredømme som innebærer et helt sett instrumenter, teknikker, fremgangsmåter, anvendelsesnivåer og angrepsmål. Den er en herredømmets 'fysikk' eller 'anatomi', den er en teknologi." (Overvågning og straf, s. 192). Disciplinens fordel er, at den tilbyder en billig, vidtrækkende og nytteorienteret kontrol med menneskemasserne, og den "erstatter den gamle øvrighetsprincippet om 'innkrevning og vold', med prinsippet om 'mildhet, produksjon og profitt'." (Ibid., s. 194-5).

1800-tallets tidlige fængsler bygger på to principper, der grundlæggende er et spørgsmål om, i hvilken grad fangerne skal være isolerede. Tanken om at isolere fangerne var knyttet til kristne overvejelser om de indsattes anger og omvendelse. "Dere sier at cellen er et fryktelig gravkammer, hvor det i stedet for ormer er angeren og fortvilelsen som bukter seg fremover for å gnage på dere og gjøre tilværelsen til et helvete. Men (…) det som for en ugudelig fange bare er en grav, et avskyelig likhus, blir for den oppriktig kristne fange selve vuggen til den lykksalige udødelighet." (Fader Petigny citeret i Overvågning og straf, s. 213).

I kvækerstaten Philadelphia gennemførtes den totale isolation i Eastern Penitentiary, der blev oprettet i 1829. Fangerne fik godt nok gode forhold såsom god plads i cellen, rindende vand og WC, men de var totalt isoleret fra hinanden og måtte arbejde alene i cellen. Arkitektonisk kom inspirationen fra Benthams Panoptikon, idet det blev opbygget i stråleform, så cellerne kunne overvåges og kontrolleres fra et enkelt centralt beliggende sted.

Eastern Penitentiary dannede skole som det philadelfiske system, og mange andre fængsler opførtes med dets principper og arkitektur som forbillede.

I modsætning hertil tillod det såkaldte auburnske system, der var baseret på staten New Yorks fængsel i Auburn fra 1820, arbejdsfællesskab i tavshed, hvorfor det også kendes som "the silent system", tavshedssystemet. Enhver form for kommunikation mellem fangerne var forbudt, og de måtte derfor ikke engang betragte hinanden. Var der ikke arbejde nok, blev fangerne kørt trætte i trædemøllen, inden de om aftenen isoleredes i hver sin celle.

I begge systemer spiller isolationen en central rolle som et middel til eftertanke, samvittighedskvaler, anger og omvendelse: "Man må se for seg ordets veldige makt når det bryter stillhetens fryktelige disiplin, for å tale til hjertet, sjelen, selve menneskets person." (Charles Lucas citeret i Overvågning og straf, s. 211).

Isolationen forstærkedes i nogle fængsler, idet man bar masker, der forhindrede enhver kontakt med de andre fanger: "Naar Forbryderen har bekæmpet Eensomhedens første Indtryk; naar han har faaet Bugt med de Skrækkebilleder, der drive ham til Vanvid eller til Fortvivlelse; naar han, efter at have udtømt sine Kræfter i den eensomme Celle under sin Samvittigheds Bebreidelser og sin Sjæls krampagtige Rystelser, udmattet synker sammen, og søger i Arbeide en Adspredelse for sine Lidelser: saa er han fra det Øieblik af tæmmet og for bestandig bragt under Fængselstugtens Lydighed." (Gustave de Beaumont citeret i Straffene, s. 63).

Isolation opfattedes altså sammen med den indsattes arbejde som de centrale faktorer til disciplinering og forbedring, og den direkte inspiration hertil fra kristen tankegang fremstår også klart i dette citat fra Alexis de Tocquevilles berømte værk om USA: "Gives der vel en mægtigere Samvirken for den moralske Forbedring, end den som finder Sted i et Fængsel, der overgiver Forbryderen til alle Eensomhedens Prøvelser, leder ham ved Eftertanke til Samvittighedsnag, ved Religionen til Haabet, gjør ham arbeidsom ved Lediggangs Qvaler, og, i det den paalægger ham Eensomhedens og Afsondrings Straf, lader ham finde en usædvanlig Tillokkelse i Underholdning med fromme Mænd, som han før saae med Ligegyldighed og hørte uden Deeltagelse?" (Citeret i Straffene, s. 63).

Også i Danmark kom diskussionen til at dreje sig om isolation og forbedring. Den gryende reformbevægelse, der var sat ind sidst i 1700-tallet, fik et skud for boven, da fangerne i tugthuset på Christianshavn i 1817 gjorde oprør mod forholdene og satte ild til huset, og det var først, da doktor i statsøkonomi C. N. David tog sagen offentligt op, at der atter blev sat skub i reformen af det danske straffesystem.

I 1829 skrev han i Statsoeconomiske Archiv, at "de, som Samfundet for en Tid har udstødt af sit Skjød, fordi de manglede Villien og Evnen til at leve og ernære sig lovligen, bør i Fængslerne lære det, hvad der ved deres Opdragelse var forsømt, eller hvad der i Livets Tummel var blevet glemt. Deres Villie maa rettes, men deres Evne maa ogsaa styrkes. De maa lære at kende den Gud, hvis Veie de have forladt, men de maa tillige lære at kjende, hvad Jorden fordrer af dem, der ville have Krav paa at kunne deltage i dens Frugter. De maa lære at finde Himmelens Manna kosteligt, men ogsaa lære at fortjene Livets Brød." (Citeret i Statsfængslet i Horsens, s. 13).

David var bl.a. stærkt påvirket af tyskeren N. H. Julius' ideer om straffesystemet og en varm fortaler for det philadelfiske systems brug af isolation. I 1835 mødte David Julius og andre udenlandske fængselsteoretikere og skrev under påvirkning af disse møder en række artikler, hvori han kritiserede forholdene i de danske straffeanstalter og talte for mere tidssvarende forhold, hvor der blev lagt vægt på såvel straf som forbedring.

I 1840 blev han medlem af en kommission nedsat af Christian VIII, der skulle kulegrave fængselsspørgsmålet, den såkaldte "store fængselskommission". Kommissionen gik så omhyggeligt til værks, at det i en bog fra 1953 hedder, at "den omhyggelighed og saglighed, hvormed man gik til arbejdet, gav beslutningerne et så solidt grundlag, at de praktiske resultater af arbejdet næsten uantastet kunne bestå i henved 100 år." (Statsfængslet i Horsens, s. 15).

Som en del af kommissionsarbejdet rejste David sammen med bygningsinspektør F. Friis i 1841 til Tyskland, Belgien, Frankrig, Schweiz og England for at studere disse landes fængsler. De interesserede sig især for fængsler af den philadelfiske model, som David foretrak, men kommissionen som helhed kunne ikke nå til enighed om, hvorvidt de skulle anbefale en modificeret udgave af det philadelfiske isolationssystem eller af det auburnske tavshedssystem. Et flertal anbefalede det første, et mindretal et auburnsk system, hvor en vis kommunikation var tilladt mellem fangerne.

Kongens resolution fra 1842 benyttede sig af begge løsninger: "Da vi ansee Fangernes Isolering som et væsentligt Middel til deres Forbedring, finde Vi det hensigtsmæssigt, at der for Forbrydere, der inddømmes paa kortere Tid, opføres Forbedringshuse efter det philadelfiske eller fuldstændige Isoleringssystem, dog med den Modification, at der i samme indrettes enkelte Værelser, i hvilke Forbrydere, hvis Sinds- eller Legemsforfatning maatte gøre det betænkeligt at underkaste dem stræng Isolering, kunne anvises fælleds Arbejde. Derimod ville Vi, at der for Forbrydere, der inddømmes paa en længere Aarrække eller paa Livstid, skulle opføres Tugthuse med eenlige Celler til Ophold for Fangerne om Natten, men med fælles Arbejdssale, i det væsentlige overensstemmende med den af Vort Danske Cancelli anbefalede Plan." Disse tugthuse skulle være efter auburnsk system, hvor fangerne isoleredes i grupper på 20.

Kongens resolution understregede også, at der "drages Omsorg for Fangernes religiøse og moralske Undervisning og Forbedring, der er og bliver Hovedsagen ved den paatænkte Reform af Landets Straffeanstalter." (Citeret i Statsfængslet i Horsens, s. 20).

Straffereformen gjaldt alene mænd, mens kvinder blev samlet i Søkvæsthuset og i Viborg tugthus. Mændene derimod skulle nu samles i nye særligt indrettede tugt- og forbedringshuse, enten i København eller ved Horsens. På denne måde deltes Danmark i to, så fanger vest for Storebælt skulle sendes til Horsens, og de øvrige til København. I København skulle der bygges et nyt tugthus på Christianshavn, og der skulle opføres et philadelfisk forbedringshus.

Det første, der etableredes, blev det auburnske tugthus i Horsens, der blev taget i brug i 1853, mens det philadelfiske forbedringshus i Vridsløselille fulgte i 1859.

Hermed var frihedsstraffen knæsat som den væsentligste straf, og de almindelige legemsstraffe stort set afskaffet. Den fysiske tortur var således blevet ophævet 1837 og omtrent samtidig kagstrygning og brændemærkning. 1866 genindførtes bøderne, som viste sig at være en indbringende forretning for staten. Sidst i århundredet opførtes en del kommunale arresthuse, bl.a. det københavnske Vestre fængsel i 1895.

Sideløbende med indførelsen af tugt- og forbedringshuse indledtes en stadig kritik og diskussion af deres form og nytte. Allerede i 1840erne blev det fremhævet, at fængslet ikke reducerer kriminaliteten, men at det fremkalder tilbagefald for den straffede og påfører den indsattes familie armod, samt ikke mindst at fængslet fungerer som en "forbryderfabrik". Kritikken førte ikke til, at man gik væk fra fængslerne, men derimod til en stadig reformering af frihedsstraffen og fængslerne.

En del af denne udvikling var en ændring i opfattelsen af de indsatte. Fra i første omgang at være opfattet ganske ensartet, er udviklingen siden gået i retning af en større emfase på de indsattes individuelle forhold.

Det 19. århundredes syn på forbryderne var præget af en væsentlig ringeagt. Den kriminelle havde så at sige meldt sig ud af samfundet, var "død", og som det blev forfægtet sidst i århundredet, var det "morally right to hate criminals" (J. F. Stephen citeret i Straffene, s. 68). I en amerikansk dom fra 1871 hedder det således, at fangen "has, as a consequence of his crime, not only forfeited his liberty, but all his personal rights except those which the law in its humanity accords to him. He is for the time being the slave of the state." (Ruffin vs. The Commonwealth of Virginia, citeret i Straffene, s. 105). Teoretikerne opfattede typisk den kriminelle som en afviger, og i takt med en mere biologisk opfattelse fra slutningen af århundredet og ind i det 20. opfattedes kriminalitet som udslag af en biologisk defekt.

Det blev dog tidligt klart, at resocialiseringen snarere burde tage udgangspunkt i en gulerod end i gengældelsens pisk. Allerede i 1853-54 indførte man derfor i England det såkaldte "irske" eller "progressive" system, hvor straffens længde og forhold er afhængige af fangens opførsel og indsats. Hermed kommer den ofte omtalte "gode opførsel" under afsoningen ind i opfattelsen af straffuldbyrdelsen.

Dette "fremadskridende system", som det blev kaldt herhjemme, blev indført i Danmark i 1873. Den hidtidige ensartede tugthusstraf inddeles hermed i tre stadier, hvor det er muligt for fangen at gøre sig fortjent til flere privilegier: Forberedelsesstadiet, tvangsstadiet og overgangsstadiet. Stadierne var yderligere inddelt i klasser, hvor fangen f.eks. kunne opnå at få en opbyggelig bog om søndagen eller gårdtur uden bestemt gang. Et fjerde stadium var prøveløsladelsen.

"Denne begrænsede benådningstilstand er betinget af opførselen i alle stadier, af straffetidens længde, idet den kun kan opnås af dem, der ere idømte 7 år og derover, og betinget af, at der er sikret den pågældende et redeligt erhverv i samfundet, ligesom den er begrænset derved, at den frigivne i tilfælde af dårlig opførsel uden dom kan indsættes i strafanstalten på ny for at afsone resten af straffetiden." (Stuckenberg: Straffuldbyrdelsen efter anordningen af 13. februar 1873, citeret i Straffene, s. 68). Ikke mange fanger nød godt af denne prøveløsladelse i de første år, 10 kvinder og 48 mænd i alt i de første 20 år. Med straffeloven af 1930 blev den til gengæld gjort til en almindelig form for løsladelse.

Forsøgene med at reformere fængselsvæsenet for at opnå bedre forhold betød også, at man forsøgte sig med nye afsoningsformer. Omkring århundredskiftet indførte man således "arbejde på heden" inspireret af holstenske og preussiske forsøg med brug af fanger til jordforbedringsarbejde. Det viste sig, at fangerne sagtens kunne håndtere denne mere åbne form for fængsler, og dermed at ikke alle fanger havde brug for den hårde behandling, der benyttedes over for almindelige tugt- og forbedringshusfanger.

En helt afgørende reform var indførelsen i 1905 af den betingede dom, hvor straffuldbyrdelsen gøres afhængig af den dømtes videre handlinger. USA havde været foregangsland ved at indføre domsudsættelse med tilsyn eller eksekutionsudsættelse. Den betingede dom var et billigt alternativ til korte fængselsstraffe, og man kunne undgå, at dømte blev udsat for den negative påvirkning fra andre indsatte.

1913 blev et statsfængsel i Nyborg oprettet som forbedringshus for unge inspireret af amerikanske "reformatorier", hvor de indsatte bl.a. skulle deltage i obligatorisk undervisning. Selve tugt- og forbedringshusstraffen blev med straffelovsreformen fra 1933 erstattet med enten fængselsstraf i de lukkede fængsler i Horsens, Vridsløselille eller Nyborg, eller med hæfte i et arresthus.

Samtidig oprettedes en række fængsler, som også arkitektonisk bevægede sig væk fra de auburnske og philadelfiske systemer: Det åbne ungdomsfængsel på den tidligere herregård Søbysøgård på Midtfyn (1933), Herstedvester særfængsel og forvaring (1935) og Arbejdshuset ved Sønder Omme i Vestjylland (1933). I 1938 blev de omtrent 100 kommunale arresthuse lagt ind under staten efter en reorganisering af politiet. I løbet af de følgende årtier blev halvdelen nedlagt.

Det øgede pres på fængslerne under besættelsen, hvor antallet af fanger fra 1940 til 1945 steg fra 2.000 til 6.000, førte til oprettelsen af en række åbne fængsler, Renbæk, Møgelkær, Kærshovedgaard, Nørre Snede og Kragskovhede. Efter besættelsen bevaredes åbne fængsler i Horserød, Kragskovhede og Fårhuslejren.

Efter Anden Verdenskrig og Besættelsen herhjemme blev der for alvor sat skub i reformerne af de indsattes forhold i fængslerne. I mange lande havde politikere og politisk aktive prøvet at sidde i fængsel under krigen, og de forhold, de oplevede her, samt de forhold, man bød krigsfanger og andre grupper, påvirkede straffepolitikken i flere årtier. Det var på den baggrund, at Menneskerettighedskommissionens artikel 3 blev til: "Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf," og det betød, at fangernes rettigheder kom i fokus.

Herhjemme gik man endegyldigt bort fra isolation som normen for fængselsstraf, da fællesskab i 1947 blev hovedreglen for alle fængselsstraffe på 5 måneder eller derover. Fangerne fik samtidig en friere behandling. Endelig gik man i 1962 i det store og hele bort fra det progressive systems særrettigheder for "god opførsel".

I 1947 gik man også bort fra, at der altid skulle være en fængselsfunktionær til stede ved besøg, og forholdene omkring besøgene blev siden lempet så meget, at det i dag er muligt for en fange at have samleje med sin kæreste eller ægtefælle under besøget.

Den generelle samfundsudvikling afspejler sig generelt i fængselsvæsenet, hvor resocialisering især i 60erne og 70erne bliver et nøglebegreb. Denne reformering sætter sig også spor i sprogbrugen, hvor selve straffen træder i baggrunden. Fængselsvæsenet blev dermed til Kriminalforsorgen, og fanger til indsatte.

Der var dog ikke blot tale om sproglig kosmetik, for man forbedrede faktisk forholdene for fangerne ved at overføre nogle af erfaringerne fra behandling og fra de åbne fængsler til de lukkede fængsler og sørgede for en mere uformel omgang mellem de indsatte og fængselspersonalet.

En række opgaver, der hidtil var varetaget af private organisationer, blev også overtaget af Fængselsvæsenet, da det i 1973 blev til Kriminalforsorgen. Indtil da var en del af tilsynet med prøveløsladte blevet forestået af private fængselsselskaber med offentlig økonomisk støtte. Disse selskaber gik helt tilbage til de første fængsler, og det første, Selskab til tabte Borgeres Frelse blev oprettet i Odense sidst i 1700-tallet. I 1952 var disse selskaber blevet samlet i Dansk Forsorgsselskab og blev altså fra 1973 indoptaget i Kriminalforsorgen.

Ændringerne i fængselsvæsenet fremgår tydeligt ved oprettelsen af det lukkede fængsel i Ringe på Fyn i 1976. Det var tiltænkt kvinder og unge mænd, som fik lov til at afsone på samme afdelinger. Grænsen til samfundet uden for fængslet blev også flyttet, da en lokal købmand kunne åbne en butik i fængslet, hvor de indsatte selv kunne købe ind til deres madlavning.

Personalemæssigt blødte man op på skellene mellem personalegrupper, og det blev tilladt kvinder at blive ansat som fængselsfunktionærer. På den måde forsøgte man at få fængselsforholdene til at lægge sig tæt op ad forholdene i det almindelige samfund, et princip, der kaldes normalisering.

Danmark gik også i front, hvad angår åbne fængsler. Den daværende direktør for fængselsvæsenet kunne således i 1969 konstatere, at det "i højere grad end vistnok noget andet land, som vi i øvrigt kan sammenligne os med i kriminalpolitisk henseende, er (…) lykkedes os her i landet at afskaffe placering i lukkede fængsler til fordel for placering i åbne anstalter" (Straffene, s. 70). Med etableringen af et åbent fængsel i Jyderup på Nordsjælland i 1987 søgte man at gøre det lettere at placere fanger tættere på deres hjem.

Efter en periode med reformer, der har givet fangerne mere frie og individuelle forhold, og hvor en normalisering mellem samfundet inden for og uden for fængslet er blevet tilstræbt, har 80erne og 90erne været præget af stramninger.

Tendenserne er tydeligst på internationalt plan og i særdeleshed i USA, hvor udviklingen går i retning af moderne panoptika. Man har her oprettet flere "supermax" fængsler, der ved hjælp af moderne teknologi skal gøre det umuligt for fangerne at flygte. Fangerne isoleres i stigende grad, og deres celler indrettes med møbler støbt i beton, så de ikke kan flyttes. De overvåges med videokameraer, og undervisning og gudstjenester transmitteres på cellernes fjernsyn, så det ikke er muligt for fangerne at forsamles i større grupper. Særlig farlige fanger holdes isoleret det meste af tiden og må kun komme uden for cellen iført hånd- og fodjern.

Denne "nye generation" af fængsler er også dukket op i den danske fængselsdebat, hvor især en debat om forholdene mellem såkaldte "stærke" og "svage" fanger har ledt til planerne om at etablere et "flugtsikkert" fængsel til "stærke" fanger.

De nye tendenser afspejler sig også i antallet af indsatte, der stiger i mange vestlige lande, ikke som en følge af mere kriminalitet, eller fordi man opklarer en større andel af kriminaliteten, men på grund af politisk bestemte stramninger. Også i Danmark, der i forvejen er et af de lande, der idømmer flest ubetingede fængselsdomme i forhold til befolkningens størrelse, har denne bevægelse væk fra resocialiseringstiltag og hen imod strengere straffe og hensyn til den såkaldte retsfølelse markeret sig siden 1980erne. Som Torkil Lauesen skriver, er det "nærliggende at se denne bevægelse som del af den politiske højredrejning i bred forstand". (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 55).

Der strammes således op på f.eks. prøveløsladelser og udgang, og det vækker furore blandt politikere og befolkning, at fanger kan få adgang til en række faciliteter som telefon, køleskab og gymnastikredskaber. Denne bestyrtelse kan dog kun finde begrundelse i "retsfølelsen", der tilsyneladende finder, at de indsattes straf ikke kun bør bestå i frihedsberøvelsen, men at det skal være "slemt" at sidde i fængsel. Med andre ord florerer den repressive opfattelse af fængselsstraffen altså stadig i befolkningen, hos politikerne og i medierne.

Den fokusering på lov og orden, som også følger af den nævnte retsfølelse, går hånd i hånd med mediernes optagethed af bande- og gadekriminalitet og fangeflugt, og som i en ond cirkel går mediernes dækning og politikernes kampagner for lov og orden i selvsving. Svaret bliver derfor altid flere og flere stramninger, mere social kontrol, flere beføjelser og ressourcer til politiet, samt strengere straffe.

USA er gået i front med en "Lock 'em up, and throw away the key"-holdning og er hermed tilbage ved en holdning til kriminelle, der harmonerer umådelig ringe med den humanisme, de vestlige lande til tider bryster sig af. En holdning, som forekommer mere passende for år 1900 end år 2000.

Det danske fængselsvæsen hører i dag under Kriminalforsorgen. Kriminalforsorgens formål er ifølge et principprogram, der er udarbejdet efter canadisk forbillede, at "medvirke til at begrænse kriminaliteten". I forbindelse med dette præventive mål kræves det, at det enkelte menneske og dets rettigheder respekteres, og de dømte må således ikke pålægges begrænsninger ud over dem, der er specificeret i lovgivningen og dommen. Samtidig kræves det, at "de almindeligt anerkendte hensyn, der ligger bag straffen", respekteres, og at der tages "hensyn til den almindelige retsfølelse i samfundet og hos ofrene for kriminaliteten".

Kriminalforsorgens primære opgave er straffuldbyrdelsen, idet forsorgen både skal sørge for den kontrol, der skal medvirke til gennemførelsen af straffuldbyrdelsen, og for den støtte og motivation, der skal få den dømte til at afstå fra ny kriminalitet. Hertil knyttes en række principper, bl.a. "åbenhed", hvor det skal sikres, at "de dømte får gode muligheder for at knytte og vedligeholde forbindelsen til de pårørende og det almindelige samfundsliv", og at forsorgen "skal vælge den mindst indgribende foranstaltning, som er egnet til at løse en bestemt opgave".

I dag kan man idømmes hæfte, tidsbestemt fængsel og livsvarigt fængsel. Hæftestraffen kan være på mellem 7 dage og 6 måneder og er en mildere form for straf, der ikke tilsigter at plette fangens ære. Den skal udstås sammen med andre hæftefanger, og det er ikke muligt at opnå udgang og prøveløsladelse.

En tidsbestemt fængselsstraf varer fra 30 dage op til maksimum 16 år, men kan dog i visse tilfælde forlænges indtil 20 år. Livsvarigt fængsel anvendes kun for visse særlige forbrydelser: Manddrab under skærpende omstændigheder er i praksis den eneste, men også flykapring, brandstiftelse eller forbrydelser mod staten kan give livsvarigt fængsel. Det er ikke muligt at blive prøveløsladt for en, der er idømt livsvarigt fængsel, men efter 12 års afsoning kan en eventuel benådning tages op til overvejelse. Der er i praksis ganske få, der idømmes livsvarigt fængsel. 1.1.1995 sad der 23 fanger med den dom, hvoraf de 3 havde siddet over 12 år (Straffene, s. 89). Andre lande, heriblandt Norge, har helt afskaffet livsvarigt fængsel ved at indføre en maksimal straf på 21 år.

Straffuldbyrdelsen sker i landets arresthuse, lukkede og åbne fængsler, samt i visse tilfælde i form af forskellige alternative straffe, herunder behandling og samfundstjeneste. Nogle dømte går direkte fra varetægtsfængsling til afsoning. Andre kan få op til tre måneder til at ordne personlige forhold, inden de afsoner dommen. Voldsdømte indkaldes inden 30 dage. Benådning eller udsættelse kan søges. Desuden er der "ventere", der endnu ikke har fået plads i fængselsvæsenet.

Udgangspunktet for afsoningen er, at den skal foregå i et åbnet fængsel. Afhængigt af straffens længde eller af en række forhold kan den dømte dog blive anbragt i et lukket fængsel. Er dommen på mindst 5 år, vil den dømte i reglen starte afsoningen i et lukket fængsel. Ifølge et cirkulære af 29. august 1983 vil den dømte endvidere afsone i et lukket fængsel, hvis den dømte anses at være "farlig"; eller hvis det vurderes, at der er en risiko for, at den dømte vil undvige; ligeledes hvis man vurderer, at fangen vil have svært ved at tilpasse sig forholdene i åbenhed eller vil have "uheldig indflydelse" på sine medindsatte.

Det tilsigtes, at anbringelse skal ske så tæt på hjemmet som muligt, f.eks. i ens eget amt. Imidlertid kommer mange dømte fra København, og de må fordeles, og dømte med særlige behandlingsbehov sendes til de anstalter, der kan håndtere disse, især Herstedvester.

Det er næsten udelukkende mænd, der er indsat. I 1998 var 4.747 mænd og 248 kvinder indsat i Kriminalforsorgens fængsler. Af mændene afsonede de 4.220 i åbne fængsler, og de 527 i lukkede fængsler. Omkring halvdelen af de kvindelige indsatte er stofmisbrugere, så der er reelt ganske få kvinder fra den brede befolkning, der afsoner i et fængsel. Til disse tal kan lægges 4.792 mænd og 316 kvinder, der var idømt hæfte, og med nogle yderligere grupper var der i alt 11.000 indsat i Kriminalforsorgens institutioner, heraf 581 kvinder.

Kvindelige indsatte kan have børn under et år med sig under afsoningen, og i enkelte tilfælde kan der gives tilladelse til, at barnet bliver der længere.

De indsatte er overvejende mænd i tyverne og trediverne (i 1993 var 41% af dem, der fik frihedsstraf, i tyverne, og 30% i trediverne). Omkring en tredjedel af de indsatte i de lukkede fængsler har været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Der er ofte tale om arbejdsløse.

Økonomisk set var udgiften pr. indsat pr. dag i 1998 for lukkede fængsler: 1.445 kr., for Københavns Fængsler: 1.094 kr., for arresthuse: 696 kr., for åbne fængsler: 697 kr. og for hæftefængsler 421 kr. Gennemsnit: 918 kr. pr. dag.

For udlændinge anses undvigelsesrisikoen i reglen at være så stor, at de almindeligvis anbringes i lukkede fængsler. Udlændinge udgør en forholdsmæssigt stor del af fangerne i de danske fængsler, og der er sproglige og kulturelle problemer forbundet med dem. På grund af den formodede undvigelsesrisiko har de også sværere ved at opnå udgang end danske statsborgere.

Generelt er de europæiske fængsler underlagt en række fængselsregler, der er vedtaget af Europarådets ministerkomité i 1987. Her fastslås det, at "formålet med behandlingen af indsatte, der er frihedsberøvet, skal være at bevare disses helbred og selvrespekt og, i den udstrækning straffens længde tillader det, at udvikle den indsattes ansvarsbevidsthed og opmuntre de holdninger og færdigheder, der ved hans tilbagevenden til samfundet bedst vil fremme hans muligheder for at leve et lovlydigt liv og forsørge sig selv." (Straffene, s. 78). Forholdene for frihedsberøvelsen skal derfor også sikre "respekten for menneskets værdighed", og den må ikke virke diskriminerende. Det understreges derfor også, at indsattes individuelle rettigheder skal sikres ved kontrol.

Alligevel er det uomgængeligt, at frihedsberøvelsen medfører begrænsninger i de indsattes rettigheder. Menneskerettighedskommissionen har eksempelvis i en sag accepteret, at det ikke var en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3, at fængselspersonale havde ladet en fange ligge nøgen i spændetrøje, og i en anden, at det ikke var nedværdigende, at en fange offentligt blev ført gennem en by i fængselsuniform og håndjern (Straffene, s. 78).

Kontrollen med de indsattes forhold udføres bl.a. af The European Commitee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) også kaldet Torturkomiteen, der besøger de europæiske fængsler og påtaler tilfælde, hvor de mener, at behandlingen af indsatte er nedværdigende eller skadelig. Det har de eksempelvis gjort i tilfældet med den udbredte isolationsfængsling i Danmark (se artiklen "Dansk tortur" i Faklen nr. 10). Herhjemme har Folketingets ombudsmand den funktion, at han kan reagere på klager fra indsatte, og at han kan inspicere indsattes forhold.

Den danske lovgivning for straffuldbyrdelse har i en årrække været at finde i Straffeloven, i to bekendtgørelser og i et antal cirkulærer. I Bekendtgørelse nr. 423 af 21. juni 1973 hedder det, at "de indsatte har adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder i det omfang, frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer dem herfra." Intentionen er altså, at frihedsberøvelsen er selve straffen, mens de begrænsninger, der opstår i forhold til de indsattes rettigheder, alene er en følge af frihedsberøvelsen og ikke i sig selv et tilsigtet mål med straffen.

En samlet og ajourført lovgivning for straffuldbyrdelsen har været på vej i en årrække. Et udkast blev fremsat af Straffelovrådet i 1998, som har dannet det væsentligste udgangspunkt for et lovudkast fra Justitsministeriet. Heri udtrykkes det helt klart, at "der må ikke under fuldbyrdelsen af straf pålægges en person andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen."

I lovforslaget er der et afsnit om de indsattes rettigheder og pligter. Den indsatte skal vejledes om disse, og der skal udarbejdes en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen, som løbende skal evalueres og revideres. Den indsatte skal vejledes med henblik på uddannelse, arbejde samt sociale og personlige forhold, således at det også skal være muligt for den indsatte at opnå en kriminalitetsfri tilværelse efter den afsonede dom.

Fællesskab skal være reglen, om muligt efter ønske med indsatte af modsat køn, men det skal dog så vidt muligt også kunne lade sig gøre frivilligt at vælge helt eller delvist at undvære fællesskab. Den indsatte har ret til at have egne genstande og penge, medmindre det skaber ordens- eller sikkerhedsmæssige problemer.

Der skal tages individuelle hensyn ved valg af arbejde, helst med udgangspunkt i den enkeltes ønsker. Den indsatte skal stort set tage sig af de daglige praktiske opgaver som madlavning og rengøring. Den indsatte har ret til mindst én time i fri luft dagligt, medmindre sikkerhedsmæssige hensyn taler imod det. Fængslet skal tilbyde fritidsaktiviteter.

De indsatte skal kunne vælge en talsmand, der har indflydelse på forholdene i fængslet, og de må udgive blade. Disse blade kan dog underlægges censur, idet "institutionens leder har adgang til på forhånd at gennemlæse de indsattes blade. Lederen kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, eller indholdet groft forulemper enkeltpersoner."

Den indsatte skal grundlæggende kunne have kontakt til samfundet uden for fængslet i form af udgang, besøg, brevveksling, telefonsamtale m.v. En indsat skal have ret til mindst ét ugentligt besøg, helst af to timers, men mindst af en times varighed. Det kan dog kræves, at de besøgende skal søge forudgående tilladelse fra fængslet, og at de må underkaste sig visitering. Det skal være muligt for en indsat at have et barn under tre år boende hos sig i fængslet.

Breve kan åbnes under den indsattes påsyn, hvis ikke man af sikkerhedsmæssige hensyn ligefrem vælger at gennemlæse brevene. Ledelsen kan beslutte, at et brev til eller fra den indsatte kan tilbageholdes. Man må dog ikke kontrollere brevveksling med justitsministeren, domstole, medlemmer af Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedskommission og en række andre myndigheder.

Blandt de prekære spørgsmål er begrænsninger i indsattes aktindsigt og ytringsfrihed i medierne. På disse punkter har der været uenighed i Straffelovrådet i forbindelse med udarbejdelsen af lovudkastet, men en majoritet anbefalede en række begrænsninger i aktindsigten.

Et hovedpunkt i lovudkastet er videreførelsen af Straffelovrådets anbefaling af, at hæftestraffen afskaffes, fordi forholdene ved den almindelige frihedsstraf er blevet lempet så meget, at man mener, at forskellen mellem hæfte- og fængselsstraf er begrænset. Der lægges dermed op til, at der fremover kun skal findes frihedsstraf.

Der er dog et svælg mellem intentionerne og den praksis, lovgivningen udmunder i i fængselsdagligdagen. De angivelige hensyn til orden og sikkerhed og de ressourcer, der er til rådighed, lægger kraftige begrænsninger på de indsattes muligheder og rettigheder. Torkil Lauesen skriver således i sin bog Fra forbedringshus til Parkeringshus - magt og modmagt i Vridsløselille statsfængsel: "Man kan ikke få tilsendt bøger og blade fra private, fordi vogterne ikke vil afse tid til at visitere dem, ligesom fængslet ikke ønsker, at fangerne har for mange effekter i cellen, da det besværliggør cellevisitation. Disse forhold er et eksempel på hvordan ’hensynet til orden og sikkerhed’ i fængslet indsnævrer den formelle regel at: ’De indsatte har adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder i det omfang frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer dem herfra.’ (…) Fangen orienteres end ikke om at tilsendte effekter er lagt på depot." (S. 76). Fangens dagligdag er i den grad gennemreguleret og kontrolleret, at selv de mest trivielle forhold bliver genstand for formelle regler. Eksempelvis fortæller en fange i Vridsløselille statsfængsel, som Lauesen har interviewet, at han "kommer gerne med en morsomhed, som er tættere på sandheden, end jeg bryder mig om at tænke på, det er; hvis du går hen og spør' en betjent, hvad klokken er, så vil han sige: et øjeblik. Og slå op i regelsamlingen for at se om jeg har krav på at få den oplysning. Generelt er der en regel for næsten alt hvad du foretager dig." (S. 82). Naturligvis er dette ikke en krænkelse af den indsattes rettigheder, men den totale effekt af alle disse for fangerne urimelige og meningsløse regler er, at "det virker som en straf, ud over den idømte frihedsstraf, at skulle leve under fængslets regime" (S. 81).

Selv om frihedsberøvelsen formelt ene og alene er straffen, er det ikke kun hensynet til sikkerhed og orden, der dikterer de indsattes forhold. "Det synes at være en uskreven norm, som fængselsvæsnet søger at opretholde: livet i fængslet skal være af ringere standard end gennemsnittet i samfundet udenfor. Den materielle standard i fængslet skal balancere på en moralsk grænse. Fængselsstraffen er ikke blot frihedsberøvelse, det er også det at tåle visse livsbetingelser." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 100).

En ikke uvæsentlig del af disse livsbetingelser er den stadige tilstedeværelse af repressalier, der naturligvis påvirker fangens adfærd. De består især i sanktioner, der kan omfatte konfiskation af ejendele, der opdages ved visitation (der ifølge den tidligere omtalte Bekendtgørelse af 21. juni 1973 "foretages i det omfang, det er nødvendigt af sikkerhedshensyn og til kontrol med, at ordensbestemmelser og andre regler overholdes"), bøder eller i disciplinærstraffe, som kan bestå i udelukkelse fra opnåede begunstigelser, udelukkelse fra arbejde i op til 14 dage eller indsættelse i strafcelle i 3 måneder (for hæftefanger dog kun 14 dage). Sikringscelle "må kun anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre lempeligere midler, herunder udelukkelse fra fællesskab, har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige". I 1998 blev der ikendt 6.906 bøder og 1.832 strafcelleanbringelser, tal, som eksperter anser for høje.

Generelt udtaler en fællestalsmand sig om disciplinærstraffesystemet: "Det fungerer som hævn fra systemets side, og det fungerer på en diktatorisk måde fordi du ikke har reel mulighed for at forsvare dig. Du bliver bare dømt. Din argumentation bliver ikke taget for gode varer." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 85). Omvendt kan også fængselsfunktionærerne give udtryk for en frustration over situationen. En overbetjent udtaler således: "Hvis de indsatte ikke havde frit spil ude i samfundet, så har de fået det i fængslet. Vi er handlingslammede og visiterer på må og få." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 60).

Fængselsfunktionærerne har ret til at benytte magt over for de indsatte, "når det er absolut nødvendigt" (Bekendtgørelse af 21. juni 1973), f.eks. for at afværge vold, hindre selvmord, undvigelse m.m. Magtanvendelsen består i reglen i skub eller lignende, og der er i praksis relativt få tilfælde: I 1998 167 tilfælde, hvoraf der i 4 tilfælde blev brugt stav. De fleste finder sted i arresthuse og typisk i forbindelse med flytning af indsatte. I sjældne tilfælde benyttes der tåregas mod indsatte, men det er ikke forekommet i 1997 eller 1998. Brugen af håndjern har til gengæld været stigende i en årrække og nåede i 1998 op på 676 tilfælde, hvoraf de 620 foregik i forbindelse med transport af indsatte.

Magtanvendelsen må aldrig benyttes som en straf, men den er naturligvis med til at regulere dagligdagen og pålægger de indsatte en høj grad af selvdisciplin. En fange udtrykker det således: "Man skal ikke tage fejl af, at selv om det ser meget rart og hyggeligt ud på overfladen, og vi går sammen med betjentene til daglig, så har de stadigvæk hele apparaturet klar. De har knipler, de har håndjern og tåregas og en direkte linie ud til Glostrup politi, og de bruger det! Er der optræk til optøjer eller mytteri, så bliver vi banket på plads. Der skal ikke andet end en smule højrøstet tale til, så bliver der trykket på alarmen, og 15 sekunder efter står der 20 betjente på gangen. Det lægger en vis dæmper på situationen. Alligevel er det sjældent, at det bliver brugt, og det er så, fordi vi har oparbejdet en vis selvdisciplin, selvjustits. Hidser hinanden ned. Vi har ingen interesse i at optrappe situationen." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 80).

Den altid overhængende mulighed for magtanvendelse disciplinerer altså fangernes adfærd, idet de internaliserer det ulige magtforhold, der er mellem dem og fængselsfunktionærerne. Denne erkendelse af et magtforhold og den efterfølgende disciplinering kan naturligvis opfattes som "forbedrende", men den er dog næppe resocialiserende.

Også arbejdspligten har med sine rødder i tugt- og rasphusene fortsat resocialisering som hensigt, men der er igen mere tale om intentioner end om realiteter. Rengøring, håndværk og "idiotarbejde" er typiske dele af Kriminalforsorgens arbejdsdrift. Som med fortidens tugthuse giver driften i reglen ikke overskud, og Lauesen karakteriserer de fleste arbejdspladser i Vridsløselille statsfængsel som "parkering", hvor "der bliver udført meget lidt reelt arbejde". (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 91). For mange fanger er det et alvorligt problem, at de ikke kan udføre et meningsfuldt arbejde, og det er med til gøre fængselslivet mere meningsløst og passivt. En fange forklarer: "Man skal op kl. 7 om morgenen og transporteres et andet sted hen, bare for at sidde og glo. Det er ikke det, jeg skal op - det er det at sidde og glo." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 94).

Arbejdsdriften tager udgangspunkt i AUF-betænkningen fra 1986, hvis intention er at gøre de indsatte selvhjulpne. Der skal derfor tages individuelle hensyn ved tildeling af arbejde, og de indsatte skal arbejde sammen med fængselsfunktionærerne. De får en "dusør" for arbejdet, der ligger langt under mindstelønnen (ca. 325 kr. pr. uge ifølge Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 90). Den lave løn hænger sammen med, at man angiveligt ikke vil have for ulige økonomiske forhold mellem fangerne, og at de ikke skal kunne tjene mere ved at sidde i fængsel, end de havde før indsættelsen. I Sverige har man dog haft gode resultater af at give en højere løn, det har nemlig givet en højere arbejdsmoral og derfor færre disciplinære problemer.

Narkotikaproblemet er stort i landets fængsler. Lauesen citerer en fængselsbetjent for at sige: "Når en narkoman bliver løsladt, siger vi ikke farvel, men på gensyn." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 154). Andelen af stofmisbrugere i de danske fængsler er gennem en 10 års periode steget fra 26% i 1988 til 36% i 1998. Den del af dem, Kriminalforsorgen anser for "hårdere belastede stofmisbrugere", er i samme periode steget fra 12% til 19%. Kønsmæssigt er der en skævhed, da andelen af kvindelige narkomaner er langt større end mandlige blandt de indsatte; i november 1998 var 52% af de kvindelige indsatte stofmisbrugere, mens andelen blandt de mandlige indsatte var 35%. Disse tal må tages med visse forbehold, da antallet naturligvis ikke er så let at registrere. Kriminalforsorgen definerer en stofmisbruger som en, der "inden for det sidste halve år forud for indsættelsen har indtaget narkotiske stoffer mere end nogle ganske få gange". (Kriminalforsorgens statistik 1998, s. 23). De hårdere belastede er indsatte, der vanemæssigt indtager andre stoffer end cannabis. Tallene medtager altså ikke de indsatte, der bliver stofmisbrugere under afsoningen, selv om denne afsmittende effekt er et alvorligt problem.

Det er praktisk umuligt for fængslerne at undgå, at der bliver indsmuglet narkotika: "Vi kan ikke stoppe det ved besøgsgrænsen," udtaler inspektør Ole Hansen. "Lægeforeningen ville aldrig gå med til, at en læge var ansat til at stå hele dagen og stikke en finger op i folk (…) Afhængigheden er så stor, at fantasien er umulig at gå op imod." (Interview citeret i Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 155).

Narkomaners afhængighed af heroin og andre "hårde" former for narkotika medfører ofte gener for andre fanger, f.eks. i form af visitationer, der skal finde frem til narkotika, og de er derfor i reglen ikke særlig populære blandt fanger, der ikke benytter stoffer eller blot ryger hash i ny og næ.

Et andet problem, der får stor opmærksomhed i medierne, er flugt og misbrug af udgang fra åbne fængsler. På trods af den megen omtale er begge dele relativt begrænsede og stabile fænomener. I 1998 var der 42 undvigelser fra lukkede fængsler og 402 såkaldte bortgange fra åbne fængsler. En international undersøgelse har vist, at misbrugsprocenten typisk er under 5%: "In no country has the failure rate measured in terms of a failure to return to prison or the commission of further offences, while on leave, been higher than 5%. Although the mass media tend to highlight incidents where serious crimes of violence are committed by prisoners on leave, these are in fact highly exceptional cases (…) These positive results are astonishing, all the more so because relaxations of the prison regime have been tried with people who are multiple recidivists and have committed serious crime. In addition, the psychological strain of constantly shifting from freedom to incarceration should not be underestimated." (Frieder Dünkel & Dirk van Zyl Smit citeret i Straffene, s. 105).

Motiverne er typisk, at fangen føler, han ikke kan udholde forholdene i fængslet, eller at han føler et vældigt behov for at opsøge familie, kæreste eller andre. Den såkaldte "flugtkonge", Mogens "Nivå" Pedersen udtalte til DR1's Kriminalmagasinet, at "mange af mine udflugter har jo kun handlet om lige at få et afbræk i afsoningen. Hvis de havde givet mig orlov, så kunne jeg have klaret den, men det gør de ikke, og derfor må jeg sgu selv tage, når jeg føler, jeg er helt nedslidt." Langt hovedparten af de undvegne bliver dog hurtigt fanget eller melder sig selv inden for kort tid.

Den almindeligste form for løsladelse er prøveløsladelsen, der i dag er en normal del af strafafsoningen. Den kan opnås, når to tredjedele (i særlige tilfælde halvdelen) af straffetiden, men mindst to måneder, er udstået, og der er mere end 30 dage tilbage af straffen. En forudsætning er, at løsladelsen ikke er "utilrådelig", hvilket vil sige, at der ikke er en væsentlig risiko for recidiv, idet der tages hensyn til en eventuel tidligere straffehistorie m.m. Prøvetiden er i almindelighed på højst 3 år, i nogle tilfælde dog op til 5 år. Den prøveløsladte kan endvidere undergives tilsyn. I 1998 blev 3.079 prøveløsladt.

I en årrække indtil midten af firserne var antallet af afslag på ansøgninger om prøveløsladelse under 10%, men har siden været støt stigende. Antallet af afslag er på 10 år blevet fordoblet fra 308 i 1989 til 628 i 1998, en udvikling, der vækker en vis bekymring og næppe er uafhængig af, at andre lande, især USA, er blevet mere restriktive i forbindelse med prøveløsladelser i den samme periode. I 1998 fik 18% afslag enten på grund af utilrådelighed, eller fordi den indsatte ikke ville acceptere prøveløsladelsens vilkår. I de lukkede fængsler, Københavns Fængsler og arresthusene lå afslagsprocenten på mellem 29% og 35%, mens den i de åbne fængsler var på 9%.

Fængselsinspektør i Vridsløselille Statsfængsel, Ole Hansen har sammenlignet forholdet mellem fængselsfunktionærer og indsatte med "forholdet til vores børn: dem skal vi også sørge for at få op om morgenen og straffe, hvis de kommer for sent hjem om aftenen, og samtidig være deres rådgiver og fortrolige, denne kombination er ikke væsentlig anderledes i et fængsel." (Citeret i Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 71). Hvor omsorgsfuldt det end må lyde, er det spørgsmålet, om nogen forælder ville behandle sine børn, som fanger bliver det i fængslerne. Og hvilke mennesker, der ville komme ud af en så gennemreguleret og -kontrolleret opvækst.

I fængslet er det ifølge Torkil Lauesen den såkaldt "håndtamme", der er mønsterfangen: "Den ideelle fange for fængslet er den rolige, passive fange, der indordner sig under reglerne. Fangen, der er god til at vente og sidde inaktiv på en stol på arbejdspladsen. Gå tilbage på sin afdeling og passe sig selv. Gå ind i sin celle klokken 21:30 og se fjernsyn. Kort sagt let at opbevare. De velfungerende aktive selvhjulpne og selvsikre fanger er upopulære blandt vogterne. De kræver en mening med deres liv i fængslet, skaber uro og konflikter." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 96).

Mønsterfangen er et af resultaterne af frihedsstraffens påvirkning, men denne kan have mangfoldige udtryk, om end de mere negative træder tydeligst frem. Det monotone liv, der er regelbundet ned i de mindste detaljer, fratager ofte fangerne en del af deres initiativ, de bliver passiviserede, ligesom de bliver påvirket af afsavnet af frihed, almindelige ejendele, deres begrænsede muligheder for at opnå nogen anden seksuel udfoldelse end onani, og bevidstheden om den evige panoptiske overvågning, om altid at kunne blive kontrolleret, overvåget, stresset, visiteret og påført disciplinærstraf.

Fanger kan også frygte medfangers eller funktionærers vold: "Jeg føler mig ikke truet af andre fanger, men jo, jeg er bange for at betjentene lige pludselig kommer en nat, hvor jeg skal i seng, det er da klart, jeg har hørt om flere episoder, hvordan betjenten lige pludselig kommer kl. 11 om aftenen og stormer ens pind, og ned i isolation. Det orker jeg simpelthen ikke at tage stilling til, det er da klart lige den første time om aftenen, hvor man er lukket inde, da kan man godt få sådan en skræk for den der nøglelyd." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 103).

Depression, magtesløshed, ydmygelse, udbrændthed, ligegyldighed og vrede kan være nogle af reaktionerne hos fanger, og den understøttes af, at de er ude af stand til at gøre noget ved problemer i familien eller i forhold til kæresten uden for fængslet. "Det er jo klart, du kan ikke komme ud og snakke med nogen af dem du ville ha' snakket med, og ha' forklaret dem ordentligt hvad der er sket, eller noget som helst, du sidder bare her og kan ikke gøre noget," siger en fange (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 107). Mange ægteskaber eller kæresteforhold nedbrydes som en følge af dom og afsoning, men som en fange udtrykker det: "Selvfølgelig kan man da undertrykke det, men længslen og savnet efter tryghed og kærlighed bliver da ikke mindre af, at man bliver sat i fængsel, jeg vil da sige tværtimod." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 101).

Fremtidsudsigterne for en indsat kan også være en alvorlig belastning, for dommen vil ofte nulstille en fanges liv. "Fængslet som sådan er ikke nogen smerte," siger en fange, "man kan godt ha' det godt i fængslet. Det der er det værste er, at man bliver revet op med rod, altså man mister automatisk venner, familie, job, karriere, ry, rygte, renommé, ja altså alt, simpelthen. Det er en straf oven i straffen. Alt ødelægges for én fremover. Det er det værste." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 113).

Andre føler til gengæld, at afsoningen styrker dem psykisk: "Man bliver stærkt psykisk af at sidde i spjældet," siger en fange, "eller også bliver man det modsatte. Klarer du den, ja, så er du selvfølgelig psykisk stærk, og det er helt sikkert, det kan du bruge når du kommer ud igen." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 128).

Problemet for de fleste fanger er ikke, at de bliver straffet, men den tilsyneladende meningsløse måde, hvorpå de straffes, og de problemer, de får i forhold til det liv udenfor, som de ser frem til at vende tilbage til. En fange udtrykker sin bekymring for fængslets påvirkning: "Jeg tror desværre, at langt størstedelen af de indsatte er betydeligt dårligere stillet den dag de bliver løsladt end den dag, de ankommer til fængslet. Sat tilbage af en hverdag uden reelt indhold, uden ordentlige fysiske og intellektuelle udfordringer." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 120).

Populære begreber i forbindelse med "prisoniseringen" og fangernes forsøg på modtræk over for det fængselsliv, de bliver påtvunget, er "fangesamfundet" og "forbryderfabrikken". Fangesamfundet er udtryk for det sociale samkvem og den solidaritet, der i reglen opstår blandt fanger som et modtræk til kontrollen og meningsløsheden. Den opfattes typisk negativt af funktionærer og udenforstående, der i reglen ikke bryder sig om, at fangerne samarbejder på eget initiativ.

Men fangesamfundet og dets kultur er ikke nødvendigvis antisocialt. Torkil Lauesen skriver, at "vel er fangekulturen antisocial i forhold til fængselsregimet, og den er i et vist omfang anti-legal, men er naturligvis ikke antisocial i et fangeperspektiv. Den er netop en social reaktion på fængslets magtteknikker, som skaber fællesskab og sammenhold. Fangekulturen er ikke et normsæt rettet mod samfundets værdier og normer generelt. De genfindes i høj grad i fangekulturen. Du må ikke stjæle fra en medfange, du må ikke stikke en medfange, man er solidarisk med en fange, som bliver udsat for urimelig behandling osv. Fangekulturen er en reaktion på fængslets magtteknikker, på overvågning, kontrol og disciplinering. En reaktion på et autoritært regime." (Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 136).

Fangerne kan derfor af og til slå sig sammen om aktioner, hvor der smides toiletpapir ud af vinduerne, celleinventar smadres, eller hvor de indsatte på anden måde demonstrerer deres utilfredshed med forhold i fængslet. Men i det daglige er fangesamfundet blot karakteriseret af en vis grad af solidaritet med andre fanger mod fængselsfunktionærerne og ledelsen. Man stikker derfor ikke en medfange, man stoler ikke på betjentene, men man sørger også i reglen for ikke at knytte sig for tæt til sine medfanger. Man skal respektere sine medfanger, have orden i sine sager, være retfærdig og ikke give andre problemer.

Set fra Kriminalforsorgens og fængselsfunktionærernes synspunkt er der især problemer med såkaldt "stærke" og "svage" fanger. De "stærke" fanger er typisk fanger, der ikke vil acceptere meningsløsheden, holder sig i form, tager mod undervisning, arbejder og gør noget for at få bedre forhold. I særdeleshed har fanger fra bikerklubberne Hells Angels og Bandidos været i søgelyset som "negativt stærke" fanger, som man op gennem 90erne har fokuseret mere og mere på.

De svage fanger kan være narkomaner, der er parat til at gøre hvad som helst for at få deres stof, eller det kan være indsatte, der har begået en forbrydelse, de øvrige indsatte foragter, eksempelvis sædelighedsforbrydelser mod børn. Sådanne fanger må ofte holde sig for sig selv, måske ligefrem i selvvalgt isolation.

Flere tiltag er blevet sat i værk for at gøre det sværere for de "stærke" fanger at have den negative effekt på andre fanger, som det hævdes de har. Vagn Greve skriver: "I denne forbindelse er der ofte en tendens hos myndigheder til at se fængselsproblemer som udtryk for enkelte fangers dårlige indflydelse. Et råddent æble kan fordærve hele kurven. Betoningen af den individuelle patologi fører imidlertid let til at overse eller undervurdere betydningen af den institutionelle struktur." (Straffene, s. 90).

Hvad angår "forbryderfabrikken", er recidivet for fanger fra lukkede fængsler rigtig nok meget stor. Kriminalforsorgen har i 1988, 1994 og senest i 1998 gennemført en undersøgelse af recidiv. Her defineres recidiv som tilbagefald til ny kriminalitet inden for de første to år efter løsladelsesdatoen eller den betingede dom, idet den ny kriminalitet også skal føre til en dom på betinget eller ubetinget frihedsstraf inden for denne to-års periode.

Den seneste undersøgelse viser, at det samlede recidiv i 1998 var 42% mod 45% i 1988. I en undersøgelse af fanger, der blev løsladt eller fik afslag på prøveløsladelse i 1994, er recidivprocenten inden for to år efter løsladelsen, fordelt på de forskellige institutioner: 45% for løsladte fra åbne fængsler, 65% fra arresthuse og 67% fra lukkede fængsler. Der er altså en ret stor sandsynlighed for, at en indsat atter vil blive straffet og dermed måske vende tilbage til fængslet.

En fællestalsmand har opsummeret fangernes syn på fængselslivet og den straffedes fremtidsudsigter således: "Vi er frihedsberøvet. Deri består selve straffen. I skal være beskyttet mod os i en bestemt periode, men loven dikterer ikke, at vi også skal have det dårligt. Tværtimod, den taler om, at vi skal resocialiseres. Forestil dig hvor meget resocialisering, der for en voksen er i at sidde fra morgen til aften og folde kuverter, 40.000 om ugen eller hvad en maskine ude i samfundet kan gøre på en time. Eller sidde måned efter måned med pallevis af OTA-solgryn kartoner og klistre en lille label på det ene hjørne, fordi der mangler lim. Og komme tilbage til en celle, hvor man har mindre plads end en burhøne. Og når folk så løslades efter at have siddet i årevis og absolut ikke har foretaget sig andet end at glo tv, er de ofte på stoffer og spadserer ud af porten med 300 kroner i løsladelsespenge på lommen. Har du fantasi til at forestille dig, hvad de gør." (Citeret i Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 120).

Ifølge almindelig straffeteori skal formålet med straffen altid tage udgangspunkt i samfundets interesser og inddeles traditionelt i to hovedgrupper: Samfundsforsvar og gengældelse.

Samfundsforsvaret består i beskyttelsen mod kriminalitet, dvs. prævention. Individualpræventionen består i at hindre den straffede i at begå nye kriminelle handlinger, og almenpræventionen i at hindre andre i at begå kriminalitet.

Gengældelsen er alene begrundet moralsk, idet den har med retfærdighed at gøre. Gengældelsen kan enten ske efter talionsprincippet, hvor der er en overensstemmelse mellem forbrydelse og straf ("øje for øje, tand for tand"), eller den kan være udtryk for, at den kriminelle bør få den skæbne, han "fortjener" ("han fik, hvad han fortjente").

Den norske kriminolog Thomas Mathiesen stillede i 1988 spørgsmålet: "Kan fængsel forsvares?" i en bog med samme titel. Heri hudfletter han argument for argument de forskellige formål, der anføres for at opretholde frihedsstraffen. De væsentligste er rehabilitering og prævention.

Rehabilitering forudsætter, at fangen atter kan vende tilbage til sin samfundsposition efter at have udstået sin straf. Hans ære, værdighed og rettigheder skal gengives ham, som de var før straffen. Men i praksis opfattes fangen som ansvarlig for sine handlinger, hvorfor han ikke vil blive rehabiliteret. Han kan nok have udstået sin straf, men han vil til enhver tid være plettet på sin person, og man gør intet for at signalere, at den løsladte fange har fået slået en streg over sit udestående. Den tidligere kriminelle vil derfor være stigmatiseret på grund af fængslingen.

Fra rasphusene til i dag har rehabiliteringen formelt spillet en stor rolle, men der er i praksis mere tale om dehabilitering. Om der er tale om undervisning, disciplin, arbejde, moralsk påvirkning eller behandling, foregår der ingen nævneværdig rehabilitering i dag som en følge af disse tiltag. Tværtimod er disse tiltag, som vi har set, snarere et udtryk for borgerlig moral end for et effektivt rehabiliteringsprogram: "Rehabiliteringsfantasien har levet sit liv inden for en meget traditionel og for så vidt stærkt borgerlig ramme. Flittigt arbejde, god skole, ordentlig moral og streng disciplin er komponenter, som man kan finde hver for sig i mange sammenhænge, men sammen netop som udtryk for borgerskabets etik. Man kunne også sige, at de tilsammen er selve udtrykket for det, Max Weber i sin tid kaldte 'den protestantiske etik', og som også blev kaldt kapitalismens etik. Man kan jo også kun forvente, at fængslerne i et samfund giver udtryk for den herskende klasses samlede moral." (Kan fængsel forsvares?, s. 73).

Almenprævention synes at være en logisk følge af straffesystemet: Tanken om den ubehagelige straf vil afholde folk fra kriminalitet. Der er dog intet, der i praksis taler for, at denne effekt generelt er stor. Visse former for kriminalitet, f.eks. overtrædelser af færdselsloven, er i en vis grad socialt acceptable, og den præventive effekt er begrænset.

Hvor nærliggende det end er at forestille sig, at almenprævention er en af effekterne ved straffesystemet, er og bliver det mere en trossag end et videnskabeligt faktum. En af almenpræventionens forsvarere, Johannes Andenæs må derfor også erkende, at "det stærkeste grundlag for troen på almenprævention er stadig den velkendte erfaring, at frygten for ubehagelige konsekvenser er en stærkt motiverende faktor i de fleste af livets forhold." (Citeret i Kan fængsel forsvares?, s. 95).

Men forestillingen om den almenpræventive virkning er så indarbejdet i vores tankesæt,

at vi per automatik opfatter ændringer i kriminalitetsniveauet som udtryk for en almenpræventiv effekt. Den indgår således som en grundlæggende antagelse i debatten om straf og kriminalitet, men som Mathiesen konkluderer: "Kort sagt og sat på spidsen: Over for dem, der ikke 'behøver' den, fungerer almenpræventionen. Over for dem, som 'behøver' den, fungerer den ikke."

Den moderne kriminologiske forsknings vurdering af fængslet bliver derfor ikke mindre sønderlemmende end den kritik, der gennem tiderne er fremført. Flemming Balvig skriver således i sit forord til Mathiesens bog, at fængsler "er skadelige for såvel dem indenfor som dem udenfor. Fængsler skader dem, der placeres i dem, fysisk og socialt. Fængselsinstitutionen er skadelig for dem udenfor ved at koncentrere samfundets opmærksomhed om mindre alvorlige problemer." (Kan fængsel forsvares?, s. 21).

Han gør også opmærksom på en af de helt fundamentale videnskabelige konklusioner, nemlig at "fangebefolkningens størrelse er et tilfældigt tal, der kan bevæge sig op eller ned alene ved ændringer i fængselskapaciteten, politiets antal og arbejdsmetoder, forsikringsselskabernes praksis og bankernes handelsmetoder, supermarkedernes opbygning m.v. Den lille (?) gruppe udvalgte blandt de svagest stillede i samfundet anvendes som syndebukke for et samfund, hvis primære uretfærdighed består i, at netop disse mennesker ikke har fået samme muligheder som andre i tilværelsen." (Kan fængsel forsvares?, s. 21-22).

Antallet af fængslede afspejler altså ikke størrelsen eller opklaringsprocenten af nogen objektiv kriminalitet, men derimod en række andre faktorer, der defineres af den aktuelle strafferetlige diskurs. Som det kort og godt hedder i en rapport fra 1982 til Europarådet: "Der er ingen direkte sammenhæng mellem kriminalitets-niveauet og antallet af fængselsdomme eller (…) antallet af indsatte pr. 100.000 indbyggere på et givet tidspunkt." (Citeret i Kriminalitetskontrol som industri, s. 32).

Vi har allerede set, at de fængselsdømte ikke udgør et bredt udsnit af den danske befolkning. Balvig uddyber med disse tal: 95% af dem er mænd. 3 ud 4 er under 30 år. 73% er arbejdere. 62% har ikke arbejds- eller erhvervsindkomst. Halvdelen af dem har ikke fuldført grundskolen. Hertil kan føjes det store antal af stofmisbrugere, og der tegner sig et billede af, at de fængselsdømte overvejende tilhører de laveste sociale lag.

At det forholder sig sådan, kunne tidligere forklares ud fra en forestilling om, at forbrydelsen var udtryk for en afvigelse, der blev forklaret som et "evolutionært tilbagespring", en følelsesmæssig reaktion på noget, der var hændt i barndommen, eller som karakterforandringer i den kriminelles personlighed.I dag er holdningen derimod, at forbrydelse må betragtes som normal adfærd, som vil finde sted i ethvert samfund. Som sociologen Émile Durkheim udtrykker det: "Der eksisterer intet samfund, hvor en mere eller mindre udviklet kriminalitet ikke findes under en eller anden form. Der eksisterer intet folk, hvis moral ikke daglig krænkes. Derfor må vi betragte kriminaliteten som en nødvendighed og acceptere, at den ikke kan være ikke-eksisterende, og at den er en logisk konsekvens af den grundlæggende måde, socialt liv er organiseret på." (Citeret i Er vi alle forbrydere?, s. 76).

Eftersom antallet af fanger ikke er udtryk for en objektiv kriminalitet, og når den overvældende sociale skævhed af fangepopulationen i forhold til befolkningen tages i betragtning, er det nærliggende at forestille sig, at de kriminelle fungerer som syndebukke, der kan være med til at skabe og bevare et fællesskab, således at de straffede fungerer som symboler på former for adfærd, der ikke er acceptable i samfundet.

Men disse tolerancegrænser kan også dække over former for lovstridige aktiviteter, som mere magtfulde og toneangivende sociale grupper ikke ønsker for megen opmærksomhed om. Der er således en uforholdsmæssig stor forskel i straffen for og opfattelsen af eksempelvis alvorlige forbrydelser som miljøforurening og økonomisk kriminalitet på den ene side og bankrøvere eller affektmordere på den anden. De fængselsdømte syndebukke kan derfor samfundsmæssigt fungere som en afledning fra ulovlige aktiviteter, der accepteres eller begås af borgere fra de højere sociale lag.

Som resocialisering er fængslet en fiasko. Fængslet forbedrer ikke, men fastholder hovedparten af de indsatte i en marginaliseret samfundsposition. Denne kritik er, som vi har set, ikke ny, den er blevet fremsat igen og igen, næsten lige siden fængslet blev etableret for henved 200 år siden. Men trods videreudvikling og reformer, der har søgt at imødekomme den sønderlemmende kritik og periodens rivende samfundsudvikling, er der stadig tale om ikke blot et stort recidiv, men også om en marginalisering og stigmatisering af dømte kriminelle.

Desto mere forbløffende er det, at fængselsstraffen fortsat er så funderet i hele vort samfunds forestilling om straf, og hvordan den stadig går hånd i hånd med tankerne om resocialisering og kriminalprævention.

Et straffesystem må nødvendigvis afspejle værdier og magtforhold i samfundet. Under den offentlige korporlige afstraffelse er magten let identificerbar i kraft af den embedsmand, der på kongens eller myndighedernes vegne i fuld offentlighed - og i almindelighed under stor bevågenhed - afstraffer forbryderen. Ved indførelsen af fængslet bliver afstraffelsen og de implicerede magtforhold skjult bag murene.

Som vi har set, er der en nøje sammenhæng mellem det borgerlige kapitalistiske samfund og fængslets revolution af straffesystemerne. Merkantilisme og utilitarisme med en kristen baggrund fordrer en samvittighedsfuld og veldisciplineret arbejdskraft til den kapitalistiske produktion. Tiden tildeles rollen som målestok for arbejde og for straf, og alle samfundsgrupper underlægges efterhånden kapitalismens købmandsmoral.

Enhver må opfatte det som en straf at blive frataget sin frihed, hvorfor frihedsstraffen er en egalitær straf, og da den kan opmåles i tid, får den sin egen økonomi. Som arbejderen betaler med ikke blot sin flid, men også med sin tid, bliver tiden en vare, man kan betale. Men ud over at "betale af" på sin "gæld til samfundet", skal fangen disciplineres og forbedres ved som arbejderen at være flittig og produktiv, for som bekendt: "Arbejde adler".

"Hvorfor skulle ikke fengslet umiddelbart godtas?" spørger Foucault, og svarer: "For ved å innesperre de innsatte, omdressere dem og gjøre dem føyelige, iverksetter jo fengslet - rigtig nok en smule skjerpet - bare de virkemidler som finnes overalt i samfunnet forøvrig. Fengslet: En noe streng kaserne, en skole uten overbærenhet, en dyster fabrikk - men strengt tatt ikke vesensforskjellig fra disse institusjoner. Denne dobbelte begrunnelse - på den ene side juridisk-økonomisk, på den annen side teknisk-disiplinær - fikk fengslet til å fremtre som den mest nærliggende og mest siviliserte av alle avstraffelser. Og det er denne dobbelte funksjonsmåte som straks ga fengslet en grunnfestet posisjon." (Overvågning og straf, s. 207).

Fængslet bliver "indlysende rigtigt", og ikke mindre indlysende bliver det, at fængslet ikke fungerer særlig effektivt som forbedring og resocialisering af de indsatte. Men som Foucault påpeger, er denne tilsyneladende fiasko rent faktisk en succes for det, han kalder "det fængselsagtige system". Dette system består ikke kun af selve fængslerne, men af en række samvirkende elementer, hvoraf den stadige reform er ét, og opretholdelsen af en kriminalitet et andet. "Det fengselsaktige systemet forener til et hele uttrykksmåter og arkitektoniske former, tvangsreglementer og vitenskapelige utsagn, reelle virkninger på samfunnet og uovervinnelige utopier, programmer for forbedring av forbryterne og mekanismer som bestyrker kriminaliteten." (Overvågning og straf, s. 241).

Denne analyse må forekomme kontraintuitiv, for blev fængslet ikke netop oprettet for at regulere, begrænse og bekæmpe en eksisterende kriminalitet? Nej, siger Foucault, "forbedringsteknikkene og kriminaliteten som kategori dukket opp sammen og i forlengelse av hverandre. De utgjør en teknologisk helhet som former og avgrenser den gjenstand den anvender sine redskaper på." (Overvågning og straf, s. 227). Fængslet bidrager til at skabe, styre og opretholde særlige former for ulovlig aktivitet, som kan kontrolleres og koncentreres. "Kriminalitetens kretsløp er ikke biproduktet til et fengsel som ved å straffe, ikke lykkes i å forbedre de innsatte. Fengselsstraffen er den direkte virkning av et straffesystem som for å kontrollere de lovstridige virksomheter, lar noen av dem inngå i en 'avstraffelses- og reproduksjons'-mekanisme, hvor fengslingen er ett av hovedelementene." (Overvågning og straf, s. 247).

Stigmatiseringen af de kriminelle sikrer kontrol og reproducerbarhed af den del af den ulovlige virksomhed, der udses som den egentlige kriminalitet. "Selvsagt er kriminaliteten en form for lovstridig virksomhet. Men den er en form, som ’det fengselsaktige systemet’ med alle sine forgreninger har omsluttet, avgrenset, gjennomtrengt og organiseret til et særskilt miljø, og som har fåett en instrumentell rolle vis-à-vis de andre formene for ulovlig virksomhet." (Overvågning og straf, s. 246).

Fængslets funktion er altså ikke så meget at forhindre kriminalitet som at styre den ulovlige aktivitet, der er i samfundet. Som vi tidligere har bemærket, angiver straffesystemet og fængslet tolerancegrænser for de forskellige former for lovovertrædelser: "Kort sagt: Straffesystemet skulle ikke simpelthen 'slå ned på' de ulovlige virksomheter, men 'differensiere' dem og regulere dem fra et alment 'økonomisk' synspunkt. Og dersom man kan tale om en justits, er det ikke bare fordi loven selv eller måten den brukes på, tjener én samfunnsklasses interesser, men fordi hele den differensielle styringen av de ulovlige virksomheter inngår i disse herskemekanismer. De legale avstraffelser må ses som ledd i en omfattende strategi overfor de ulovlige virksomheter." (Overvågning og straf, s. 242).

Fængslet erstatter lovovertræderen med forbryderen, hvorved der etableres en kontrollerbar marginaliseret gruppe af afvigere, de kriminelle, som gør det muligt at begrænse visse former for illegale aktiviteter og lede opmærksomheden væk fra andre. Foucault mener at se en baggrund for en sådan konklusion i den forbindelse, der var mellem det franske folks ulovlige aktiviteter og de politisk revolutionære strømninger forud for den franske revolution og op igennem det 19. århundrede. Strømninger, der også gjorde sig gældende i de fleste andre lande. Konstruktionen af en kriminalitet, der kan uskadeliggøre den politisk mere farlige del af de lovstridige aktiviteter, og som kan kontrollere de sociale grupper, som kan være årsag til alvorlig, samfundsskadelig virksomhed.

Også i dag har straffesystemet og fængselspopulationen, som vi har set, en alvorlig social slagside. Hovedparten af de indsatte kommer fra de laveste sociale lag, ofte arbejdsløse, stofmisbrugere og folk med kort eller ingen uddannelse. Det er derfor nærliggende som Foucault at bemærke, at "ved domstolene dømmer ikke hele samfunnet ett av sine medlemmer, men en sosial kategori som forestår ordensmakten, reagerer mot en anden kategori som er dømt til å bryte samfunnsordenen." (Overvågning og straf, s. 245). Fængslet bliver dermed et af midlerne til at kontrollere de grupper i samfundets lavere sociale lag, der potentielt kan udgøre en politisk fare for samfundet.

Man skal naturligvis passe på med at opfatte "konstruktionen" af kriminaliteten som noget, nogen med fuldt overlæg har stået for. Der er snarere tale om, at der er foregået en vekselvirkning mellem forskellige samfundsgruppers interesser, forskellige magtstrategier, der har udmøntet sig i "det fængselslignende system". Men da det er så tæt knyttet til samfundets øvrige magtmidler, er det uhyre vanskeligt at ændre. "Når det er på tale å endre fengselssystemet, kommer ikke den massive motstand bare fra rettsvesenet. Det som danner en hindring, er ikke straffens fengsels-sanksjon, men alle de utenom-rettslige egenskaper, relasjoner og virkninger som fengslet har. Motstanden kommer fra fengslet som del av et alment nett av disiplin og bevoktning, fra fengslet slik det fungerer innen et panoptisk regime." (Overvågning og straf, s. 271).

Så rodfæstet er kriminalitetsbegrebet og fængslet i vor moral og tankegang, at anslag mod det ofte mødes med nærmest irrationelle vredesudbrud. Da Torkil Lauesen, som havde siddet fængslet for deltagelse i den såkaldte "Blekingegadebandes" røverier og anden kriminel virksomhed, fik udgivet sin bog om Vridsløselille statsfængsel, blev han mødt med en overraskende aggressivitet i medierne.

Som i tilfældet med Jørn Jønke Nielsen, hvis foredrag og forfattervirksomhed forekommer mange "kvalmende" (som det blev udtrykt af Martin Krasnik i Weekendavisen, 29.10.-4.11.99), synes dømte kriminelle, der skriver bøger og holder foredrag, at overtræde et moralsk tabu. Aktuelts anmelder, Tom Ekeroth indrømmede blankt om Lauesens bog, at "jeg kan ikke fordrage denne bog," og stillede uden argumentation spørgsmålstegn ved Lauesens redelighed. "Bogen rummer en hel masse fange-interview. De passer hele tiden fantastisk godt til Lauesens teorier. Jeg tvivler ikke på, at interviewene er ægte, men tvivler lige så lidt på, at der kun er det med, som passer ind i den begavede forbryders kram." (Aktuelt, 28.9.98).

I dag er det forbedringsmæssige aspekt trådt i baggrunden til fordel for parkering og marginalisering. Flemming Balvig skrev i 1988, at "vi sætter mennesker i fængsel med den begrundelse, at vi ellers ikke ved, hvad vi skal stille op med dem - ikke for at stille noget op med dem. Vi placerer dem i fængsler for at få dem ud af samfundet - ikke ind i samfundet. Fjernelse udvikler sig til at blive den mest rammende karakteristik af fængslerne i nutidens samfund: Fængslerne fjernes fra dagligdagens synshorisont og de ubrugelige fjernes ved at blive placeret der." (Kan fængsel forsvares?, s. 18).

Denne usynliggørelse går hånd i hånd med det, Balvig kalder "fængselsgørelsen" af samfundet, idet vi lever i et stadig mere reguleret, overvåget og kontrolleret samfund, der får vores dagligdag til at minde mere om fængslets forhold. Dermed bliver vi mere og mere vænnet til fængslernes metoder, finder dem rimelige, fordi de minder om dem, vi kender fra vores dagligdag. Som Balvig skrev dengang i 1988: "Det er i dag vanskeligere at komme ind og ud af mange etageejendomme end af et åbent fængsel. Hvis udviklingen fortsætter kan vi om nogle år erstatte den sidste del af sætningen med: '… end af et lukket fængsel.'" (Kan fængsel forsvares?, s. 19).

Næppe nogen kan i dag være i tvivl om, at udviklingen mod mere og mere fængselslignende forhold i dagligdagen i form af øget overvågning og kontrol er fortsat - og fortsætter.

Endnu en følge af denne fængselsgørelse af dagligdagen er eksperimenterne med at erstatte fængsler med elektroniske lænker og indespærring i ens eget hjem. Dermed føres fængslets metoder for alvor uden for murene og ind i hjemmene.

Også Foucault ser fængselsgørelsens net udspredes: "Båret av de allestedsnærværende disciplinære virkemidler, og med støtte av de fengselsaktige apparater, er den normaliserende myndighet blitt en av vårt samfunns hovedfunksjoner. Normalitetens dommere er til stede overalt. Vi befinner os i lærer-dommeren, lege-dommeren, pedagog-dommeren, sosialarbeider-dommerens samfunn. Alle utbrer normens universelle herredømme. Og enhver - på den plass han befinner sig - underkaster sin kropp, sine gester, sin atferd og oppførsel, sine ferdigheter og ytelser denne magt. Det fengselsaktige nett - med sine store og små anstalter og metoder, med sine integrasjons-, fordelings-, bevoktnings- og observasjonssystemer har i det moderne samfunn dannet den brede basis for den normaliserende myndighet." (Overvågning og straf, s. 270).

Hermed bliver fængslet ikke blot et påtrængende problem for de kriminelle, men for alle samfundsborgere. Som den norske kriminolog Niels Christie udtrykker det: "De vigtigste farer ved kriminalitet i et moderne samfund ligger ikke i de kriminelle handlinger men i, at bekæmpelsen af dem kan trække samfundene i en totalitær retning." (Kriminalitetskontrol som industri, s. 14).

I begyndelsen af dette århundrede besøgte forfatteren Albert Dam de danske fængsler og skrev: "Den måde, vi behandler forbrydere på, er en sag, som angår os alle, den udspringer direkte af samfundets kultur og centrale blomstring, den virker tilbage på det kulturelle niveau igen. Det må indgå som et væsentligt led i fremdriften af vor kultur, at fængslernes afskaffelse ikke er et fromt utopisk ønske, men en mulighed, som allerede har ventet for længe på sig. Hele den moderne hygiejnisk skolede del af vort samfund vil ikke mere finde sig i, at vi overgiver de mennesker, der har forbrudt sig, til indespærring, driverliv, legemlig ødelæggelse og demoralisation. Hele den socialt forstående del forlanger en forstående individualiseret behandling af hver lovovertræder og vil ikke finde sig i, at vi uden forskel sparker dem fra os ind i fængselssystemets maskine." (Bort fra fængslerne, s. 49).

Ved udgangen af århundredet er der nok sket meget, som måske har forbedret forholdene for de indsatte, men der er ikke blevet rørt ved selve fængselsinstitutionen. Den synes så rodfæstet som nogen sinde, og tendensen går i retning af mere straf, værre forhold for de indsatte og øget marginalisering og stigmatisering.

Mange politikere taler om mere politi, hårdere og hurtigere straffe, ringere forhold for fangerne og om "flugtsikre superfængsler". Politi og TV samarbejder om at udbrede et syn på kriminalitet i "doku-soap" udsendelser om politiets arbejde, som i sidste ende yderligere cementerer skellet mellem "os" og "dem", mellem de "lovlydige" og de "kriminelle". Kategorier, der afspejler og fastholder samfundsmoral og magtforhold.

De samme "rationelle" argumenter for fængslets berettigelse, som er blevet fremført igen og igen i henved 200 år, gentages, selv om det i dag er noget nær umuligt at underbygge dem videnskabeligt. Eksperten kan derfor være nødt til at anføre negative argumenter for fængslets eksistens, som når Vagn Greve skriver, at "man i dag ikke bruger fængselsstraf, fordi man anser den for nogen god sanktionsform, men fordi man ikke har haft fantasi til at finde på noget bedre", og tilføjer, at "der er meget få, som tror, at vi helt kan undvære fængselsstraffen ('abolitionister'). På den anden side er der næppe mange sagkyndige, som ikke mener, at vi uden skade kunne reducere den nuværende brug." (Straffene, s. 109-10).

Men er manglende fantasi en begrundelse for at opretholde en samfundsinstitution, hvis funktion i praksis er at stigmatisere, kontrollere og marginalisere en befolkningsgruppe, en funktion, som ikke kan forliges med de idealer om lighed og demokrati, samfundet i øvrigt hylder?

Der er dog nogen, der har fantasi, eller hvis samvittighed byder dem at bruge fantasien. En af disse abolitionister er Thomas Mathiesen, der ikke blot ønsker at nedlægge fængslet, han har også givet et bud på, hvordan det måske kunne lade sig gøre.

I sin bog fra 1988 foreslår han en plan for afviklingen af de norske fængsler inden år 2010, altså på lidt over 20 år. En sådan afvikling er naturligvis en kompliceret affære, fordi den skal modvirke alle de sociale tendenser, der vil søge at opretholde ikke blot fængselsvæsenet, men også store dele af det maskineri, der er knyttet til det: Politi, jurister, psykologer m.fl. Samtidig fordrer afviklingen en holdningsændring i befolkningen til de kriminelle, kriminalitet og hele straffesystemet.

Hovedpunkter i Mathiesens handlingsplan er en løbende nedskæring i strafferammerne, en løbende afvikling af fængslerne, oplysningskampagner og modarbejdning af fængselssystemets ikke anerkendte funktioner som stigmatisering, kontrol m.m. Han foreslår desuden, at straffesystemet og politiet skal begynde at interessere sig mere for at yde offeret hjælp frem for at afstraffe lovovertræderen.

Følges afviklingen af fængslerne tillige op med en ned- og afkriminalisering, vil den naturligt medføre en afvikling af dele af politiet og dets funktioner. På basis af sin kriminologiske viden frygter Mathiesen ikke, at afviklingen af fængslerne og en efterfølgende (eller samtidig) afkriminalisering vil medføre nogen større stigning i den begåede kriminalitet. Forsvinder fængslerne, er de ikke med til at opretholde og skabe kriminalitet, og omvendt vil en nedkriminalisering f.eks. i stedet kunne skabe fokus på de former for kriminalitet, der har langt større samfundsmæssig betydning: Miljøforurening, økonomisk kriminalitet m.m.

Et sådant forslag kan synes som naivt idealistisk pladder. Hvorledes skulle nogen acceptere et sådant forslag i det politiske klima, der er i dag? Tør vi stole på, at vi ikke bliver overrendt af hærgende kriminelle, når de ikke længere har fængselstruslen hængende over hovedet?

Men hvad er alternativet? Vi kan endnu en gang reformere fængslet, og det bliver i så fald næppe sidste gang. Vi kunne f.eks. følge Horsens statsfængsels inspektør Jørgen Bangs vision om et moderne fængsel, der "skal indrettes efter de stik modsatte idealer af det gamle tugthus". Kodeordene for hans fængsel skal ikke være smerte, afkald og tavshed, men "åbenhed, motivation, støtte og individuel behandling".

Det kan ikke overraske, at Bang ønsker "at bryde den onde cirkel af ustandselige tilbagefald til kriminalitet, det såkaldte recidiv-problem (…) Skal vi ændre den kriminelle i fængslet, må vi konkret og håndfast gå ind med individuel motivation, uddannelse og behandling." Bang vil opbygge sit fængsel nærmest som landsby-miljøer, hvor en fanges familie kan bo sammen med ham i en periode, "alt sammen lyst og venligt i fremtoningen (…) Meningen er naturligvis, at den indsatte skal føle integritet, menneskeværd og ansvarlighed over for sit eget og enheden, dvs. oparbejde en selvbestemmelse, der gør, at han føler personlig motivation til at påtage sig opgaver og udføre dem ansvarsfuldt." (Ekstra Bladet, 31.7.99).

Hvor sympatisk denne vision end er sammenlignet med det nuværende fængsels parkeringshus og losseplads, er det dog spørgsmålet, om ikke "motivation" blot er det seneste led i den forbedringstankegang, der er en integreret del af "det fængselsagtige system"? Vil Bangs idé være andet end en ny mode inden for fængselsvæsenet, der blot tillemper fængslet efter de ændringer, der foregår i det omgivende samfund?

Rusche og Kirchheimer skrev i 1939, at "det nyttesløse i strenge straffe og grusom behandling kan bevises tusind gange, men så længe et samfund ikke er i stand til at løse de sociale problemer, vil undertrykkelse - den nemme løsning - altid blive accepteret. Den skaber illusionen om sikkerhed ved at skjule symptomerne på sociale problemer med et system af legale og moralske domme. Der er et paradoks i det faktum, at fremskridtene i menneskelig viden, har gjort problemerne omkring straffesystemet mere forståelige og mulige at løse end tidligere, men samtidig synes en grundlæggende revision af straffepolitikken fjernere i dag end nogen sinde før, på grund af straffepolitikkens funktionelle afhængighed af den givne sociale orden." (Citeret i Fra forbedringshus til parkeringshus, s. 211).

Der er intet nyt i fængslets umenneskelige behandling af en gruppe af samfundets borgere, men fængslet har fået lov til at bestå. Samtidig har fængslet påvirket samfundet, så fængselstankegangen også breder sig til vor dagligdag i form af myndigheders og virksomheders kontrol, disciplinering og overvågning. Denne "normalisering" af samfundet bekymrede i 1975 Foucault mere end fængslet: "I politisk perspektiv er spørgsmålet altså ikke om fengslets oppgave skal være å bedre de innsatte eller ikke. Spørsmålet er ikke om dommerne, pyskiaterne eller sosiologene skal ha mer å si i fengslet enn administratorene og fengselsbetjeningen. Spørsmålet er ikke engang om fengslet skal beholdes eller erstattes med noe annet. Problemet nå er snarere den store veksten av de normaliserende virkemidler, som gjør myndighetenes makt mer omfattende." (Overvågning og straf, s. 272).

Spørgsmålet i dag er ikke alene, om vi fortsat kan leve med at opretholde en institution, der under dække af forestillingen om at forbedre kriminelle og bekæmpe kriminalitet er med til at opretholde kriminaliteten som samfundsfænomen, samtidig med at den marginaliserer og undertrykker en del af befolkningen, men også hvor længe vi vil acceptere udviklingen imod et stadig mere fængselslignende samfund.

Vil vi fortsat acceptere forestillingen om, at fængslet kan reformeres?

Eller skal vi en gang for alle forsøge at hugge den gordiske knude over, tage fat om fængslets sociale rødder og med Albert Dam kræve: "Bort fra fængselsstraffene!"

Og fra dette udgangspunkt vaske tavlen ren og revurdere alle aspekter af forbrydelse og straf, krænkelse og hævn, på ny?

Udkast til forslag til Lov om fuldbyrdelse af straf m.v., Justitsministeriet, 1998 (findes på: http://www.jm.dk/forslag/jun17a99.html).

Trykt i Faklen, nr. 14.