I år er det 50 år siden, den første juridisk bindende menneskerettighedskonvention, nemlig den europæiske, blev underskrevet. Dette skal nok føre til skåltaler på de bonede gulve, men hvad er menneskerettighedernes nytte og funktion, når vi tager figenbladet af den nationale selvforherligelse som menneskerettighedernes fremmeste forkæmper?

Menneskerettighedernes historie er i høj grad historien om, hvordan samfundsgrupper har gjort oprør for at opnå egne privilegier, men ikke nødvendigvis har villet udstrække disse til alle andre.

Da Thomas Jefferson i den Amerikanske Uafhængighedserklæring formulerede fundamentet for de Forenede Staters løsrivelse fra England i 1776: »Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke,« var det underforstået, at disse rettigheder ikke gjaldt alle mennesker. De indfødte amerikanere, indianerne, og de slaver, der var blevet ført over Atlanterhavet fra Afrika, var ikke i samme grad mennesker som Jefferson og hans fæller.

På samme måde var det ikke alle franske mænd og kvinder, der i lige høj grad var omfattet af de menneskerettigheder, der blev formuleret i den Franske Nationalforsamlings erklæring om menneskerettighederne i 1789. En del kvinder følte således, at disse rettigheder alene var forbeholdt franskmænd, og en enkelt forsøgte selv at udforme en erklæring om kvindens rettigheder i 1791.

Tilsvarende begrænsninger er set igen og igen, når en ny samfundsgruppe har erobret magt i samfundet. Eksempelvis er en politisk rettighed som stemmeretten blevet indskrænket til at omfatte netop de samfundsgrupper, der i forvejen har sikret sig magt, og det er sjældent faldet i god jord, når også andre har villet påberåbe sig disse rettigheder.

På trods af den udvikling, der efter Anden Verdenskrig for alvor har bragt menneskerettighederne i fokus, er denne kamp fortsat i forskellige former. Det er tydeligvis svært for magthavere at afgive magt, hvorved menneskerettighederne enten forbliver kønne ord på et stykke papir eller i værste fald endnu et instrument til at undertrykke genstridige folkeslag og befolkningsgrupper.

Menneskerettighedernes opståen skal grundlæggende ses i forbindelse med opgøret med den rest af teokratisk og feudal magtopfattelse, der levede videre i enevælden. Her var magten gudgiven, autoriteten var »naturlig« i den forstand, at kongen havde den absolutte magt, Gud på sin side.

Over for denne, i nogle tilfælde vilkårlige, magt med dens religiøse intolerance og dens politiske og økonomiske afhængighed af andre samfundsklasser, sættes efterhånden i det 17. og især det 18. århundrede begreber som frihed og lighed. Den naturvidenskabelige revolution giver med sine naturlove et nyt syn på verden, der baner vejen for rationalismen. Hermed diskuteres også samfundets grundlag ud fra en rationalistisk synsvinkel, og man taler om naturret og samfundskontrakt. Man forestiller sig, at mennesker ved dannelsen af samfund har indgået en form for kontrakt, som oprindelig er bygget på de rettigheder og pligter, som må have været mellem menneskene i den naturtilstand, der gik forud for samfundet. Samfundet og dets magthavere må derfor sikre denne naturlige ret, og denne garanti af samfundsmedlemmernes pligter og rettigheder er samfundskontrakten, som magthaverne må overholde.

Disse overvejelser indgår dermed også i de idealer for samfund, der gør op med enevælden, dens standsopdeling og de privilegier, der er knyttet til stand og samfundsposition. Privilegierne skal derimod fordeles rationelt, og grundlæggende skal enhver have sikret sin naturlige ret. Af særlig betydning er her retten til liv, frihed og ejendom. Livet, friheden, ejendommen og privilegierne er hermed ikke længere en gave »fra oven«, men noget, man har, og noget, der skal beskyttes, f.eks. mod en enevældig regent. Derfor fokuseres der på de rettigheder, der kan beskytte det enkelte samfundsmedlems interesser imod magthaveres eller andres magt.

Thomas Jefferson udtrykker da også om sit folk, der vil løsrive sig fra den engelske krone, at de er »a free people claiming their rights as derived from the laws of nature and not as the gift of their Chief Magistrate«. De påkalder sig deres naturlige rettigheder for at gøre oprør mod suverænen, og tidens idealer om samfundet og dets rettigheder kommer via Thomas Paine og Jefferson til udtryk i den Amerikanske Uafhængighedserklæring.

De naturlige rettigheder er her noget, man altid er i besiddelse af. De er »selvindlysende«, som det hedder i erklæringen, hvor det stipuleres, »at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke«. En statsmagt, en regering, er derimod noget sekundært, indsat af menneskene, og kan derfor til enhver tid omstyrtes for at sikre de gudgivne og umistelige rettigheder. Det hedder derfor i erklæringen, at »regeringsstyret er indrettet blandt menneskene for at sikre disse rettigheder og henter sin sande myndighed fra de styredes samtykke; at når som helst nogen styreform virker ødelæggende for disse formål, har folket ret til at ændre eller afskaffe den og til at indrette et nyt styre og grundlægge det på sådanne principper og ordne dets myndighed i en sådan form, som synes dem rimeligst vil kunne bringe dem sikkerhed og lykke«.

Man kan nærmest opfatte retten til at omvælte regeringen som endnu en naturlig rettighed, for regeringsmagtens fundament og berettigelse er, at den sikrer samfundsmedlemmernes rettigheder. Men naturligvis vælter man ikke en regering for en bagatel, og det gøres derfor også klart, at »forsigtighed vil naturligt påbyde, at styreformer, der har været længe i kraft, ikke bør omskiftes af lette og flygtige grunde: Al erfaring har da også vist, at menneskeheden er mere tilbøjelig til at tåle, så længe onderne er tålelige, end til at skaffe sig selv ret ved at fjerne de former, de er vænnede til. Men når en lang række misbrug og overgreb, der ufravigelig forfølger det samme mål, bevisliggør en plan om at tvinge dem under absolut despoti, er det deres ret, er det deres pligt at kaste et sådant styre fra sig og skaffe nyt værn for deres fremtidige sikkerhed.«

Den utvetydige erklæring af retten til at gøre op med undertrykkelse og despoti, som kommer til udtryk i uafhængighedserklæringen, og hvis bolde stil unægtelig skal ses på baggrund af den igangværende frihedskrig, var ikke overraskende en inspirationskilde for de grupper, der gennemførte den franske revolution et årti senere.

Den franske nationalforsamlings erklæring om menneskerettighederne sikrer da også retten til »modstand mod undertrykkelse« som en af de »naturlige og umistelige rettigheder«, der også omfatter frihed, ejendomsret og sikkerhed. I det hele taget kan den politiske myndighed kun udøves, hvis den »udtrykkelig stammer fra folket«, og »loven har kun ret til at forbyde de handlinger, som er skadelige for samfundet«.

»Den eneste grund til landenes ulykker og regeringernes fordærvelse« er ifølge erklæringen netop, at menneskerettighederne er blevet ignoreret på grund af uvidenhed, forglemmelse eller foragt. Rettighedernes status er nemlig her ikke blot »selvindlysende«, som hos Jefferson, men de er »naturlige, umistelige, uforanderlige og hellige«.

Erklæringen skal derfor også sikre, at alle samfundets medlemmer altid skal huske på deres rettigheder og pligter. På den måde kan man til stadighed sammenligne den lovgivende og den udøvende magts handlinger med rettighederne. I praksis opstillede man derfor tavler med erklæringen på offentlige pladser rundt om i Frankrig, så alle havde adgang til dem.

Rettighederne skulle således angiveligt gælde »ethvert menneske og enhver borger«, som fødes, og forbliver lige i deres rettigheder. Retten til frihed består i »at gøre alt, som ikke skader nogen anden«, og der er derfor ingen anden grænse for udøvelsen af ens rettigheder end »dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder«, og »disse grænser kan kun bestemmes ved loven«.

Visse undtagelser er der dog også i rettighederne, når almenvellet tages i betragtning. Så selv om ejendomsretten er »en ukrænkelig og hellig ret«, kan den alligevel mod erstatning berøves en borger, når et lovformeligt »tvingende hensyn til statens vel« kræver det. Endvidere kan sociale forskelle i rettighederne kun »begrundes med hensynet til det almene vel«.

Erklæringen garanterer ytringsfrihed under ansvar, samt menings og religionsfrihed, så længe den ikke »forstyrrer den offentlige orden, som er fastsat ved loven«. Der skal være lighed for loven, både når det gælder straf og beskyttelse, og når det gælder udformningen af loven.

Det anføres, at »ethvert menneske skal anses for uskyldigt, indtil han er blevet erklæret for skyldig«, og man skal derfor ikke bruge unødvendig hårdhed for at sikre sig hans person ved en arrestation. Vilkårlige arrestationer og anklager tillades heller ikke, og love kan ikke udstedes med tilbagevirkende kraft, og kun straffe, som er »strengt fornødne«, må fastsættes.

Skønt menneskerettighederne altså har forrang for den specifikke regering, er statsmagten dog nødvendig for at hævde rettighederne. Omvendt vil man ikke anerkende et samfund, hvor menneskerettighederne ikke er sikret: »Hævdelsen af menneske og borgerrettighederne nødvendiggør en statsmagt; denne myndighed er da oprettet til gavn for alle og ikke til særlig gavn for dem, hvem den er betroet. Et samfund, hvor ikke hævdelsen af menneskerettighederne er sikret, og ikke statsmyndighedernes deling fastslået, har ingen forfatning.«

I praksis var der i mange tilfælde mere tale om en erklæring end om, at dens principper blev efterlevet til punkt og prikke. Som nævnt var der kvinder, der – med rette – følte, at de ikke havde adgang til disse rettigheder i samme grad som mænd. Marie Gouze forfattede derfor i 1791 en erklæring om kvindens rettigheder, hvor det bl.a. hedder, at »kvinden fødes fri og er manden lige i rettigheder. Social forskel kan kun være begrundet i almenvellet (…) Al magts oprindelse ligger helt og holdent hos folket, som ikke er andet end mand og kvinde i forening (…) Udøvelsen af kvindens naturlige rettigheder har altså ikke andre begrænsninger end den vedvarende undertrykkelse, manden udsætter hende for. Disse begrænsninger skal fjernes med fornuftens og naturens lov.« (Den franske revolution, s. 3941). Hendes erklæring havde dog ikke den store betydning, for der var ikke så meget gehør for at ophæve forskelsbehandlingen mænd og kvinder imellem.

»Al magts oprindelse ligger helt og holdent hos folket.« Overvejelserne om samfundskontrakten og forholdet mellem den naturlige ret og statsmagten leder frem til de demokratiske strømninger. Som Abraham Lincoln formulerede det i 1863: »Government of the people, by the people, and for the people,« men hvilket folk?

Antikkens athenske demokrati udstrakte sig kun til frie mænd, mens kvinder og slaver ikke deltog i byens folkestyre. Dette kan man naturligvis kritisere, men det var efter tidens sædvane. Tilsvarende var det i overensstemmelse med sædvanen, at man nok indskrev borger og frihedsrettigheder i de forfatninger, der fulgte på de borgerlige omvæltninger rundt om i Europa i det 19. århundrede, men at den reelle magt blev på et mindretals hænder. »Menneskene« og »borgerne« var i hvert fald ikke lige, når det gjaldt alle rettigheder, f.eks. retten til at deltage i folkestyret via stemmeretten. Først i 1915 fik tjenestefolk og kvinder valgret i Danmark, og selv i sin seneste form fra 1953 indeholder den danske grundlov muligheden for at udelukke visse borgere fra valgretten. Det fordres, at man er myndig og ikke umyndiggjort, men endvidere, at »det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret«.

Især fattige, der har været afhængige af offentlig forsorg, har haft begrænsede rettigheder. Indtil gennemførelsen af loven om offentlig forsorg i 1961 kunne danskere, der ikke blev anset for »værdigt trængende«, blive frataget deres borgerlige rettigheder, f.eks. hvis de ikke var arbejdssøgende eller var alkoholikere eller sociale afvigere.

Baggrunden for menneskerettighedernes centrale rolle i dag hænger nøje sammen med de to verdenskrige og en række andre forhold i international politik i den første halvdel af det 20. århundrede.

Første verdenskrig bragte ønsket om det, USAs præsident Woodrow Wilson i 1918 kaldte »a general association of nations«, på bane. Et forbund af nationer, der gensidigt kunne garantere staters uafhængighed og territoriale integritet. Med et sådant forbund kunne der fokuseres på folkeret frem for på magt, og en overstatslig retsorden kunne gennemføres for at forhindre fremtidige krige.

Wilson pressede selv på for at realisere ideen som en del af fredsaftalen efter første verdenskrig, men USA blev dog ikke medlem af det folkeforbund, der blev stiftet i 1920. I det hele taget havde Folkeforbundet svært ved at opnå den opbakning, det havde brug for.

Menneskerettighederne var ikke på dagsordenen i Folkeforbundet. Der skulle endnu en verdenskrig til, for at de blev en integreret del af Folkeforbundets afløser, de Forenede Nationer.

Anden Verdenskrigs krigshandlinger mod civile, udrensning, koncentrations og dødslejre og behandling af krigsfanger, gjorde det klart, at individet havde brug for at være subjekt i en overstatslig retsorden. Et forbund skulle således ikke blot kunne tage sig af stridigheder mellem stater, men også tage del i beskyttelsen af et lands borgere mod dets egen regerings love og handlinger.

Nürnberglovene var her et slående eksempel på en lovgivning, som måtte stride mod principperne for en sådan international retsorden. Tilsvarende med andre former for racediskrimination, vilkårlig forfølgelse, tortur, indespærring, massakre og folkemord, som det ikke havde skortet på under Anden Verdenskrig.

En sådan retsorden var også nødig, da de allierede i 194546 gennemførte Nürnbergprocessen mod topfolk inden for Nazityskland, ikke blot for brud på internationale aftaler og krigens skrevne og uskrevne love, men også for det, man kaldte forbrydelser mod menneskeheden. En sådan proces savnede præcedens, om end den muligvis kunne siges at være moralsk retfærdiggjort. Men med dannelsen af de Forenede Nationer i 1945 var det hensigten at etablere en retsorden, så det juridiske grundlag siden hen ville være på plads.

Menneskerettighederne indtager derfor en central rolle i FNs charter, hvor det hedder: »WE THE PEOPLES OF THE UNITED STATES DETERMINED … to reaffirm faith in fundamental human rights, in the dignity and worth of the human person, in the equal rights of men and women and of nations large and small …« Konkretiseringen af disse grundlæggende menneskerettigheder blev overladt til en kommission i 1946, der først skulle komme med en programerklæring, derefter udarbejde juridisk bindende konventioner og endelig opbygge et kontrol og klagesystem.

Programerklæringen blev udformet som Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948. Her angives baggrunden for erklæringen: »Grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden« er »anerkendelse af den i mennesket boende værdighed og de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie.« Tilsidesættelsen af menneskerettighederne har derimod »ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed«. Men »folkenes højeste mål« er »skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale og trosfrihed og frihed for frygt og nød«. Menneskerettighederne må »beskyttes af loven«, så det ikke skal være nødvendigt at »gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse«.

Det hedder her, at »medlemsstaterne har forpligtet sig til i samarbejde med De Forenede Nationer at arbejde for fremme af almindelig respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder«. »Ethvert menneske og ethvert samfundsorgan« skal »stedse med denne erklæring for øje (…) stræbe efter gennem undervisning og opdragelse at fremme respekt for disse rettigheder …«

De første to tredjedele af verdenserklæringen vedrører hovedsagelig de klassiske frihedsrettigheder: Retten til liv, frihed og personlig sikkerhed. Lighed for loven. Frihed fra vilkårlig anholdelse. Adgang til uafhængig og upartisk domstol. At man er uskyldig, indtil skylden er godtgjort i henhold til lov ved offentlig retshandling. Bevægelsesfrihed. Ejendomsret. Tanke, samvittigheds og religionsfrihed. Menings og ytringsfrihed. Forsamlingsfrihed. Ret til at deltage i samfundets styre. Ret til at gifte sig og stifte familie.

Hertil hører også frihedsrettigheder, der med anden verdenskrig har fået ny betydning: Frihed fra slaveri og trældom, fra tortur, umenneskelig og vanærende behandling. Retten til at søge asyl og retten til en nationalitet.

Herefter følger en mindre gruppe af andre rettigheder, der ikke blot skal sikre individet mod staten, men også sikre ham eller hende visse sociale og økonomiske vilkår: Retten til social tryghed, arbejde, fritid, levefod, undervisning, deltagelse i det kulturelle liv m.m.

Verdenserklæringen binder altså ikke de underskrivende nationer juridisk til at overholde de anførte rettigheder. Faktisk viste det sig problemfyldt at udforme juridisk bindende konventioner, men disse problemer afslørede også nye dimensioner i menneskerettighedsbegrebet.

Sovjetunionen, de østeuropæiske lande og en række såkaldte tredjeverdenslande havde nemlig en opfattelse af menneskerettighederne, der divergerede fra den vestlige fokus på de liberalistisk orienterede frihedsrettigheder, der dominerede Verdenserklæringen.

At netop disse rettigheder var fremherskende i Verdenserklæringen, er en naturlig følge af, at FN fra starten i modsætning til Folkeforbundet, der i princippet ligestillede medlemsstaterne, afspejlede de stormagtsforhold, der var et resultat af Anden Verdenskrig. Eftersom det især var USA, der pressede på for at få udarbejdet FNpagten i 194445, blev FN følgelig stærkt præget af den vestlige opfattelse af individets rettigheder. En opfattelse, der netop havde sine historiske rødder i de tre stormagter USA, England og Frankrig.

Sovjetunionen og andre østlande lagde derimod vægt på mere sociale og økonomiske rettigheder, såsom retten til mad, uddannelse, arbejde og lægehjælp. Rettigheder, der i højere grad afspejlede, hvad disse samfund anså for vigtigere end f.eks. ejendomsretten, der er en af hjørnestene i den liberalistiskkapitalistiske tankegang.

Denne forskelligartede opfattelse af menneskerettigheder inspirerede den franske jurist Karel Vasak til at tale om menneskerettighedernes generationer. Hans opdeling er ikke uden problemer, men den kan fungere som en anskueliggørelse af forskellige opfattelser af menneskerettighedsbegrebet.

Vasak knytter til hver af de tre første generationer et af begreberne fra den franske revolutions motto: »Liberté, égalité, fraternité«, frihed, lighed og broderskab.

Den første generation, liberté, fokuserer på de mere individualistiske rettigheder, de borgerlige og politiske rettigheder, der skal beskytte individet mod statsmagten. Det er retten til liv, frihed, ejendomsret, frihed fra diskrimination og andre af de rettigheder, der blev fokuseret på i det 18. og 19. århundrede. De udgjorde også hovedparten af Verdenserklæringen fra 1948.

Den anden generation, égalité, fokuserer på de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der kollektivt sikrer hver borger del i et samfundsgode, f.eks. en levestandard, social tryghed, uddannelse, arbejde. Hvor den første generations rettigheder kan muliggøre, at et menneske opnår disse goder, er der ingen garanti for dem. Andengenerationsrettighederne skal derimod sikre borgerne dette minimum af social tryghed og mulighed for reelt at udvikle sig inden for et samfund. Det er disse rettigheder, som især socialistiske lande og lande i den såkaldte tredje verden lægger vægt på. Karakteristisk nok udgør de kun en lille del af Verdenserklæringen. I modsætning til førstegenerationsrettighederne er de også vanskeligere at gøre juridisk bindende i praksis.

Endelig indeholder den tredje generation, fraternité, de såkaldte solidariske rettigheder, der afspejler den stadig voksende grad af global vekselvirkning. Det er rettigheder til selvbestemmelse, udvikling og deltagelse i et globalt samfund. Disse er først relativt sent kommet frem i menneskeretten, og der er da også kun én artikel i Verdenserklæringen, der falder ind under denne kategori: »Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldt ud kan virkeliggøres.«

Inddelingen i generationer afspejler ikke en prioritering. Anden og tredjegenerationsrettigheder kan nemlig være forudsætningen for, at førstegenerationsrettighederne har et reelt indhold. For hvad er selv friheden værd, hvis man ikke har tag over hovedet, mad til at føde sig med eller lægemidler til at afhjælpe sygdom? Som den brasilianske biskop Helder Camara har udtrykt det: »Frihed er en tom frase for dem, som lever i en bolig, man ikke vil kalde et hus, for dem, som ikke har mad eller klæder, og som ikke har den mindste mulighed for uddannelse eller arbejde.« (Retten til at være menneske, s. 28).

Friheden til udfoldelsen for liberalismens homo faber lå da også menneskerettighedernes oprindelige fædre mere på sinde end at sikre de svageste en minimal levestandard. Men når så stadig flere befolkningsgrupper og individer rundt om i lande med forskelligartede kulturer og traditioner tager menneskerettighederne til sig og indarbejder dem i deres politiske dagligdag, bliver det åbenbart, at der til den første generations frihedsrettigheder må tilføjes anden generations økonomiske og sociale rettigheder. Opdelingen i generationer afspejler dermed menneskerettighedsbegrebets stigende overskridelse af sociale, nationale og kulturelle skel.

Først efter dannelsen af FN udbredes menneskerettighederne for alvor til nationer og folkefærd i de såkaldte tredjeverdenslande, og disse landes indfødte befolkninger har ikke overraskende ofte et tankesæt, der er i modstrid med den opfattelse af menneskeretten, som var fremherskende hos de store kolonimagter, som forbeholdt menneskerettighederne eliten af »rigtige«, »udviklede«, »civiliserede« og »frie« mennesker.

Så snart menneskerettighedsbegrebet således gribes af oprindelige folk i tredjeverdenslande eller af folk med et andet ideologisk grundlag end den vestlige liberalisme, bliver det tydeligt, at den vestlige menneskerettighedsopfattelse ikke blot kommer til kort over for sådanne folk, men også at den i mange tilfælde fungerer som endnu et undertrykkelsesinstrument.

Derfor kan den megen snak om menneskerettigheder i vesten se ganske anderledes ud med ikkevestlige og ikkehvide øjne. Leonard Martin, der er født i Sydafrika, men har boet i Danmark siden 1978, skriver f.eks. i en artikel med titlen »Endnu hvidere rettigheder – menneskerettighederne set fra den såkaldte tredje verden«, at »det, der i efterkrigstidens humanitære idiom er blevet kendt som menneskerettighederne, og som er af overordentlig stor betydning for den vesteuropæiske selvforherligelse, tager sig helt anderledes ud, når scenen skifter, og det hele ses fra de kolonialt udbyttedes synspunkt. For kun hvis man virkelig begrænser sin horisont – og dermed implicit henleder opmærksomheden på sin egen partikularitet – kan man hævde, at menneskerettighederne er universelt gyldige.« (Menneskerettigheder filosofisk, juridisk, historisk, politisk, s. 103).

Han påpeger som »et faktum, man ikke kan tænke væk, at menneskerettighederne udvikles parallelt, næsten hånd i hånd med den intensiverede slavegørelse, der også er resultatet af den franske revolution og den moderne nationalstatskapitalisme«, og fortsætter: »Det har altid været tydeligt for de kolonialt undertrykte, og især for afrikanerne, at den kolonialistiske kapitalisme, der druknede millioner af afrikanske slaver i blod til lyden af både protestantiske og katolske missionærers salmesang, ikke havde den fjerneste agtelse for dét, der var menneskeligt uden for de europæiske hierarkiske tankebygninger. Netop dette er kernen i erfaringerne fra de antikoloniale og antiimperialistiske kampe; disse gentagne erfaringer har materialiseret sig i de kolonialt undertryktes dybe foragt for den eurocentriske opfattelse af humanitet og menneskeret – det vil sige humanitet som vestlig, hvid humanitet, civilisation som vestlig, hvid civilisation, historie som vestlig, hvid historie. For netop sådan har Vesteuropa villet tage patent på det menneskelige. Det har forsøgt at tilrane sig monopol på den menneskelige dimension, men kun for at vende sig imod den uden for Europa.«

Næppe noget eksempel på denne hvide humanitet som menneskerettighedernes grundlag er tydeligere end USA, landet med de »selvindlysende« rettigheder, der inspirerede til menneskerettighedserklæringen fra 1789. Det var frihed for det hvide menneske, lighed for det hvide menneske og broderskab mellem hvide mennesker. Frihed, lighed og broderskab udstraktes i hvert fald ikke til afrikanere, der blev solgt som slaver, eller til de indfødte, der fik ringere og ringere kår. Som Martin skriver: »Den nationalstat, der er med til at skabe forudsætningen for Vestens historiske fremskridt materielt som kulturelt, er således på samme tid symbolet for og praktisk redskab i den fortsatte og intensiverede slavelig og umenneskeliggørelse af det afrikanske kontinent.«

Man kunne fortsætte med at påpege, at den nationalstat, der om nogen har promoveret menneskerettigheder og the free pursuit of happiness, og hvis fødsel for lidt over to hundrede år siden foregik ved en revolutionær uafhængighedskrig, i dag fortsætter med at modarbejde andre folks uafhængighedskampe og at holde folk nede for at fremme egeninteresser.

Men monopoliseringen af menneskets natur hører naturligvis ikke alene hjemme blandt liberalister, men har i videre udstrækning rødder i den kristne intolerance og missioneren, som er gået hånd i hånd med kolonisering og imperialisme. Den sovjetiske tanke om at skabe en homo sovjeticus må også ses som beslægtet hermed. Det kommunistiske parti vidste nemlig ifølge Lenin, hvad der var folkets »sande interesser«.

At opfattelsen af ret bærer præg af en kulturel og ideologisk tendens, behøver man ikke gå længere end til det almindelige borgerlige retssystem for at bemærke. I særdeleshed når det gælder straffesystemet, der har en markant social slagside. Den borgerlige straffelov slår således hårdt ned på den, der krænker ejendomsretten, hvilket nødvendigvis især vil ramme fattige og besiddelsesløse, der kan se sig nødsaget til at begå tyveri for at opretholde et minimum af levestandard.

Omvendt vil den velbjærgede og ressourcestærke borger i langt højere grad have adgang til at begå kriminalitet, der ikke beriger sig på et andet individs bekostning, men som til gengæld sker på bekostning af samfundet som helhed. Det gælder f.eks. spekulation i huller i skattelovgivningen eller i brud på andre former for lovgivning, f.eks. miljølovgivning, der sjældent giver alvorlige straffe. I kraft af formue og ressourcer kan sådanne f.eks. også se sit snit til at flytte til et andet land eller på anden måde undfly en straf.

Den velstillede og formuende vil i reglen også være bedre stillet, når det gælder om at bevare og øge sin økonomiske formåen og magt, mens det er vanskeligere for den, der sidder hårdt i det, at opnå fordelagtige lån, hyre revisorer, jurister og andre rådgivere. Der er således indbygget en selvforstærkende effekt i den sociale skævhed, og intet taler for, at denne skævhed mindskes, selv om en række organer og organisationer gør det nemmere for »manden på gaden« at klage over firmaer og myndigheder.

Som Ole Krarup har udtrykt det: »Selve privatrettens grundlæggende regelsystem – privat ejendomsret og kontraktfrihed bevirker, med evangeliets ord, at ’den der har, skal gives mere, og han skal have til overflod; men den som kun har lidt, fra ham skal det lidt han har, tages.’« (Den juridiske virksomhed, s. 84).

Under alle omstændigheder er det ikke blot således, at der ofte socialt er stor forskel på adgangen til at benytte f.eks. ytringsfriheden, men også at nytten af denne frihedsrettighed er uhyre begrænset for den, der hverken har tag over hovedet eller mad på bordet. Førstegenerationsrettigheder sikrer med andre ord ikke et mere socialt retfærdigt samfund.

Denne problematik bliver ikke mindre, når man tager skævheden mellem de økonomisk stærke stater i især Vesten på den ene side og fattige tredjeverdenslande på den anden i betragtning. Det er således ulige nemmere for de første at påtvinge de sidste krav og egeninteresser, når der viftes med den uanselige, men ofte livsvigtige gulerod, der kaldes bistand. Et af de centrale krav, der i reglen stilles til disse stater, er assimileringen af visse vestlige ideer, når det gælder styret af et samfund, herunder parlamentarisk demokrati og menneskerettigheder efter vestligt forbillede.

Indførelsen af et vestligt orienteret politisk system vil til gengæld være løftestang for de vestlige erhvervs og sikkerhedsinteresser, hvilket i den standende verdensorden primært vil sige udbredelsen af »markedet«, og det er ikke nødvendigvis til gavn for befolkningen. I nogle tilfælde overtages hovedparten af bistanden af en rig overklasse, og i andre er de påtvungne krav og tilbud ude af trit med det enkelte lands behov, kultur og traditioner.

At de vestlige egeninteresser er centrale, blev der ikke lagt skjul på i udviklingsbistandens barndom. Præsident Truman sagde i en tale i 1949, at »udviklingsbistand er det vigtigste instrument i USAs udenrigspolitik. Det er omhyggeligt skræddersyet til at fremme amerikanske interesser i enhver unik landesituation.« (Realpolitik og udviklingsbistand, s. 12).

Bistanden til og politikken over for såkaldte tredjeverdens eller ulande kan fortsat være svær at skelne fra strategiskpolitiske hensyn og erhvervsinteresser. Danmark har således i sin bistandspolitik lagt væsentlig vægt på, at man via en bilateral bistand kan sikre dansk erhvervslivs interesser, hvorved typisk omkring halvdelen af den danske bistand i realiteten havner hos det danske erhvervsliv, der fungerer som konsulenter og entreprenører for de dansk støttede bistandsprojekter. Denne returprocent var i 1997 ifølge Danidas årsberetning på 55%.

At det alligevel kan være svært med pisk og belønning at gennemtrumfe krav om ændringer af styreform og overholdelse af menneskerettigheder, ja, om overhovedet at opnå en consensus om, hvad demokrati og menneskerettigheder er, erkendes til gengæld også af og til. Således udtalte daværende udviklingsminister Poul Nielson i 1996 den vurdering om Afrika, at ud over »folkelig deltagelse og åbenhed i beslutningsprocessen … må vi nok være indstillet på at leve med en vis mangfoldighed med hensyn til indretningen af de politiske systemer. Det gælder også spørgsmålet om flerpartisystemer.« (Kronik i Berlingske Tidende citeret i Ulandene i det internationale system, s. 75). Alligevel truer man fortsat til tider med at fratage lande deres bistand, hvis de ikke makker ret, når det gælder indførelsen af et vestligt orienteret demokrati.

Juridisk bindende konventioner kræver som nævnt ikke blot, at man får konkretiseret det juridiske indhold i konventionernes artikler, men også at man bygger bro over forskellige retsopfattelser og det indhold, forskellige folkefærd, kulturer og traditioner lægger i retsbegreberne. Den første konvention, der blev underskrevet, var derfor en konvention, der alene gjaldt en række europæiske lande med en relativt fælles retsopfattelse knyttet til de traditionelle frihedsrettigheder: Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev underskrevet i Rom i 1950.

Fordi de underskrivende europæiske lande havde en tilpas høj grad af consensus om de frihedsrettigheder, der indgik i den, kunne den også være mere vidtgående inden for rammerne af den traditionelle vestlige menneskerettighedsopfattelse, end mange andre ikkeeuropæiske lande kunne gå med til. Konventionen indeholdt derfor også nedsættelsen af en kommission og en domstol, der som noget folkeretligt nyt kunne agere overstatslig myndighed for nationer og for individer i de nationer, der anerkendte denne myndighed. Modstanden var dog så stor fra en del lande, at kun i de lande, der har tilsluttet sig denne ret, kan et individ indklage sit land for domstolen.

Overgangen fra Verdenserklæringens målsætning til et juridisk bindende dokument afspejler sig dels i, at man ikke kunne medtage alle Verdenserklæringens artikler, og dels i, at man måtte anføre en række undtagelser for de enkelte menneskerettigheder. Undtagelser, hvor hensynet til almenvellet, andres rettigheder og pligter eller til status quo må gå forud for den brede fortolkning af menneskerettighederne.

Dette er der for så vidt ikke noget bekymrende i. Et individs fri selvudfoldelse krænkes naturligvis, hvis han eller hun bliver anholdt af politiet og eventuelt idømt en straf i henhold til lovgivningen, men de fleste vil nok acceptere denne »krænkelse«, fordi den er i almenvellets interesse. Den oprindelige tanke var jo, at statsmagtens berettigelse ene og alene er opretholdelsen af den gensidige respekt for rettighederne, og dette kan eksempelvis foregå i form af anholdelser og straf. Hvor grænsen går, er så et følsomt spørgsmål, som f.eks. når konventionen også tillader at undtage retten til frihed og personlig sikkerhed, når det gælder lovlig forvaring »for at hindre spredning af smitsomme personer« eller af »personer, der er mentalt abnorme, drankere, narkomaner eller vagabonder«.

Der er i al fald tilfælde, hvor man kan diskutere etikken eller den grad af elasticitet, der er indlagt i sådanne undtagelser. Eksempelvis kan man sagtens hævde, at et retssystem, der kan idømme dødsstraf, er i modstrid med en af de mest fundamentale menneskerettigheder, nemlig retten til livet. I den europæiske konvention vælger man dog at acceptere status quo ved at tillade en domstol i overensstemmelse med gældende lovgivning at idømme dødsstraf. Tilsvarende accepteres berøvelse af livet, når det sker »for at forsvare nogen mod retsstridig overlast«, »for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig forvaring« og »i retmæssig foretagen undertrykkelse af fredsforstyrrende optøjer eller opstand«. Og det accepteres også, når det er »en følge af lovlige krigshandlinger«.

Artiklen om retten til »respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance« fremstår derimod som en ren og skær gummiparagraf, når undtagelsen fra denne ret accepteres, »for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed«.

Også ytringsfriheden er omgærdet af en del undtagelser, idet den kan »underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed«.

Tilsvarende kan forenings og forsamlingsfriheden pålægges begrænsninger, »som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder«.

Det er svært at komme uden om, at der sker en udhuling af de høje idealer fra menneskerettighederne, når de skal skæres til, så de bliver juridisk bindende for en række lande, der næppe kan forventes at ændre meget på status quo for at leve op til dem.

I 1952 vedtog FNs generalforsamling, at rettighederne fra Verdenserklæringen skulle inddeles i to: Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Først i 1966, 18 år efter Verdenserklæringen, kunne konventionerne vedtages.

Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder omfatter ethvert folks selvbestemmelsesret, kønslig ligestilling, retten til arbejde, som staterne skal arbejde for at muliggøre, retten til at nyde retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og retten til at danne fagforeninger. Her stadfæstes retten til social forsorg, og at det er en fundamental ret at undgå sult. Tilsvarende har hvert menneske ret til en levefod, som er »tilstrækkelig for det selv og dets familie, herunder tilstrækkelig føde, klæder og bolig og til fortsat forbedring af levestandarden«. Hvert menneske har endvidere ret til at nyde »den højst opnåelige fysiske og mentale sundhed«, ret til undervisning, »tvungen grundskoleundervisning uden vederlag«, ret til deltagelse i det kulturelle liv m.v.

De underskrivende nationer tilslutter sig visse overordnede strategier for at muliggøre disse rettigheder, for det er indlysende, at det kræver en målrettet indsats f.eks. at opnå, at ingen skal være nødt til at gå sulten i seng. Men selv dette tilsyneladende banale mål har langtfra kunnet realiseres, selv om relativt begrænsede omfordelinger af ressourcer skulle kunne føre verden tættere på dette det mest basale humanitære og humanistiske mål. Andre hensyn vejer tilsyneladende tungere, og det samme gælder realiseringen af langt de fleste punkter i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder anerkender alle folkeslags selvbestemmelsesret og tager højde for undtagelser i forbindelse med nødstilstand. Den er ikke i samme grad som den europæiske menneskerettighedskonvention præget af undtagelser, selv om den på samme vis undtager de indgreb, der må formodes at tilgodese almenvellet. Eksempelvis er der ikke angivet andre begrænsninger end netop vilkårlighed og ulovlighed i artiklen: »Ingen må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privatliv eller familieliv, sit hjem eller sin brevveksling, eller for ulovlige angreb på sin ære og sit omdømme.«

I konventionen hedder det, at »ethvert menneske har en iboende ret til livet«, som skal beskyttes ved lov. Dødsstraffen skal derfor begrænses til de forbrydelser, der ifølge den gældende lovgivning er mest grove, og den dødsdømte skal kunne søge benådning eller forvandling af straffen. Tortur, slaveri og slavehandel er forbudt.

Hvert menneske har ret til tankefrihed, samvittighedsfrihed og religionsfrihed. Ytringsfriheden »medfører særlige forpligtelser og et særligt ansvar«, hvorfor den kan undergives lovlige begrænsninger, der er nødvendige for »respekten af andres rettigheder og omdømme«, »beskyttelsen af statens sikkerhed eller den offentlige orden« samt »den offentlige sundhed eller sædelighed«. Det kræves endvidere, at »enhver krigspropaganda skal forbydes ved lov«.

Kontrollen med gennemførelsen og overholdelsen af konventioner sker via en række FNorganer, heriblandt FNs menneskerettighedskommission, der foretager undersøgelser af mulige krænkelser af menneskerettighederne, kommer med anbefalinger og udarbejder udkast til nye konventioner. Også ganske mange græsrodsorganisationer beskæftiger sig med krænkelser af menneskerettighederne. Her er Amnesty International en af de mest fremtrædende. Amnesty International har siden stiftelsen i 1961 kæmpet for amnesti og bedre forhold for personer, der er fængslet på grund af deres politiske eller religiøse holdninger, og fungerer i dag som rådgiver for FN.

De seneste årtier er der kommet nye konventioner til, heriblandt især FNs konvention om barnets rettigheder, der blev underskrevet i 1989, foruden konventioner mod diskrimination af kvinder, mod tortur m.m. Efter alt at dømme er menneskerettighederne også på vej ind i EUs grundlag. Det har således været diskuteret, om et egentligt menneskerettighedscharter skulle indskrives i en ny EUtraktat. Indtil videre tegner det til, at denne juridiske binding udsættes til et senere tidspunkt, mens charteret indtil da blot får status som et højtideligt politisk dokument. En udvikling, statsminister Poul Nyrup Rasmussen har hilst velkommen (Berlingske Tidende, 20.6.00).

At han gør det, skyldes ikke blot hensynet til den EUkritiske del af den danske befolkning, men det er også endnu et eksempel på den danske regerings dobbeltmoralske tilgang til menneskerettighederne. At Danmark nærmest pr. definition anses for en af menneskerettighedernes fremmeste forkæmpere, og at det ikke huer nogen dansk regering at få stillet skarpt på sine egne menneskerettighedskrænkelser, demonstrerer blot, at menneskerettighederne også for Danmark er et magtmiddel.

Naturligvis er det et fortolkningsspørgsmål, når det gælder krænkelser af menneskerettighedskonventionerne, men et land, der under skåltaler gerne ser sig som eliten blandt forkæmpere for menneskerettighederne, burde ikke være smålig i fortolkningen af disse rettigheder. Således er ikke blot tendensen, men også praksis på flygtninge og udlændingeområdet, at den mest minimale fortolkning af de tiltrådte konventioner tilstræbes. I tilfældet med udvisningen af kriminelle indvandrere har man endda overladt det til domstolene at fortolke, hvor grænsen mellem gældende dansk lovgivning og menneskerettighedskonventionerne går.

På den måde risikerer menneskerettighederne at udvikle sig til en modstander, hvorved de alene bliver en juridisk forpligtelse, mens ånden i menneskerettighedsbegrebet og erindringen om de aktuelle menneskerettigheders historiske baggrund glemmes i øjeblikkets politiske enkeltsager.

I andre tilfælde bliver menneskerettighederne i betænkelig grad blot den glasur, der maskerer stormagters og alliancers politiske interesser, som det er svært at komme udenom i forbindelse med en række af de såkaldte humanitære interventioner, der med Kosovokrigen truer med at blive fremtidens dagsorden. At menneskerettighedsforkæmperne selv, og ikke mindst USA, har alvorlige problemer med at overholde menneskerettighedskonventionerne, fortoner sig dog bag den propaganda, som endnu engang viser, at menneskerettighederne alt for ofte er et dække for at erobre og konsolidere magt for nogle på bekostning af andre.

Der er intet nyt i kritikken af menneskerettighederne. De fundamentale problemstillinger om menneskerettighedernes grundlag og deres bundethed til et historisk, kulturelt og ideologisk udgangspunkt blev tidligt fremhævet. I det hele taget blev natur eller menneskeretten tidligt udsat for kritik. Det blev påpeget, at man blot havde erstattet én absolut magt, kongen eller Gud om man vil, med en anden absolut, Naturen og dens »eviggyldige«, »selvindlysende«, »ukrænkelige« og »hellige« rettigheder, og hvad der er selvindlysende og helligt for én kultur, ideologi eller tid, behøver naturligvis ikke være det for en anden.

Det naturbegreb, der lå til grund for de »naturlige« rettigheder, blev anklaget for at være »retorisk nonsens« og metafysik, der var for abstrakt til at danne grundlag for noget, der skulle have juridisk gyldighed. De naturlige rettigheder kunne med andre ord kun begrundes med »selvindlysende« påstande om naturens og menneskets beskaffenhed, hvorfor de reelt var og forblev postulater.

Naturretten blev derfor forladt til fordel for menneskeretten, hvor man alene henviser til det enkelte menneske og dets værdighed. Derfor skal menneskerettighederne netop også grundlæggende være uden skelen til noget racemæssigt, kulturelt, religiøst eller ideologisk skel, og alle skal uden diskrimination ydes samme ret.

I praksis har der dog fra starten været en klar monopolisering af det menneskelige fra de vestlige lande og kulturers side. Med vold og magt har man endog søgt at påtvinge andre dette humanitetsbegreb, og næppe noget vestligt land kan i dag sige sig fri for denne hang til missioneren for dets opfattelse af menneskelighed og af det »gode«.

Det må derfor mane til eftertanke, at det selv samme Vesten, som først formulerede førstegenerationsmenneskerettighederne, også var hjemstedet for de lande, der udplyndrede og slavebandt folk i andre verdensdele, påtvang dem sin religiøsitets intolerance og kastede verden ud i to verdenskrige. De samme lande, hvis imperialisme og monopolisering i dag har fundet en ny form i »markedet«.

Hvis der således skulle være et gran af sandhed i forestillingen om, at menneskerettighederne er et historisk fremskridt, der bærer verdens befolkning ud af århundreders barbari, må det være, at menneskerettighederne i deres nuværende inkarnation måske kan blive til et opgør med den forråelse, som de vestlige nationer og kulturer gennem de seneste århundreder har stået for eller inspireret andre til.

Menneskerettighederne er under alle omstændigheder tæt knyttet til den periode i den vestlige kulturs historie, hvor »barbariet« har opnået noget nær perfektion, i Auschwitz eller Gulag, i østens fabrikker, hvor børn arbejder under uanstændige arbejdsvilkår for at producere mærkevarer til Vesten, eller i udstødelsen af »uproduktive« borgere, i stormagternes sikkerhedspolitiske puslespil eller i udkæmpelsen af »humanitære« krige. Eller simpelt hen blot i accepten af, at store dele af Jordens voksende befolkning lider under hungersnød.

Men »white man’s burden« truer fortsat i kulissen, når det gælder den selvopfattelse, der præger Danmark og andre vestlige lande, og når det gælder fremstødene for den vestlige opfattelse af demokrati og menneskerettigheder over for andre nationer. Om fremstødene så sker med bistand eller med våbenmagt.

Menneskerettighederne er nemlig i højeste grad et politisk instrument, der bliver brugt over for andre, mens man sjældent overvejer bjælken i sit eget øje. Menneskerettighederne benyttes således ganske tydeligt som et imperialistisk og undertrykkende instrument over for tredjeverdenslande, der afkræves at indføre den vestlige demokratiopfattelse og de vestlige menneskerettigheder, uanset hvorledes disse måtte harmonere med den kulturelle virkelighed i det pågældende land.

En erkendelse af dette hykleri, monopoliseringen af det menneskelige og menneskeretten og den tætte historiske forbindelse mellem de selv samme landes idealer for menneskets frihed og rettigheder og deres udbytning af størstedelen af menneskeheden, må være en central forudsætning for, at menneskerettighederne ikke fortsat kan benyttes til at fremme visse, især vestlige, interesser på bekostning af andre.

Det er da givet, at mange lande, heriblandt de såkaldte »bananrepublikker« og »skurkestater«, har alvorlige problemer i forhold til menneskerettighederne, fordi regimet undertrykker befolkningsgrupper og anderledes tænkende, men det er ingen undskyldning for, at den vestlige kritik heraf skal bæres frem med dobbeltmoral og hykleri. Tværtimod er vesten blot med til at udhule menneskerettighederne, hvis de reelt blot fungerer som et magtsprog.

Det er derfor også karakteristisk, at den ret, der helt naturligt var indskrevet i den Amerikanske Uafhængighedserklæring og i den franske nationalforsamlings menneskerettighedserklæring, nemlig retten – måske endda pligten – til at vælte en statsmagt, der ikke vil respektere sine borgeres rettigheder, er fraværende i det tyvende århundredes konventioner og erklæringer. Her overlades kontrollen med statsmagten først og fremmest til organer, der er nedsat af de Forenede Nationer, idet man tilsyneladende har tillid til, at det så ikke skal være nødvendigt »at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse«, som det hedder i Verdenserklæringen.

Men hvad er menneskerettighederne grundlæggende værd, hvis de mennesker, som angiveligt har adgang til dem, ikke også kan påberåbe og tilkæmpe sig dem? Hvad er den statsmagt, der bøjer menneskerettighederne, andet end et potentielt tyranni?

Menneskerettighederne som en formalisering af en regerings beskyttelse af hver eneste samfundsborgers fundamentale behov og udfoldelsesmuligheder må derfor være bakket op af muligheden af ikke blot et regeringsskifte i form af udskiftningen af ansigter og navne på regeringens medlemmer, men også et reelt systemskifte. Anerkendes denne mulighed ikke, mister menneskerettighederne enhver form for autoritet og ræson, og de ender ene og alene som et magtsprog, der konsoliderer magtens status quo.

Trykt i Faklen, nr. 17.