Både i forbindelse med fødsel, navngivning og begravelse indtager den kristne kirke en særstilling i Danmark, som er lige så vanskeligt forenelig med religionsfriheden som med friheden til at fravælge et trossamfunds indblanden i disse forhold.

Eftersom først den romersk-katolske og siden den evangelisk-lutherske kirke gennem århundreder har været den samfundsinstitution, der har vareta-

get de sakramenter, der vedrører fødsel, ægteskab og død, har det været naturligt at overlade registreringen af disse hændelser i kirkens varetægt. Fødsler, vielser og dødsfald er derfor blevet opført i kirkebøgerne, og det er også denne kirke, der i reglen har stået for begravelser og bisættelser.

Men efterhånden som antallet af borgere, der ikke bekender sig til nogen religion, eller som tilhører et andet trossamfund end det evangelisk-lutherske, er vokset, er der blevet stigende behov for, at disse samfundsmæssige opgaver frigøres fra forbindelsen til den evangelisk-lutherske tro. Det er især blevet påtrængende, fordi der med de seneste årtiers indvandring af hovedsagelig muslimer er sket en markant vækst i den del af befolkningen, der bekender sig til en ikke-kristen religion.

I dag oplever mange det derfor som krænkende, at en muslim, en ateist eller en, der har meldt sig ud af den evangelisk-lutherske kirke, ikke kan undgå at komme i kontakt med dette trossamfund, og at dette trossamfunds repræsentanter fortsat har indflydelse på noget, der vedrører den pågældendes liv og levned. Samtidig er det svært at komme uden om, at denne sammenblanding af stat og religion i dag må betragtes som et utidssvarende levn fra en tid, der ikke satte et verdsligt demokrati i højsædet.

Den grundlæggende registrering af fødsler, navngivning og dødsfald i den danske befolkning foregår i kirkebøgerne, de såkaldte ministerialbøger. Kun i Sønderjylland sker registreringen hos folkeregistret, hvorfor man her må rette separat henvendelse til et trossamfund, hvis man ønsker sit barn døbt.

Kirkebøgerne føres enten af en folkekirkelig sognepræst eller kordegn eller af en præst i et af de trossamfund, der er anerkendt af Kirkeministeriet. Disse trossamfund er overvejende kristne som f.eks. den russisk ortodokse kirke, den romersk-katolske kirke, de reformerte kirker m.fl., om end også Det Mosaiske Trossamfund er anerkendt.

Alle forældre, der enten slet ikke er medlemmer af et trossamfund eller er medlemmer af et trossamfund, der ikke er anerkendt af Kirkeministeriet, og som ikke bor i de sønderjyske landsdele, har derfor pligt til at henvende sig på det lokale kirkekontor senest to hverdage efter et barns fødsel for at anmelde barnefødslen, og de skal henvende sig samme sted inden for seks måneder efter fødslen med henblik på navngivning. Tilsvarende skal dødsfald anmeldes til kirkekontoret.

Undlader man at navngive sit barn på kirkekontoret inden for seks måneder efter barnets fødsel, kan man blive idømt bøde. I 1999 blev en irsk og en dansk statsborger således i retten idømt en bøde på 400 kr., fordi de ikke havde henvendt sig på kirkekontoret med henvisning til, at de ikke var medlemmer af folkekirken og ikke ønskede at have noget med dette trossamfund at gøre. De mente, at det var en menneskeret at frabede sig religiøs indblanding i ens liv, og de ønskede ikke, at deres barn skulle have en navneattest med kristne symboler og en præsts underskrift. For udeladelsen fik de dagbøder svarende til 1.000 kr. pr. forælder hver måned, indtil barnet blev navngivet. De søgte om lov til at anke sagen, men Procesbevillingsnævnet anså det ikke for en sag af principiel karakter, hvorfor anken blev afvist. Parret måtte derfor i bogstaveligste forstand krybe til korset og få deres barn navngivet hos den lokale kordegn.

Lovgivningen angiver retningslinier for valg af for-, mellem- og efternavne. I tvivlstilfælde, eller hvor der kan være et ønske om dispensation fra de sædvanlige regler, er det Kirkeministeriet, der - eventuelt efter samråd med navneforskere ved Københavns Universitet - afgør, om et navn må benyttes.

Kun børn, der har mindst en forælder, som har været udenlandsk statsborger, kan frit blive navngivet, hvis forældrene kan godtgøre, at navnet er i brug i det land, hvor en af forældrene har boet. Alle andre skal enten vælge fra Kirkeministeriets liste over anerkendte drenge- og pigenavne eller henvende sig til Kirkeministeriet for at få lov til at bruge et navn, der ikke er anført på disse lister.

Ministeriet skal først og fremmest sikre sig, at navnet ikke må formodes at blive til gene for barnet. Eksempelvis vil man ikke godkende et navn som Anus, fordi det må anses for anstødeligt. Generelt gælder der en række retningslinier såsom, at en dreng ikke må få et pigenavn og omvendt, at man ikke må hedde præcis det samme som en af sine søskende, og at titler, talbetegnelser og præfixer som f.eks. von ikke kan godkendes. Af afviste fornavne kan endvidere nævnes Bacchus, Laban, Liller, Ludo, Mikha, Joni, Knirke, Persille, Spire og Teje (Bogen om personnavne, s. 241).

Insisterer man på en navngivning, der ikke er godkendt af Kirkeministeriet, kan det udløse bøder. Det kostede således en kvinde i alt 25.000 kr. og 9 års kamp at insistere på at navngive sin søn Christophpher, inden daværende kirkeminister Birte Weiss efter megen medieomtale valgte at godkende navnet. (Aktuelt, 13.06.1996).

Der er bestemt tilfælde, hvor Kirkeministeriets afvisning af et navn virker overdrevent nidkær, mens det på den anden side er forståeligt, at man ønsker at undgå et navnevalg som Anus. Men hvilken lovgivning og praksis, lovgiverne end måtte vælge i forbindelse med navnevalget, er det i al fald et spørgsmål, om det overhovedet er rimeligt, at den myndighed, der registrerer og godkender et navnevalg, dårligt kan skelnes fra den evangelisk-lutherske kirke, sådan som det er tilfældet i dag.

I et moderne, verdsligt samfund som det danske, hvor staten i almindelighed ikke kerer sig om borgernes religiøsitet, fordi den anses for en privatsag, kan staten ikke eksplicit relatere navnevalget til en religion. Derfor ville det være naturligt, hvis registreringen af ikke blot fødsel og død, men også af navnevalg, foregik i folkeregistrets regi.

Når det gælder døden, har den evangelisk-lutherske kirke ikke et principielt monopol, men i praksis kan det være meget vanskeligt at undgå at komme i kontakt med denne kirke, når en person skal begraves eller bisættes. Opgaven med at varetage disse væsentlige samfundsopgaver er nemlig fortsat overvejende overladt til det evangelisk-lutherske trossamfund.

Det hænger naturligvis sammen med, at langt hovedparten af de danske trossamfund indtil for et par årtier siden var kristne. Så selv om flere af disse trossamfund, såsom f.eks. den romersk-katolske kirke, har behov for egne begravelsespladser, afviger deres ritualer og ønsker om begravelsessteder ikke i samme grad fra den evangelisk-lutherske som f.eks. de muslimske. I hvert fald var det at blive begravet i kristent indviet jord ikke i sig selv et problem, og for de fleste var det centrale kirkegårdens tilhørsforhold til deres sogn, og ikke at den også tilhørte den evangelisk-lutherske kirke.

Folkekirken har i dag omkring 2.100 kirkegårde, der hovedsagelig finansieres over kirkeskatten. I 11 større byer drives kirkegårdene af kommunen, og dér betales hovedparten af udgifterne over kommuneskatten. Der findes endvidere enkelte kirkegårde, der tilhører andre trossamfund; dette gælder bl.a. Det Mosaiske Trossamfund, Den Reformerte Kirke i Fredericia og Brødremenigheden i Christiansfeld, ligesom visse evangelisk-lutherske frimenigheder har egne kirkegårde.

Eftersom næsten alle kirkegårde derfor hører under folkekirken, har alle ret til at blive begravet på en kirkegård, enten i det sogn, hvor man bor, eller i et sogn, man har et særligt tilhørsforhold til, f.eks. hvis ens nære familie er begravet der. Omvendt har folkekirken pligt til at vedligeholde kirkegårdene og sørge for, at der altid er ledige gravpladser i sognet. Man kan derfor ikke blive nægtet en gravplads med henvisning til pladsproblemer.

Begravelsen kan enten foregå under tilstedeværelse af en præst fra folkekirken eller et andet trossamfund, eller der kan være tale om en såkaldt borgerlig begravelse, hvor det eksempelvis kan være de pårørende, der selv står for en højtidelighed, enten i et kirkegårdskapel, som alle har ret til at benytte, eller ved selve gravstedet. Det er således muligt at undgå, at begravelsen finder sted som led i en religiøs handling, men selv om man måtte være fuldstændig sekulariseret borger eller ateist, kan man ikke undgå at blive begravet i kristent indviet jord.

For selv om begravelseslovens § 16, stk. 1 tillader anlæggelsen af kommunale begravelsespladser, der ikke indvies, og som ikke hører ind under den evangelisk-lutherske folkekirke, er der endnu ingen kommune, der har valgt at anlægge en sådan begravelsesplads. Det er derfor stadig ikke muligt at blive begravet uden en eller anden form for kontakt med et trossamfund.

Hvor stort et problem dette er for folk, der eksplicit har ønsket en rent borgerlig begravelse, er svært at afgøre. Men det er i hvert fald et principielt problem, at den borger, der i levende live intet ønske nærede om at komme i kontakt med det evangelisk-lutherske trossamfund, ikke i døden kan blive begravet, uden at det sker i jord, der er indviet af netop dette trossamfund, og at en eventuel højtidelighed forud for begravelsen skal finde sted i et kristent kapel. På samme måde må det formodes at kunne være til pine for slægtninge og venner at begrave den afdøde under forhold, som de ved, var den afdøde imod.

Særlig problematisk bliver det, når det drejer sig om medlemmer af andre trossamfund; dette gælder især muslimer, hvis religiøse ønsker i forbindelse med begravelser og ritualer skaber problemer. Der er tale om et ikke ubetydeligt problem, der vil blive mere og mere presserende de nærmeste år, fordi antallet af muslimer, der ønsker at blive begravet i Danmark, vokser. Der er fortsat en del, der vælger at blive begravet i et tidligere hjemland, hvis det er muligt, men problemet bliver næppe for alvor løst, med mindre der anlægges et passende antal muslimske begravelsespladser rundt om i landet.

I dag findes der godt nok særlige muslimske afdelinger på kirkegårde i København, Hvidovre, Århus og Odense, ligesom en lille snes kirkegårde har særlige katolske afdelinger, men det er ikke en optimal løsning for de mange muslimske medborgere.

Det er Kirkeministeriet, der giver tilladelsen, når der skal anlægges en begravelsesplads, men det er trossamfundet selv, der skal sørge for at skaffe et areal og dække udgifterne til dets køb og anlæggelse af begravelsespladsen. Endvidere skal sundhedsmyndighederne godkende området som egnet til formålet, og der skal udarbejdes en lokalplan for området. Endelig kræves det, at der er en vedtægt for begravelsespladsen, og det kan i nogle tilfælde kræves, at der stilles sikkerhed for, at begravelsespladsen bliver vedligeholdt.

En mulig løsning består i, at folkekirken overlader arealer, der allerede er udlagt til kirkegård, men som man ikke regner med at benytte til formålet, til andre trossamfund. Men det mest nærliggende er nok, at det enkelte trossamfund forsøger at finde passende arealer, som siden skal godkendes af myndighederne. Indtil videre er sådanne forsøg på at anlægge særlige muslimske begravelsespladser dog strandet på, at de pågældende områder bl.a. var udlagt til andre formål i lokalplaner, men der er nu ved kirkeminister Johannes Lebechs mellemkomst blevet fundet et areal i Brøndby ved København, der forventes benyttet til en muslimsk gravplads. Men selv i dette tilfælde tegner der til at blive modstand. Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der også sidder i Københavns Borgerrepræsentation, skriver således i en pressemeddelelse d. 6.5.2001, at han »lover kamp til stregen overfor muslimernes forsøg på at skaffe sig en særlig muslimsk gravplads«.

Har et trossamfund først fået anlagt en begravelsesplads, bestemmer det selv, hvem der skal begraves, og med hvilke skikke det skal foregå. Men der foreligger en række regler i lovgivningen for, hvorledes lig skal behandles, ligesom de enkelte kirkegårdes vedtægter angiver, hvordan et gravsted skal indrettes.

Ifølge lovgivningen skal lig enten begraves eller brændes, og begravelsen skal i reglen ske på begravelsespladser, Kirkeministeriet har godkendt. I sjældne tilfælde kan gravsætningen dog ske i kirker, kapeller eller krypter. Ligbrænding skal ske i godkendte krematorier, og asken må kun nedsættes på steder, som ministeriet har godkendt. Den almindeligste undtagelse er dog de ca. 250 årlige tilfælde, hvor asken efter særligt ønske fra den afdøde spredes over åbent hav, mens der er meget få tilfælde, hvor det tillades, at askeurnen nedsættes på privat ejendom.

I overensstemmelse med kristen tradition indgår det i reglen i kirkegårdsvedtægterne, at kister begraves øst-vest. Men da dette netop er en kristen tradition, og muslimer derimod ønsker, at liget begraves med ansigtet vendt mod Mekka, opfordrer Kirkeministeriet til imødekommenhed over for sådanne religiøst baserede ønsker om en anden begravelsesretning. I praksis kan dette ske ved, at der indrettes en særlig kirkegårdsafdeling til begravelser med andre begravelsesretninger.

Et helt fundamentalt problem for muslimer er, at man på en folkekirkelig kirkegård ikke kan efterkomme ønsket om, at den afdøde skal være jordfæstet evigt, dvs. at graven skal fredes uendeligt. Typisk er et kistegravsted nemlig fredet i minimum 20 år og et urnegravsted i minimum 10 år, fordi det er den periode, der går, inden de jordiske rester er nedbrudt. I almindelighed har efterkommerne dog altid krav på at kunne forny brugsretten til gravstedet, når fredningsperioden udløber, og Kirkeministeriet opfordrer til, at man f.eks. kan tilbyde en længere fredningstid på en særlig del af kirkegården.

Også på en muslimsk gravplads, som den, der nu planlægges i Brøndby, vil man ifølge dansk lovgivning ikke kunne tilbyde evig jordfæstelse. Den danske lovgivning giver nemlig via Grundlovens § 73 mulighed for at ekspropriere en grund. Som daværende kirkeminister udtrykker det i et svar på et spørgsmål fra Dansk Folkepartis Peter Skaarup den 25.10.2000: »Grundlovens bestemmelser om ekspropriation gælder naturligvis også vedrørende et stykke jord, som anvendes til begravelsesplads,« så muslimer er principielt udelukket fra at få en dansk gravplads, der lever op til deres ønske om evig jordfæstelse.

Kirkeministeriet lægger i almindelighed op til en udstrakt tolerance og imødekommenhed over for andre trossamfunds ønsker i forbindelse med begravelser og bisættelser. Eksempelvis kan ministeriet give dispensation fra en regel om, at liget skal være anbragt i en kiste ved begravelse og ligbrænding, så man ved muslimske begravelser efter muslimsk skik kan svøbe liget i ligklæde i stedet for at lægge det i en kiste.

I praksis har kirkegårdsbestyrelsen dog en del at skulle have sagt, når det gælder rammerne for begravelseshandlinger, der foretages i kirkegårdens kapel, i sognets kirke eller ved selve gravstedet. Ifølge begravelsesloven skal der nemlig »forhandles« med kirkegårdsbestyrelsen, både når der er tale om deltagelse af en præst fra et trossamfund uden for folkekirken, og når der er tale om en rent borgerlig begravelse.

Kirkegårdsbestyrelsen kan godt nok ikke afvise en ceremoni eller dele af den, alene fordi den er »fremmedartet og ikke-kristen«. »Tværtimod,« skriver Kirkeministeriet i sin vejledning, »må det anbefales, at der vises en udstrakt tolerance«. Alligevel kan kirkegårdsbestyrelsen modsætte sig noget, som strider mod »den sømmelighed og orden, der bør iagttages på en kirkegård«. Tilsvarende er det kirkegårdsbestyrelsen, der bestemmer, hvorvidt man i forbindelse med en højtidelighed på kirkegårdskapellet må tildække de kristne symboler eller ej.

Kirkegårdsvedtægterne kan endvidere indeholde en række bestemmelser om, hvorledes gravsteder må udformes og beplantes, og det kan f.eks. typisk kræves, at gravstederne ikke må afvige fra »dansk kirkegårdskultur«, et begreb, der af historiske årsager nødvendigvis må være stærkt præget af den protestantiske begravelsestradition. Det betyder dog ikke, at man kan afvise gravminder, fordi de er udformet på et fremmed sprog eller med andet end latinsk skrift, ligesom man må acceptere, at der benyttes indskrifter eller symboler, der knytter sig til andre religioner.

Alligevel forekommer der tilfælde, hvor et gravminde bliver anset for upassende, som i tilfældet hvor både menighedsrådet og Ribes biskop fandt det »upassende og stødende«, at der blev placeret en gravsten med påskriften »Hells Angels« på Nørup Kirkegård ved Vejle. Gravstenen var placeret på gravstedet for en biker, der døde under »rockerkrigen« i 1996, og prydes såvel af et farvestrålende Hells Angels-logo med kranium og vinger, som ordene »The Ultimate Sacrifice«. Selve gravteksten indeholder teksten: »In loving memory of Louis Linde Nielsen. Hells Angels MC Nomads.« Den afdøde bikers mor udtalte i forbindelse med en efterfølgende retssag, at »det var det, Louis stod for. Det var hans ønske, og det ønske bør vi respektere.« (Politiken, 15. 6.2000). Vestre landsret i Viborg afgjorde, at gravstenen skulle fjernes, og de pårørende besluttede derfor, at liget skulle graves op og flyttes til en kirkegård, der tillader en gravsten med Hells Angels-logoet (Aktuelt 10.01.2001). På to andre kirkegårde har man nemlig accepteret tilsvarende gravsten med Hells Angels-inskriptioner.

Eksemplet viser, at der er behov for ikke blot en udstrakt tolerance for at imødekomme de ønsker, borgere måtte have til begravelser og gravminder, men at der i det hele taget er brug for alternativer til den evangelisk-lutherske administration af begravelsespladser. Kun på den måde kan man imødekomme ønsker, der kan være i overensstemmelse med den afdødes levned, anskuelser og minde. Udviklingen af det multikulturelle samfund og den generelle verdsliggørelse af befolkningen og staten som sådan nødvendiggør, at sådanne alternativer før eller siden oprettes.

Det er nemlig ikke blot indvandringen af folk fra ikke-kristne trossamfund, der vil sætte nye krav til forholdene om begravelser, men også det skred i den kulturelle udvikling, hvor den protestantiske tradition er trådt i baggrunden til fordel for en større åbenhed over for forskelligartede kulturelle påvirkninger, og hvor der derfor også stilles spørgsmålstegn ved dogmer, som kommer til udtryk i eksempelvis »dansk kirkegårdskultur«.

Herunder hører helt grundlæggende forestillinger om døden og om, hvorledes efterkommere og venner kan sige farvel til og mindes den afdøde. Et unikt tilfælde er historien om Flemming Pedersen, der i oktober 1998 kørte en tre timers tur på motorcykel med liget af sin netop afdøde far på bagsædet. De kørte til faderens yndlingssteder, hvor de, som Flemming Pedersen udtrykte det, drak gravøl sammen.

Den opsigtsvækkende historie gik verden over, og Flemming Pedersen blev tiltalt for usømmelig omgang med lig. Han blev efterfølgende idømt ti dagbøder à 200 kr., men udtalte, at »det er noget, alle burde gøre - at sige pænt farvel. Jeg gjorde det for min far.« (Aktuelt, 15.1.99). Også dommeren viste forståelse for handlingen, som Aktuelt udtrykte det: »Ifølge dommeren var der tale om en upassende handling, men også en smuk tanke, og derfor blev straffen den mindst mulige.« (Aktuelt, 9.7.99).

Hvor enestående sagen måske er, kunne man godt forestille sig, at den blot er en forsmag på, hvad vi i fremtiden kan møde af ønsker om højtideligheder eller begravelser, som strider mod, hvad man i dag fra et folkekirkeligt eller kirkeministerielt synspunkt anser for passende og sømmeligt, men som ikke desto mindre kan være i fuld overensstemmelse med såvel den afdødes som efterkommernes ønsker og etik. Det vil være naturligt, hvis samfundet er parat til at acceptere sådanne afvigelser af respekt for de berørte personer og den afdødes minde og derfor etablerer nogle rammer, hvori en person som Flemming Pedersen kan drikke gravøl med en afdød uden at blive anklaget for usømmelig omgang med lig og uden at støde udenforstående personer.

I grunden vil dette blot være en konsekvens af den tolerance, man fra Kirkeministeriets side allerede i dag tilstræber ved at opfordre til at imødekomme religiøst funderede ønsker, også i særlige tilfælde, som da en muslim ønskede at erhverve et gravsted til sit amputerede ben ud fra det religiøst funderede synspunkt, at det siden kunne begraves sammen med resten af hans krop. Det kunne dog ikke lade sig gøre, da man ifølge den gældende lovgivning ikke kan få et gravsted stillet til rådighed til legemsdele, men Kirkeministeriet gør dog opmærksom på, at det er tilladt den enkelte kirkegårdsbestyrelse at lave en aftale, som imødekommer et sådant ønske.

Men hvor langt man end tilstræber at være tolerant og imødekommer især religiøst funderede ønsker, er der ingen vej uden om, at det grundlæggende er diskriminerende, og vil forblive at være det, at der ikke eksisterer alternativer såvel for trossamfund som for personer, der ikke ønsker at komme i kontakt med et trossamfund i forbindelse med dødsfald. Ligesom det er det i forbindelse med registreringen af fødsler og ved navngivning.

Den rivende udvikling af det multikulturelle samfund vil derfor før eller siden fordre, at der også hvor det gælder fødsel, navngivning og død, sker en adskillelse mellem den verdslige myndighed og det evangelisk-lutherske trossamfund. Den særstilling, dette trossamfund endnu i dag har, kan dårligt begrundes med andet end historie og tradition.

Men selv så længe denne særstilling opretholdes, vil der være behov for, at de mennesker, der ønsker at undgå kontakt med dette statsunderstøttede trossamfund, kan få registreret fødsel og død, kan navngive børn og begrave eller bisætte afdøde i et ikke-kirkeligt regi, og uden at disse samfundsområder hører ind under et ministerium, hvis eksistensberettigelse ene og alene er den særstilling, det evangelisk-lutherske trossamfund fortsat har.

Lige såvel som det ikke kan forsvares ud fra et almindeligt demokratisk synspunkt, at man over skatten skal bidrage til et trossamfund, man ikke er medlem af, bør man kunne fravælge trossamfunds indblanding i hele ens levned fra fødsel til død. Om det gælder valg af et passende navn eller et passende gravminde, må det være noget, man forhandler med en neutral, verdslig myndighed og ikke en præst, en kordegn eller et menighedsråd, endsige et kirkeministerium, medmindre den enkelte familie selv ønsker det.

Samtidig må det naturligvis være muligt for ethvert etableret trossamfund at praktisere deres fundamentale sakramenter uden indgriben fra eller påtvungen forhandling med et andet trossamfund.

Ultimativt kan en ægte religionsfrihed næppe realiseres, hvis ikke der samtidig indføres religionslighed. Men inden denne realiseres, må den nuværende kirkeministerielle tolerance udvides med reelle alternativer til praksis, når det gælder registrering af fødsel og død, navngivning og begravelser.

Ligesom det grundlæggende er meningsløst at hævde, at folk, der ikke er medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke, bor i et sogn, eftersom dette sogn kun kan referere til, hvad der vedrører trossamfundets medlemmer, vil det være naturligt, at kommunerne i stigende grad overtager de samfundsmæssige opgaver, folkekirken i dag varetager. Det er således blot naturligt, at folkeregistret overtager alle opgaver med registrering af fødsel og død, og at kommunerne indretter gravpladser, der med forskellige afsnit tilgodeser det multikulturelle samfund, Danmark i stigende grad er blevet. Samtidig kan den overordnede myndighed på disse områder passende overflyttes til Indenrigsministeriet, hvor den rettelig hører hjemme.

Trykt i Faklen, nr. 20.