Når det gælder stridigheder mellem parter inden for civil- og arbejdsretten, eller der skal søges en løsning på en international konflikt, er de foretrukne midler forhandling og mægling. Man søger at opnå en overenskomst ved hjælp af en dialog, hvor man gerne lader en tredje part være den neutrale mægler. At overlade sagen til en egentlig retslig procedure er nemlig en falliterklæring, fordi parterne da har opgivet enhver form for konstruktiv dialog til fordel for domstolens domfældelse. Ved at opretholde dialogen har alle parter direkte indflydelse på resultatet, og ved at vælge en fælles, neutral part til at mægle eller forestå forhandlingen, må de formodes at have tillid til, at den neutrale tredjepart vil søge en løsning, der så loyalt som muligt tilgodeser de involverede parter.

På det strafferetlige område ser det derimod ganske anderledes ud. Her er den retslige procedure med domfældelse nemlig klart den mest udbredte. Det skyldes en række forskellige forhold, men helt grundlæggende hænger det vel sammen med de opfattelser af lovbrud og kriminalitet, der er udbredt i samfundet. Mange opfatter visse brud på straffeloven, ja, overhovedet det at bryde loven, som noget umoralsk, der for dem er et brud med en form for samfundskontrakt. Derfor taler mange om, at de har en retsfølelse, der kræver, at lovbrud straffes.

Ethvert samfund, enhver omgang mennesker imellem, vil naturligvis underforstå nogle spilleregler. Det er eksempelvis praktisk, at man kan regne med, at folk i almindelighed overholder trafiklovgivningen, og at man kan føle en vis tryghed over for tyveri og overfald. Men deraf følger ikke, at ethvert brud på disse almindelige spilleregler er et angreb på samfundsordenen som sådan.

I formodentlig langt de fleste tilfælde er den kriminelle handling en handling med nogle veldefinerede parter: Gerningsmænd og ofre, om end gerningsmænd ofte søger at sløre deres identitet for at undgå straf. Traditionelt kommer så samfundet ind som endnu en part: Samfundets love, dets udøvende og dømmende magter, der skal tilvejebringe retfærdigheden ved at oprejse ofrene og straffe gerningsmændene.

Hermed får lovbruddet, forbrydelsen, en objektivitet, der gør den til et objekt for samfundets interesse. Den udøvende og undersøgende magt skal tilvejebringe beviser for, at der er foregået et lovbrud, og konstatere, hvem der er forbrydelsens gerningsmænd og ofre. Når lovbruddet således objektivt kan konstateres, overlades retfærdigheden til den uafhængige domstol, der søger at dømme ud fra de objektive love.

Forbrydelsen bliver således en objektiv genstand i lovgivningens, den udøvende og den dømmende magts verden, hvorved den løsrives fra såvel ofrenes som gerningsmændenes langt mindre objektive oplevelse. Loven og dens håndhævelse kan måske nok tage hensyn til ofrets angst og vrede og til gerningsmændenes motiver og kår, men den hverken kan eller må tilstræbe en subjektivitet.

Ofret kan således nok se gerningsmændene straffet, men stadig føle en afmagt og frustration, fordi den objektive dom ikke opleves som noget, der er relateret til ofrets følelser over for forbrydelsen og dens gerningsmænd: Angst, vrede, måske had.

Omvendt konfronteres gerningsmanden måske aldrig med følgerne af sine handlinger. Selve straffen bliver i stedet en samfundets "pris", et objektivt mål for noget, der skal "betales" eller overstås, før gerningsmanden atter er tilbage i samfundet. Retssystemets langsommelighed taget i betragtning kan det tilmed ske, at gerningsmanden kan forlade retten som en fri mand, fordi dommen måske allerede er udstået, eftersom han har siddet varetægtsfængslet i afventning på dommen.

Langsommeligheden betyder også, at forbrydelsen trækkes ud i tid. Ofret skal mange måneder efter forbrydelsen genfortælle det skete og kan derfor have svært ved at lægge det hændte bag sig og komme videre. Tilsvarende skal gerningsmanden vente længe på at erfare, hvilken dom han får.

Det korte af det lange er, at den retslige procedure, der har sin begrundelse og eksistensberettigelse i at oprejse ofret og straffe gerningsmanden, risikerer at blive noget, der forøger belastningen på såvel offer som gerningsmand og måske aldrig kan formidle den forløsning, ofret søger, og den konsekvens, der kan konfrontere gerningsmanden med sin gerning. I mange, måske langt de fleste tilfælde er dette måske nok en rimelig pris for den retssikkerhed, som det retslige system garanterer. Det tager tid at gennemføre en retssag, og derfor kan det desværre være nødvendigt at leve med langsommeligheden, skønt næppe nogen finder den hensigtsmæssig.

Men kunne man ikke forestille sig, at der er tilfælde, hvor man kunne tilgodese et ønske om at få sagen overstået uden om domstolene? Tilfælde, hvor de implicerede parter er så veldefinerede, at der ikke er tvivl om, hvem der er offer, og hvem gerningsmand, og hvor alle parter er interesseret i at finde en forholdsvis hurtig løsning i fællesskab via en neutral part? En løsning, der i så fald kan tage udgangspunkt i ofrets oplevelse af krænkelsen, men som også inddrager gerningsmandens situation?

Det retslige system giver naturligvis også i dag mulighed for, at der inden for retssystemets grænser kan skabes mere overenskomstlignende løsninger, men spørgsmålet er her, om man i videre udstrækning kan gøre det muligt at opfatte lovbruddet, krænkelsen, som en sag mellem parter, der selv er direkte inddraget i at finde en udgang på sagen i form af en straf?

Som nævnt forudsætter det naturligvis, at gerningsmandens identitet er kendt. Alle sager, hvor der er tvivl om denne identitet eller om begivenhedernes gang, må naturligvis kræve en nøje bevisførelse. Hvilket dog ikke nødvendigvis medfører, at sagen ikke derefter kan afsluttes ved en forhandling.

Det er også klart, at der er sager, hvor man ikke kan tale om et konkret offer eller en veldefineret kreds af ofre som part i sagen. I det ekstreme tilfælde drab er det konkrete offer ikke længere en egentlig part i sagen, mens alle de personer, der ved drabet er blevet berøvet et familiemedlem, en ven eller en kollega, udgør en ret diffus samling ofre. Derfor bør drabssager og alle andre sager, hvor lovbruddet ikke kan indskrænkes til at vedrøre en veldefineret gruppe personer, naturligvis varetages af en domstol.

Videre sætter lovgivningen rammerne for, hvilke løsninger, der kan aftales mellem parter i en sag. Lovgivningen stipulerer således grænserne for sanktionsmulighederne ved lovbrud, og disse skal naturligvis gælde, uanset om straffen er resultat af en dom eller er opnået ved en overenskomst mellem de berørte parter.

I det hele taget skal der naturligvis sikres mod misbrug, og det vil derfor altid påhvile den neutrale part at sørge for, at alt går til på rette vis. I tvivlsspørgsmål må sagen overlades til en domstol. Tilsvarende skal offentlige myndigheder have mulighed for at omstøde sådanne afgørelser, hvor der kan rejses tvivl om deres grundlag.

Sigtet er således fortsat først og fremmest at fokusere på, at der fundamentalt er tale om en sag mellem parter, hvis oplevelse af lovbruddet og behov for at lægge det passerede bag sig tilgodeses, så vidt det overhovedet er muligt inden for retssystemets rammer. Ikke blot som en lappeløsning, som når man forsøgsvis konfronterer gerningsmanden med sit offer i håb om, at gerningsmanden forbedrer sig ved at lære konsekvenserne af sine gerninger at kende, men ved at skabe et ligeværdigt alternativ til den traditionelle domfældelse. Et alternativ, der netop finder sit rationale i ofrets oplevelse af krænkelsen og behovet for at konfrontere gerningsmanden med sine gerninger.

Eftersom forudsætningen for en sådan forhandling er, at gerningsmanden har erkendt sin skyld, vil han eller hun ikke kunne slippe af sted med sine forbrydelser. Videre er det den neutrale parts ansvar at sikre, at forhandlingen foregår under forhold, hvor ofret ikke skal frygte repressalier fra gerningsmandens side. Det må således være den neutrale part, der kommer med udspil til strafudmålingen, så ofret ikke kommer til at fremstå som bøddel. Opstår der tvivl, skal sagen altid overlades til domstolene.

Eftersom sagen skal afsluttes med et resultat, der bindende skal godkendes af de involverede parter, bliver der i princippet ikke trukket noget ned over hovedet på nogen part. Er en part utilfreds med det resultat, der foreligger, kan vedkommende kræve sagen forelagt for en domstol i håb om, at det vil give et mere tilfredsstillende resultat.

Forhandlingen vil altså give plads til det individuelle, det subjektive bidrag, og til dialogen i behandlingen og strafudmålingen. Subjektivitet er naturligvis ikke noget mål i et retssystem. I så fald kunne konsekvensen blive selvtægt med dens lynch parties eller vilkårlige strafudmålinger. Men eftersom ethvert lovbrud har sit ophav i individuelle forhold, kan det have positiv indflydelse på de berørte personer og samfundet som sådan, hvis man uden at give køb på retssystemets principielt objektive lovgivning kunne skabe mulighed for at inddrage de berørte parter mere direkte i løsningen af et lovbrud.

Offer og gerningsmand bliver aktører, der kan tage udgangspunkt i deres egen opfattelse af situationen. De kan forhåbentlig få lagt det hændte bag sig, når sagen er afsluttet. Ofret behøver ikke resignere, og gerningsmanden må i højere grad tage ansvar for sine handlinger i stedet for blot at betale samfundets objektive "pris".

Det kan således måske føre til en anden og mere konstruktiv retsfølelse end den, der blot fokuserer på straf. Dette fokus fører nemlig blot til evig stigmatisering, der i almindelighed ikke har nogen positiv eller præventiv effekt på lovovertrædere. Tværtimod fastholder den dem typisk som lovovertrædere.

Til gengæld lader det også til, at mange ofre for lovbrud i dag må resignere og dermed bliver fastholdt som ofre. Men ved at inddrage ofret og gerningsmanden som aktører i den proces, der fører til strafudmålingen, behøver ofret ikke længere sidde tilbage i afmagt, og gerningsmanden bliver uvægerligt konfronteret med følgerne af sine handlinger. Til gavn for offer, gerningsmand og samfund.

Trykt i Faklen, nr. 21.