NIELS K. PETERSEN

TEKSTER

KONTAKT

KAN DU UNDVÆRE TO KRONER?

Det sker jævnligt, når jeg venter på et S-tog i København. En eller anden forhutlet mand går rundt og tigger. "Kan du undvære to kroner?" spørger han, og forbløffende mange svarer, at de ikke kan eller slet ikke har to kroner.

Det er selvfølgelig hårdt at insinuere, at folk lyver, men mon ikke langt de fleste rent faktisk er i besiddelse af to kroner. I dagens Danmark er to kroner så lille et beløb, at man i de fleste butikker dårligt kan købe noget for det. Jeg tillader mig derfor at tro, at når folk siger, at de ikke har eller kan undvære bare to kroner, så er det ikke, fordi der ikke ligger en tokrone i deres pung, men fordi de ikke ønsker at give de to kroner bort. Selvsamme person, som ikke har to kroner at give en tigger, betaler vel ellers uden at kny langt større beløb her og der, men når nu der står et andet menneske og spørger, om hun - og det kunne lige så godt være: han - kan undvære to kroner, så har hun slet ikke råd til at give dem bort.

Hun tænker måske, at den tiggende ikke er en værdig modtager. Det er da godt nok et medmenneske af kød og blod, der står der og for 117. gang den dag fortæller historien om, at han er hjemløs og har brug for penge til herberget, mad og måske en bajer, men den historie kan naturligvis være løgn. Om den nu er sand eller falsk, er svært at vurdere, men hun tænker måske, at han vel kan få penge på bistandskontoret, for vi har da et socialt sikkerhedsnet, og i øvrigt kan han da tjene sine penge på en mere redelig måde i stedet for at tigge om de penge, hun har tjent.

Hvad angår det sociale sikkerhedsnet, er der da rigtignok kommuner, hvor alle er sikret en overlevelseshjælp, hvilket i praksis vil sige, at man ved at møde op på socialkontoret fra dag til dag kan få udbetalt et beløb, der godt nok er en del større end 2 kroner, men som næppe kan blive til hele 50 kroner. I andre kommuner kan kassen blive smækket helt i, så det er så som så det med det sociale sikkerhedsnet.

Men hvis nu kassen bliver smækket i, så er det vel, fordi manden ikke gider bestille dagens gerning? Måske, måske ikke, men er det en undskyldning for at lade folk leve uden mad til husly, mad og tøj? Er det en undskyldning for ikke at hjælpe et medmenneske med et par mønter? Er det en undskyldning for at lyve og sige, at man ikke ejer eller kan undvære to kroner?

På mig virker den, der ikke kan finde bare en smule tiltro eller en tokrone frem til et medmenneske fattigere end ham, der nedværdiger sig til at tigge. Men det er en anden form for fattigdom, ikke økonomisk fattigdom, men fattigdom på hjælpsomhed, medmenneskelighed og barmhjertighed. Ja, hvis hun da så i stedet gav tiggeren en opsang og sagde, at hun ikke troede ham over en dørtærskel, og at han skulle tage sig sammen, så ville det da være ærlig snak og et forsøg på at hjælpe manden til at komme videre.

Men blot at affærdige ham med en påstand om, at hun ikke har råd til at give de to kroner fra sig, er snarere at sige: Gid du ikke var her. Gid du måtte forsvinde fra mit åsyn. Skrub af, så jeg og mine pæne medborgere kan være i fred!

Det føler jeg i hvert fald, må være manges inderste tanker, for når så Ún rent faktisk giver tiggeren nogle håndører, så kan man nogle gange ligesom mærke, at folk ser på vedkommende, som om han eller hun ikke blot er et godtroende fjols, men ligefrem en forræder. Sådan har jeg i hvert fald selv følt det, når jeg har givet penge til en tigger. Det er, som om mange af os slet ikke bryder os om at se tiggere og i det hele taget blive mindet om, at der også i Velfærdssamfundet og Foregangslandet Danmark er fattige. Ja, måske slet ikke bryder os om, at et menneske beder os om hjælp. Hjælp er jo noget, der helst skal klares over skatten eller ved at sætte et beløb ind på en konto, når der er nogle børn i Afrika, der sulter.

Når i stedet den sultne eller den hjemløse bryder ind i Úns hverdag ved at stille sig op i sine laser, se Ún i øjnene og fortælle, at han er sulten, ikke har et sted at bo og har brug for nogle håndører til at klare dagen og vejen, så kommer det pludselig så tæt på, at vi måske ikke ved, hvad vi skal gøre. Lige bortset fra at prøve at få dem væk. Derfor har vi også sikkerhedsvagterne og politimændene til at fjerne de forstyrrende elementer, så vi kan holde byen pæn og ren, nøjes med at se på vore pæne medborgere i deres pæne tøj, og ikke være bange for, at nogen kommer til os og beder om hjælp.

På den måde kan vi holde os for os selv, puge vore penge og passe vores - som en anden Onkel Joakim vogte nidkært på alle vore rigdomme. Blot synd, at vi også må vogte på vores medmenneskelighed i en sådan grad, at man kan komme i tvivl om, hvor dybt den stikker.

Måske det i stedet var værd at vove et øje og tillade sig at være et godtroende fjols i ny og næ? Hvad er der at miste andet end lidt håndører i håbet om, at pengene en gang imellem rent faktisk falder på et tørt sted? Og er man i tvivl, om mønterne nu også vil blive brugt på mad, kan man måske tilbyde en pølse eller en madpakke i stedet.

Det er som bekendt tanken, der tæller.

Trykt i Minoritetspartiets medlemsblad, Solen, nr. 3, december 2002.

www.nielskpetersen.dk