magiaposthuma.dk 
Hvor kommer vampyren fra?   

 

Forholdet til de afdøde, frygten for gengangere og forestillinger om, hvordan man værner sig mod skadelige gengangere, kendes tilbage gennem historien fra alverdens kulturer. Faktisk er det først i de seneste århundreder, og især i Vesten, at de afdøde forvises fra vores forestillingsverden som andet end dødt væv. Men selv i vore dage overlever forestillinger om en omgang med de afdøde inden for spiritisme, parapsykologi og forskellige religioner. Og gengangerne huserer i et utal af romaner og film.

 

Forestillingen om, at døde kan vende tilbage i en eller anden form, eller i det mindste reanimeres af dæmoniske kræfter, var accepteret som sandhed indtil for få århundreder siden. Vor klare skelnen mellem liv og død og den rationelle, videnskabelige forklaring på de fænomener, der er forbundet med døden og det afdøde legeme, er forholdsvis ny. F.eks. mente man helt op i det 18. århundrede, at liget af en myrdet person begynder at bløde, hvis morderen kommer liget nær, og en sådan iagttagelse kunne derfor anvendes som bevis i en retssag.

 

I løbet af middelalderen udviklede katolske teologer idéen om Skærsilden, hvor den afdøde gør bod for sine synder, inden han endelig kan lukkes ind i Paradiset. Man mente derfor, at gengangere eller spøgelser i nogle tilfælde kunne være afdøde, der fik lov til at kontakte de levende for at gøre bod eller for at bede dem hjælpe sig med at komme hurtigere igennem Skærsilden.

 

Reformatorer som Luther afviste derimod hele tanken om en Skærsild. I debatten mellem katolikkerne og reformatorerne spillede beretninger om gengangere derfor en vigtig rolle. Var gengangerne et bevis på Skærsildens eksistens, eller var de blot et blændværk fremstillet af Satan og hans dæmoner? Der blev skrevet for og imod i vægtige bøger, ligesom der i øvrigt blev skrevet store værker om, hvordan man skulle gebærde sig over for hekse og andre, der var anklaget for at udøve trolddom.

 

Et af de fænomener, der lod til at være udbredt i dele af det nuværende Tyskland, og som bl.a. Luther interesserede sig for, var lyde, som kom fra gravene. Man talte om de dødes tyggen eller smasken, og lyden sammenlignedes til tider med lyden af et svin, der spiser. Undersøgte man ligene, og det var typisk lig af kvinder, så det ofte ud, som om de efter døden havde spist af deres ligklæder, og man mente, at det var forklaringen på lyden. Men lyden var kun en del af ulykken. Man mente, at ligene havde magt over de efterladte eller andre i nabolaget, så liget kunne gøre folk syge og ligefrem slå dem ihjel. Der var derfor forskelligartede metoder til at forhindre ligene i at spise af deres ligklæder, eksempelvis placerede man græs eller andre ting i ligets mund for at forhindre den døde i at spise ligklædet.

 

 

"En sognepræst, Georg Rörer fra Wittenberg, skrev om en kvinde, der var død i en landsby, og nu, mens hun var begravet, spiste sig selv i graven, og af den grund var næsten alle menneskene i landsbyen afgået ved døden. Og han bad om at spørge dr. Martin Luther, hvad han ville råde ham til. Luther sagde: 'Det er Djævelens bedrageri og ondskab. Havde de ikke troet på det, havde det ikke skadet dem, og de ville ganske givet ikke have anset det for andet end Djævelens spøgeri. Men fordi de var så overtroiske, så dødede de blot i endnu højere grad. Havde man vidst det, ville man ikke så formasteligt have lagt folk i graven, men sagt: Spis så, Djævel, hvor du har saltet! Du bedrager os ikke!'"

Luthers bordtale nr. 6823

 

 

I 1679 fremlagde Philip Rohr ved Leipzigs Universitet en historisk og filosofisk afhandling om de dødes tyggen: Dissertatio historico-philosophica De Masticatione Mortuorum. Rohr ræsonnerede heri, som det stadig var almindeligt på det tidspunkt, ud fra såvel den hellige skrift som andre skriftlige vidnesbyrd. I sidste ende måtte de dødes tyggen skyldes Satan, som ønsker at bringe skam over de døde, sætte mennesker op mod hinanden og sprede pest og anden sygdom. At det især var lig af kvinder, det gik ud over, skyldtes ifølge Rohr, at Satan er i krig med kvindekønnet, fordi det var en kvinde, der fødte Jesus.

 

Rohr gennemgik de forskellige metoder til at undgå, at et lig kunne blive offer for Satans misgerninger, og til at få ondet til at ophøre. Han kunne ikke anbefale, at man gravede ligene op, fordi det ville være trolddom. I stedet måtte man ty til bøn, Guds ord og håbe på assistance fra engle.

 

 

Radikale metoder som afbrænding af mistænkte lig var dog udbredt praksis, bl.a. i dele af det nuværende Polen, Tjekkiet og Slovakiet, hvor man tilsyneladende i en periode i det 17. århundrede døjede med tilfælde af afdøde, der plagede de levende. Ofte var der tale om afdøde personer, der i live havde været mistænkt for at udøve trolddom. Som døde påvirkede de, mente man, på magisk vis de levende: hjemsøgte dem og påførte dem sygdom og ulykker. Gravede man ligene op, udviste de umiddelbart ikke tegn på forrådnelse, men så ganske levende ud, og dette blev i sig selv anset for at være et bevis på, at der var magiske kræfter på spil. For at stoppe plagen afbrændte man typisk ligene.

 

De posthume henrettelser har sat sig spor i kirkebøger og andre overleveringer, men var også emnet for et værk, som den katolske jurist Karl Ferdinand von Schertz skrev i Mæhren, en del af det nuværende Tjekkiet, omkring 1704. Han interesserede sig for et spørgsmål, som optog de katolske myndigheder: Hvordan skal man forholde sig til tilfælde af, hvad han betegnede posthum magi: Magia posthuma per juridicum illud pro & contra suspenso nonnullibi judicio investigata. Selvom han i bogen forholder sig ret skeptisk til såvel forestillingerne som den praksis, man benyttede sig af, afviser han på ingen måde den posthume magis realitet. Han nævner, at han selv har haft held til at benytte sig af bøn for at stoppe afdøde i at hjemsøge de levende, men erkender dog, at hvis den afdøde i levende live antagelig ville være blevet dømt til henrettelse for trolddom, er det i orden at gennemføre henrettelsen posthumt ved at afbrænde liget.

 

Disse posthume henrettelser af hekse og lig, der mistænkes for at hjemsøge de levende, finder sted i en periode, hvor de europæiske lande i skiftende takt bevæger sig væk fra forfølgelsen af hekse. Hekseprocesser blev forbudt i Frankrig i 1682, men lokalt i andre dele af Europa fortsatte man i perioder forfølgelsen, f.eks. henrettede man i Polen en heks så sent som 1793. Dette gradvise skift skyldtes ikke, at man satte spørgsmålstegn ved eksistensen af trolddom og hekse, men at man såvel udviklede retssystemet inden for de enkelte lande som begyndte at stille større krav til den juridiske bevisførelse under retssagerne.

 

Rohrs og von Schertzs værker var derfor relativt enestående og blev ikke viet megen opmærksomhed: Gengangere, tyggelyde fra gravene eller afbrænding af lig var ikke noget, man var voldsomt optaget af i f.eks. habsburgernes Wien. Her var det andre farer, der truede: Først og fremmest tyrkerne, der stod uden for byen i 1693, men det lykkedes en paneuropæisk hær at trænge dem tilbage. Efter en stribe succesfulde slag drev østrigerne tyrkerne et stykke ned på Balkan. Efter freden ved Passarowitz (Pozarevac) i Serbien i 1718 havde østrigerne generobret og besat dele af Ungarn, Rumænien og det nordlige Serbien.

 

De sydligste af disse områder indgik i en stødpudezone, militærgrænsen, mellem østrigerne og tyrkerne, som blev kontrolleret af den østrigske hær. Det var dog ikke kun tyrkerne, man ønskede at holde stangen, men også epidemier. I 1679 var Wien blevet hærget af en pestepidemi, som kostede byen mange dødsfald, og man var derfor meget opmærksom på mærkværdige dødsfald i grænseområderne.

 

Pestsøjlen, der blev rejst i Wien i 1693 for at mindes ofrene for den store pestepidemi i 1679 (foto: Niels K. Petersen)

 

Et tilfælde af mystiske og muligvis epidemiske dødsfald blev undersøgt i det nordøstlige Serbien i 1725. Udsendinge fra en landsby klagede til myndighederne over, at ni af landsbyboerne var døde inden for et par uger, alle efter blot et døgns sygdom. De afdøde havde på sygelejet fortalt, at de blev hjemsøgt af Petar Blagojevic, en mand som var død ti uger før. Han havde forsøgt at kvæle dem, mens de sov. Landsbyboerne sagde, at han var en vampyr, og de havde åbnet hans grav og fundet ud af, at liget var friskt, og hud, hår, skæg og negle var fortsat med at vokse efter døden. De ønskede nu, at kameralprovisor Frombald, der repræsenterede de østrigske myndigheder i området, deltog ved undersøgelsen af liget, så han kunne give dem tilladelse til at henrette liget. Frombald forsøgte at undslå sig, men måtte give sig, da landsbyboerne truede med at forlade hus og hjem, hvis ikke han gjorde noget. De havde nemlig erfaring for, at hele landsbyer kunne bukke under for sådan en vampyr.

 

Frombald deltog derfor ved besigtigelsen af liget. Bortset fra at næsen var faldet af, var der ingen tegn på forrådnelse, heller ikke nogen lugt. Til sin overraskelse observerede Fromblad frisk blod i ligets mund. Landsbyboerne spidsede derpå en pæl, som de stødte gennem ligets hjerte, hvilket fik en del frisk blod til at flyde fra mund og ører. Til sidst brændte de liget til aske.

 

Frombald sendte behørigt en rapport til militærkommandoen i Beograd, og den blev videresendt til Wien, men gav ikke anledning til nærmere opmærksomhed. Den blev dog aftrykt i den officielle regeringsavis i Wien og i enkelte andre aviser, hvilket tiltrak sig en ung teologistuderendes opmærksomhed.

 

Michael Ranft studerede ligesom Rohr før ham ved universitetet i Leipzig. Hans ambition var at følge i sin fars fodspor som sognepræst, men ud over en interesse for personalhistorie var der et emne, som han brændte for: Gengangere og vampyrer. Rapporten om den serbiske vampyr ansporede ham derfor til at skrive en afhandling om det emne, Rohr havde beskæftiget sig med mere end fyrre år tidligere, og det med næsten samme titel: De masticatione mortuorum in tumulis: Om de dødes tyggen i gravene. Ranfts første afhandling fra 1725 kredsede om emnet fra en historisk vinkel, mens han i 1728 fremlagde en udvidet udgave, der også omfattede en filosofisk analyse.

 

Ranft anlægger en mere rationel og skeptisk tilgang til emnet end både Rohr og von Schertz, selv om en moderne læser vil undre sig en del over hans opfattelse af, hvad der sker ved døden, da hans begrebsverden har sine rødder hos Aristoteles. Ikke desto mindre forklarer han mange af fænomenerne ved f.eks. Frombalds beskrivelse af den nordserbiske vampyr ud fra ganske naturlige processer, f.eks. når det gælder tilstanden af Petar Blagojevics lig.

 

Ligesom sine forgængere påkaldte Ranfts arbejde sig ikke den store opmærksomhed, tværtimod blev han næppe taget særligt alvorligt. De dødes tyggelyde, afbrændingerne af lig og den nordserbiske vampyr tegnede til at blive en fodnote.

 

Men så henvendte beboerne i en anden serbisk landsby sig i slutningen af 1731 til de østrigske myndigheder om en serie mystiske dødsfald. Lægen Glaser blev derfor i december 1731 sendt til landsbyen Medvedja, hvor han gik fra hus til hus og undersøgte beboerne. Han observerede ingen tegn på epidemisk sygdom, blot symptomer som sidestik og værken i lemmerne. Landsbyboerne var bekymret for, at netop disse symptomer havde været optakten til 13 dødsfald inden for de seneste 6 uger. De mente, at lidelserne og dødsfaldene skyldtes vampyrer eller blodsugere.

 

Glaser forsøgte at tale dem fra denne forestilling, men de fortalte, at de var nødt til at våge over hinanden hver nat, og at de var overbevist om, at dødsfaldene ville fortsætte, hvis ikke ligene blev henrettet. Ellers måtte de flytte fra landsbyen. Glaser gik derfor med til at undersøge ligene. De blev gravet op, og nogle af ligene virkede overraskende friske. Glaser sendte derfor en rapport til myndighederne, hvori han anbefalede, at man gav tilladelse til at destruere ligene. 

 

Dele af Ungarn, Rumænien, Bosnien og Serbien i det 18. århundrede. Den stiplede blå linje, der går gennem Bosnien og Serbien, angiver grænsen mellem østrigerne og tyrkerne. Landsbyen Medvedja, hvor den betydeligste "vampyrsag" fandt sted, ligger lidt nord for Kruschewatz i Serbien på kortet (udsnit af kort i Westermanns Atlas zur Weltgeschichte, 1963)

 

Man valgte dernæst at sende endnu en undersøgelseskommission afsted til Medvedja, denne gang under ledelse af regimentslægen Johann Flückinger. De ankom til landsbyen i begyndelsen af januar 1732, udspurgte landsbyboerne og undersøgte et større antal lig.

 

Landsbyboerne fortalte, at ulykken skyldtes en albaner ved navn Pavle, der i 1727 var faldet af et hølæs og havde brækket halsen. Mens han havde været i live, havde han fortalt, at han var blevet plaget af en vampyr, da han opholdt sig i Kosova, og havde måtte smøre sig med dens blod for at slippe fri af den. To-tre uger efter Pavles død var han begyndt at hjemsøge Medvedjas beboere og havde, fortalte de, været skyld i fire landsbyboeres død. De havde derfor åbnet hans grav, hvor de fandt hans lig uforrådnet. Frisk blod flød fra ører, øjne, mund og næse, og hans tøj og hele kisten havde været blodig. Disse og andre tegn beviste for landsbyboerne, at Pavle var en vampyr. De drev derfor en pæl gennem hans hjerte, hvilket fik liget til at stønne og bløde voldsomt. Derefter brændte de liget og kastede asken i graven.

 

De behandlede ligene af de fire, som de mente, Pavle havde dræbt, på samme måde, så de ikke også skulle vende tilbage og plage de levende. Men, mente de, Pavle måtte også have suget blod af kvæget, og de mennesker, der havde spist kød fra disse dyr, kunne nu også blive vampyrer. Det var, mente de, sket for en ældre kvinde, og nu var 17 inden for de seneste tre måneder i vinteren 1731-32 døde efter pludselig og kortvarig sygdom. Nogle af de døde havde fortalt, at de var blevet hjemsøgt af en, der var død tidligere, hvilket landsbyboerne tog som et klart tegn på, at de blev hjemsøgt af en vampyr.

 

Flückinger og resten af undersøgelseskommissionen gennemførte nu en grundig obduktion af de mistænkte lig. Enkelte af dem fandt de i forrådnet tilstand, mens de fleste var friske og udviste mange af de tegn, som landsbyboerne forbandt med vampyrer.

 

De forrådnede lig blev lagt tilbage i gravene, mens alle de lig, der var i "vampyrtilstanden", blev halshugget og brændt af de lokale sigøjnere. Asken blev derefter kastet i floden Morava.

 

 

Titlen på en kopi af Flückingers rapport Visum et Repertum, der findes i Rigsarkivet i København. Originalen opbevares i Wien.

 

Flückinger udfærdigede sammen med resten af undersøgelseskommissionen en udførlig rapport om det sete og undersøgte, Visum et Repertum, som derefter blev sendt til Beograd og Wien. Her vakte den en del opmærksomhed, men det var for intet at regne med andre steder i Europa, som beretningen nåede ad forskellige kanaler.

 

For det første blev beretningen publiceret i forskellige varianter rundt omkring i datidens aviser og tidsskrifter og blev dermed et tidligt eksempel på en mediesensation. For det andet blev den udbredt via breve til universitetsfolk og andre lærde, som blev bedt om at forklare de observationer, Flückinger og de andre officerer havde gjort. For det tredje blev den spredt af diplomater og andre, der sendte kopier af beretningen til deres regering eller medbragte den under rejser. Også den danske regerings udsending i Wien sendte en kopi af rapporten tilbage til København, så også den danske regering kunne følge med i, hvad der optog hoffet i Wien. 

 

 

"Mennesker, der ganske sikkert er døde, stiger op fra uforstyrrede grave og slår de levende ihjel, og disse dræbte og begravede stiger på samme vis op og slår atter andre ihjel. Det sker på denne måde: Om natten angriber de folk, der sover, og suger deres blod, så de alle udånder på tredjedagen. Mod dette onde gives intet middel."

Johann Glaser, far til lægen Glaser, der havde undersøgt ligene i Medvedja, i et brev til et videnskabeligt tidsskrift i marts 1732

 

 

De serbiske vampyrer optog dermed såvel en bredere offentlighed som en mere snæver kreds af diplomater, teologer, læger og videnskabsfolk. Selve ordet ”vampyr” gik hurtigt over i flere landes sprog, også i dansk, hvor det kan findes i et nummer af tidsskriftet Nye Tidender om lærde og curieuse Sager senere på året.

 

Der var noget ved vampyrberetningerne, der krævede en nøjere analyse, eller som tiltalte folks fantasi, og som også gjorde det muligt at bruge ordet ”vampyr” i overført forstand – f.eks. om politikere, som man straks gjorde det i England – eller bruge det som betegnelse for en sydamerikansk flagermus, som den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc Buffon gjorde det senere i det 18. århundrede.

 

Interessen for vampyrerne affødte et stort antal artikler og afhandlinger i løbet af 1732 og de følgende år. Man fandt nye beretninger frem, og man fandt ældre eksempler i bøger, som kunne indgå i drøftelsen af det, der var blevet observeret. I almindelighed anlagde man et ret skeptisk syn på sagen, for langt de fleste lærde var klar over, at de tegn, man havde fundet på ligenes ”vampyrtilstand”, kunne forklares ganske naturligt ud fra den eksisterende viden om, hvad der sker med et lig, når det begraves.

 

 

Titelbladet på 3. udgave af Michael Ranfts afhandling om de dødes tyggen og smasken i gravene udgivet i 1734

 

Michael Ranfts værk om de dødes tyggen, som få havde viet interesse før, blev nu til forfatterens egen overraskelse debatteret flittigt. Ranft udsendte derfor i 1734 en tredje udgave af sin afhandling, denne gang på tysk, idet han tilføjede en ny, tredje del, hvori han kritisk gennemgår alle de værker, der var blevet skrevet om emnet.

 

Mange af de afhandlinger og værker, der blev skrevet, udkom i det protestantiske Tyskland, men vampyrerne vakte også en vis, omend afdæmpet, interesse i den katolske verden. Den italienske ærkebiskop Giuseppe Davanzati skrev en hel bog om emnet, Dissertazione sopra di vampiri, hvor han anlagde en skeptisk holdning til vampyrerne, som han i høj grad anså for at være udtryk for uvidenhed og overtro, men bogen udkom først langt senere, nemlig i  1774, flere år efter hans egen død.

 

Længe inden da havde en anden katolik, den franske benediktinerabbed Augustin Calmet skabt ny debat om vampyrerne, da han i 1746 udsendte et omfangsrigt værk om emnet: Dissertations sur les apparitions des anges, des démons et des esprits, der beskæftiger sig med engle, besættelse, spøgelser og forskellige former for gengangere. Der er ingen tvivl om, at det var vampyrsagerne i 1732, der var Calmets inspiration, og vampyren spiller en central rolle i værkets anden del, der blev datidens største samling af vampyrberetninger. Calmet tilføjede endda nye beretninger fra sin korrespondance med forskellige kontakter rundt om i Europa. Da han i førsteudgaven ikke klart afviste vampyrens eksistens, blev han kritiseret skarpt af sine samtidige, og valgte derfor i senere udgaver at justere sin konklusion, som det fremgår af nedenstående citat.

 

 

"Vi har her vist, ... at oupirerne, vampyrerne eller gengangerne i Mæhren, Ungarn, Polen osv., om hvem der fortælles så usædvanlige ting, der er så detaljerede, så omstændelige og omfattet af alle de nødvendige formaliteter, som skal få os til at tro på dem, og som skal juridisk skal bevise deres eksistens for dommere og for de mest nøjeregnende og alvorlige tribunaler; at alt som er sagt om deres tilbagevenden til livet, om deres fremtoning og om den tumult, som de forårsager i byer og på landet; om deres drab på mennesker ved at suge dem for blod eller ved at gøre tegn til at følge dem; at alle dette er rene illusioner og en følge af en ophedet og forudindtaget indbildning. De kan ikke anføre et eneste vidne, som er fornuftigt, alvorligt og uforudindtaget, og som kan bevidne, at han har set, rørt eller udspurgt disse gengangere, og som kan bekræfte realiteten af deres tilbagevenden, og de virkninger som tillægges dem."

Augustin Calmet i konklusionen på 3. udgaven af sin afhandling (1751)

 

 

Selv om de lærde, videnskaben og offentligheden i de større byer affærdigede vampyrerne som uvidenhed og overtro eller alternativt som Djævelens bedrag, dukkede der af og til indberetninger om nye tilfælde op. I landsbyer i udkanten af de østrigske habsburgeres lande fandt man stadig lig, som man mistænkte for at skade de levende.

 

 

Statue af benediktinerabbeden Augustin Calmet i Senones, hvor Calmet var abbed frem til sin død i 1757 (fra et postkort fra begyndelsen af det 20. århundrede)

 

Flere af disse sager blev nøje undersøgt af myndighedspersoner og læger. Lægen Georg Tallar, der havde en langt grundigere medicinsk uddannelse end Flückinger og flere af de andre, der tidligere havde undersøgt mistænkelige lig, undersøgte systematisk vampyrsager i dele af det nuværende Rumænien. Han undersøgte de personer, der anså sig for ofre for vampyrer (der her typisk betegnedes "moroi"), og nåede til den konklusion, at der var tale om sygdomme, der var opstået på grund af fejlernæring i forbindelse med de ortodokse kristnes spisevaner, især i forbindelse med fasten.

 

Særligt interessante er hans interview med "ofrene", hvoraf flere kunne fortælle, at en navngiven afdød kom og stod hos dem, når de forsøgte at sove. De klagede alle af smerter i hjertet, men når Tallar spurgte dem, hvor hjertet sad, pegede de på maven. Alle som én bad de om, at den grav, hvor den formodede moroi lå begravet, skulle åbnes, for de var ganske overbevist om, at det var det eneste middel mod lidelsen.

 

Særlig opmærksomhed vakte en "vampyrsag", der fandt sted i vinteren 1754-5 i landsbyen Hermersdorf i Mæhren. En kvinde, som var blevet anset for en slags heks, var død et par år tidligere, og man mente, at hun var skyld i flere dødsfald, hvor de afdøde, inden de døde, havde klaget over at være hjemsøgt af en vampyr, der forsøgte at kvæle dem. Myndighederne valgte derfor at grave 30 lig op. Ti af dem var forrådnede og blev derfor anset for uskyldige, mens de resterende - ligene af 19 voksne og et barn - udviste tegn på at være vampyrer. Disse lig blev derfor halshugget, gennemboret og brændt.

 

Kejserinde Maria Theresa, som havde sat sig for at bekæmpe overtroiske handlinger rundt om i sit rige, besluttede sig for at sende to af sit hofs læger afsted for at undersøge sagens sande forhold, så folk kunne indse, at der var tale om overtro.

 

 

Buste af Gerhard van Swieten i det østriske nationalbiblioteks Prunksaal i Wien. Van Swieten (1700-1772) blev født i Leiden i Holland, hvor han blev uddannet i medicin. I 1745 inviterede kejserinde Maria Theresa ham til Wien, hvor han blev hoflæge, censor og grundlagde en ny uddannelse i medicin. Van Swieten spillede en central rolle i Maria Theresas reformer, hvor han bl.a. var en erklæret modstander af overtro, hvilket bragte ham på kant med jesuitterne (foto: Niels K. Petersen).

 

Lægernes undersøgelse fik Maria Theresas egen hoflæge, Gerhard van Swieten, til at skrive en analyse af sagen og vampyrfænomenet, hvori han klart affærdigede det som et udtryk for uvidenhed og overtro. På den baggrund udstedte Maria Theresa en forordning, der forbød afbrænding af lig mistænkt for posthum magi. Denne forordning blev senere fulgt op af love, der begrænsede andre overtroiske handlinger, herunder den retslige forfølgelse af hekse.

 

 

"At det gemene folk, som ofte er meget ringe underrettet, forfalder til udskejelser, det bevæger mig til medlidenhed og undrer mig ikke. Men at de, som man må anse for herrer i Israel, billiger og retfærdiggør den form for uhyggeligt misbrug, som er stik imod enhver fornuft, det overstiger min forstand og hensætter mig i en så stærk vrede, at jeg ser mig tvunget til at lægge fjeren fra mig, så jeg ikke lader mig rive ud af den ærbødighed for deres personer, som jeg skylder dem at lægge for dagen."

Gerhard van Swieten om folk og myndighede i forbindelse med "vampyrsagen" i Hermersdorf i Mæhren (1755)

 

 

Lovgivningen til trods er der siden løbende dukket beretninger op om folk, der har været overbevist om, at de blev hjemsøgt af en vampyr eller en vampyrlignende genganger, og derfor har følt sig nødsaget til at gennemføre en posthum henrettelse af liget. Sådanne tilfælde kendes fra bl.a. Rumænien, hvor et lig i 2003 blev gravet op, skåret i stykker, og hjertet brændt. Senest har beboerne i en landsby i det sydlige Serbien i september 2009 klaget over at blive hjemsøgt af en vampyr.

 

 

"Vampyr i landsby nær Leskovca!" er titlen på en nyhedshistorie i det serbiske Pressmagazin fra september 2009. Beboerne i landsbyen Gornje Stopanje i det sydlige Serbien hjemsøges angiveligt af en vampyr, der holder dem vågne om natten og kan ses som en skygge. Historien nåede også serbisk TV, der interviewede landsbyboerne om vampyren (fra PressOnline)

 

I den forbindelse fortalte en serbisk professor, at der stadig er mange serbere, der tror på vampyrer. Det er dog værd at være opmærksom på, at disse forestillinger ikke svarer til dem, vi kender fra vampyrromaner og -film. Eksempelvis forbinder man nogle steder vampyrbegrebet (og der kan lokalt bruges andre betegnelser for sådanne gengangere) med en person, der har forbrudt sig mod lokalsamfundets orden og regler, eller som er kommet i kontakt med noget eller nogen, der er på kant med disse regler. "Vampyren" kan derfor sagtens være i live og behandles derfor som en person, der udgør en fare for lokalsamfundet. En sådan person kan efter sin død skade de levende, og man må forhindre den afdøde i at komme tilbage ved hjælp af metoder og remedier, som minder meget om dem, vi kender fra historiske vampyrsager.

 

Disse moderne levn af vampyrforestillinger, som også antropologer finder under feltarbejde i egne af Grækenland, Albanien og Rumænien, giver formentlig et indblik i den vampyrtro, der fik serbiske landsbyboere til at kontakte de østrigske myndigheder i det 18. århundrede.

 

På mange måder adskiller disse vampyrer sig altså meget fra den moderne opfattelse af en vampyr. Hvor grev Dracula er en bleg adelsmand med hugtænder, hvis bid endda kan påvirke offeret seksuelt, var de oprindelige vampyrer typisk bønder, hyrder eller landsbyboere, der hverken var blege eller havde hugtænder, men i graven blev fundet mere rødmossede og opsvulmede end i levende live. De bed sjældent deres ofre, men forsøgte typisk at kvæle dem. Ofte viste de sig i dyreskikkelse, og de kunne hærge nabolaget som en poltergejst. Erotik var der ikke meget af i deres adfærd, selv om den serbiske vampyr Petar Blagojevics kone hævdede, at han efter sin død havde samleje med hende. 

 

Mange af de spilleregler, vi i dag typisk tillægger vampyrer, og som adskiller dem fra andre væsener fra folklore og mytologi, har rødder i moderne romaner og film. I mange af de originale beretninger er der heller ikke den skarptskårne forskel mellem vampyrer og andre gengangere og overnaturlige væsener, som vi finder i moderne vampyrbøger og -film.

 

Men når grænsen mellem den fiktive vampyr og de vampyrer, som man har troet - og nogle steder måske stadig tror - på rundt om i dele af Europa, udviskes, kan man fremsætte fantasifulde teorier i et forsøg på at forklare, hvorfor folk har frygtet døde. Det gælder f.eks. teorien om, at den sjældne lidelse porfyri, hvor patienten f.eks. kan have svært ved at tåle lys og derfor undgår sollys, er årsag til frygten for vampyrer.

 

 

Uddrag af artikel om den canadiske kemiker David Dolphin, der i 1980'erne fremsatte den teori, at vampyrtroen skyldtes tilfælde af den sjældne lidelse porfyri (Berlingske Tidende, 3.6.1985)

 

Der er dog et fåtal af forskere, hvis teorier bygger på studier af de oprindelige kilder. Det gælder bl.a. en østrigsk retsmediciner, der mener, at dødsfaldene i Medvedja i vinteren 1731-2 skyldtes miltbrand. Hans læsning af Flückingers rapport får ham endvidere til at konkludere, at Flückinger og hans medofficerer bevidst fremhævede vampyrtegnene i deres rapport for at opnå betaling for deres arbejde. Akterne fra behandlingen af deres anmodning om betaling findes den dag i dag i Wiens arkiver.

 

Efter nogle årtiers sensation, analyse og lovgivning bevægede vampyren sig væk fra medicinens, teologiens, filosofiens og juraens verden over i fiktionens, da først poeter og siden romanforfattere omformede vampyren under inspiration fra klassisk mytologi og andre litterære figurer. Det ældste vampyrdigt kom allerede i 1748: Heinrich August Ossenfelders Der Vampir, der klart refererer til de serbiske vampyrsager. Goethe fandt derimod inspiration i antikken til det, han selv kaldte "et vampyrisk digt": Die Braut von Korinth, Bruden fra Korint, fra 1797. Lord Byron inddrog vampyren i sin Giaour (1813) og dannede selv forbillede for vampyren Lord Ruthven i John W. Polidoris fortælling The Vampire (1819). Polidoris fortælling, der først udkom anonymt og af mange blev anset for at være skrevet af Byron selv, blev en stor succes, der siden blev omsat til teaterstykker og opera. Den adelige vampyr Ruthven inspirerede til senere vampyrfortællinger, ikke mindst Bram Stokers roman Dracula, der udkom i 1897. Romanen var en moderat succes, men hjulpet af senere teater- og filmversioner er grev Dracula blevet til vampyren par excellence i den moderne populærkultur.

 

Siden fulgte Lestat de Lioncourt, Edward Cullen og mange andre vampyrer, der på trods af deres aversion mod dagslys og et påtrængende behov for blod, i højere grad påkalder sig interesse for deres menneskelige egenskaber end for deres historiske udspring i de kadavere og genfærd af bønder og hyrder, der angiveligt hjemsøgte deres familier og naboer.

 

 

Men selv om den oprindelige vampyr ganske givet var et mareridt, som de færreste Twilight-fans ville drømme om at få besøg af, kan det være givtigt at kende dens historie. Ikke blot kan vi lære noget om den forestillingsverden, som vampyren var og til dels stadig er en del af, vi kan også opnå en indsigt i, hvordan videnskab, samfund og religion udviklede sig i det 17.-18. århundrede, hvor vampyren kortvarigt blev en sensation i visse videnskabelige og teologiske kredse. En sensation, der allerede tidligt overraskede datidens fremmeste fortalere for oplysning som Voltaire.

 

Beretningerne om de serbiske vampyrer, som de østrigske besættelsestropper stødte på, ramte tilsyneladende plet i forhold til nogle debatter og strømninger i det 18. århundrede, som skabte det moderne og efterhånden meget elastiske vampyrbegreb. Et begreb, der er under stadig udvikling væk fra det dødbringende mønster og over mod den attråværdig kæreste og elsker, som fremelskes i moderne "paranormale romancer". For at vampyren ikke skal blive helt løsrevet fra sine rødder, er der brug for fortsat at beskæftige sig med vampyren som et historisk emne.

 

Kontakt »

 

Niels K. Petersen har i en årrække interesseret sig for vampyren fra en historisk synsvinkel. Han kan kontaktes på niels@magiaposthuma.dk.

 

 

Læs mere »

 

Der findes efterhånden ganske mange romaner på dansk om vampyrer, men desværre findes der ikke en tidssvarende og seriøs faglitterær indføring i emnet. Selv internationalt er det med faglitteratur om vampyrer, som tilfældet var med litteratur om hekse og trolddomssager indtil for 20-30 år siden: Meget af det, der er skrevet om emnet, er enten baseret på mangelfuld eller tendentiøs forskning, eller det er baseret på fantasi, fiktion og fordomme. De væsentligste faglitterære værker om vampyrer findes stort set kun på tysk, der er ikke mange af dem og de fleste er svære at opdrive, fordi de er udsolgt og i øvrigt i reglen ikke findes på danske biblioteker!

 

En del kildemateriale kan dog findes på internettet, bl.a. fordi mange af de originale bøger fra det 17.-18. århundrede løbende bliver indscannet og lagt online. Udmærkede og nyttige samlinger af tekster og henvisninger kan findes under tyske Wikisource og østrigske ELib.

 

En omfattende bibliografi kan findes i den digitale antologi om vampyrisme på Kakanien Revisited

 

Der publiceres løbende referencer og andet materiale på Niels K. Petersens engelsksprogede blog Magia posthuma

 

 

Ordet vampyr »

 

Etymologien bag ordet "vampyr" er usikker og omstridt. Ofte hævdes det at nedstamme fra det tyrkiske ord for heks: "uber", der angiveligt er roden til et antal slaviske ord som "upir" og lignende former, der kan bruges om en dæmon. Men der findes flere andre teorier om ordets herkomst.

 

Præcis hvad de østrigske soldater og læger hørte landsbyboerne sige i de serbiske landsbyer for næsten 300 år siden, kan være svært at rekonstruere, men sikkert er det, at ordet "vampyr" i forskellige varianter lynhurtigt gik ind i de fleste europæiske landes sprog og begrebsverden i 1732. Selv i de lande som f.eks. Mæhren, hvor man havde benyttet andre ord for vampyrlignende tildragelser, blev ordet "vampyr" hurtigt den betegnelse, som man benyttede.

 

I Danmark optræder ordet første gang på tryk i en latiniseret form i 1732: "... saa kaldede Vampyres, eller Blodsuere ..."

 

Opslaget "Vampyr" i Ordbog over det danske sprog.

 

 

Geografi, navne og begreber »

 

Habsburg: Magtfuld europæisk fyrsteslægt. Karl 6. (1685-1740) var tysk-romersk kejser med sæde i Wien, da beretningerne om vampyrer kom ind fra det besatte Serbien. Hans datter, Maria Theresa (1717-80) overtog styret efter faderens død og arbejdede for reformer baseret på hendes opfattelse af oplyst enevælde. Mor til Marie Antoinette og Josef 2.

 

Miltbrand (anthrax): En sygdom, der normalt angriber kvæg og svin, og derfra kan overføres til mennesker. Sygdommen skyldes bakterien Bacillus anthracis, som er meget hårdfør. Angriber miltbrand mennesker, skal de behandles hurtigt for at overleve. Miltbrand er blevet anvendt til biologisk krigsførelse og terror. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 modtog en række personer i USA breve med miltbrandsporer.

 

Mæhren: Det tyske navn for en region i det nuværende Tjekkiet, der er opkaldt efter floden Morava (der ikke må forveksles med den serbiske flod Morava). Jesuitterne spillede en central rolle i området i den periode af det 17.-18. århundrede, hvor en del af sagerne om posthum magi udspillede sig.

 

Poltergejst: Et spøgelse eller en ånd, der farer omkring, vælter ting og skaber larm og uro. En sådan adfærd er i mange tilfælde knyttet til de tilfælde af "posthum magi" eller "vampyrsager", som man finder i kilder fra det 17.-18. århundrede.

 

Porfyri: Sygdomsgruppe med arvelige eller erhvervede defekter i syntesen af hæm, der indgår som bestanddel af hæmoglobin og flere enzymer. Porfyri kan vise sig ved lysudslæt og akutte anfald af mavesmerter, opkastninger, blodtryksforhøjelse, hurtig puls, psykiske forstyrrelser, lammelser og kramper, jf. Den Store Danske.

 

 

 

Video »

 

To amerikanske studerende har været i Rumænien og indsamle beretninger om "strigoi" og andre væsener. Deres video giver et indtryk af, hvordan disse beretninger stadig huskes af den ældre generation. Se trailer og andet materiale på deres side: Across the Forest.

 

 

Af Byrons Giaour »

 

Men du troløse Giaour, du skal

under Monkirs Le dig vride i Kval

og slippe fra dens Pinsel blot

for at fare ned til Eblis' Slot,

og i dit Hjerte brænde vil

en evig, aldrig slukket Ild;

den Sjælens indre Helvedbrand

ej fattes og ej nævnes kan!

men først skal dit lig af Graven opstaa

og som Vampyr paa Jorden gaa

og spøge paa din Fødeplet

og drikke Blodet af al din Æt

og af din Datter, Søster, Viv

ved Midnat suge det varme Liv

og væmmes dog ved den Næring led,

som dit levende Lig maa fødes ved;

men dine Ofre, før Livet de ende,

skal som deres Ætmand Utysket kjende

og bande dig, og du dem igjen,

og dine Blomster skal visne hen;

men Een, som for din Brøde maa falde,

den yngste, kjæreste blandt dem alle,

skal nævne dig Fader i sin D'd;

det Ord skal svøbe dit Hjerte i Glød!

og dog maa du øve til Ende din Færd

og se hendes Kinders sidste Skjær,

og det sidste Glimt du fange maa

af Øjnene, naar de stirrende staa

og isne over det livløse Blaa,

og i den gule Fletnings Baand

du slide skal med Røverhaand; -

en Lok af den var i livet jo

et Elskovspant saa ømt og tro;

men nu af dig den bæres skal

til Minde om din Sjælekval!

ved din gumlende Tand og din Troldelæbe

dit eget dyre Blod skal klæbe;

saa gaa til din Gravs det skumle Bo

blandt Djævle og Trolde i evig Uro,

og de skal ræddes og krybe i Skjul

for dig, som en Dæmon dobbelt saa ful.

 

Anmærkninger:

"Eblis" - De onde Aanders Fyrste

"Vampyr" - Sagnet om Vampyren, en fordømt Aand, der om Natten forlader sin Grav for at suge Blodet af en Sovende, er meget udbredt i Orienten og Donaulandene.

 

fra Edvard Lembckes oversættelse: Giaouren. Et brudstykke af en tyrkisk fortælling (1876)

 

 

Bulgarien »

 

"I de Personers Legemer, der have ført et syndefuldt Liv, som f. Eks. Røvere og deslige, tager efter deres Død en uren Aand sit Ophold, det er, de forvandles til Vampyrer. Det samme er ogsaa Tilfældet med den, over hvis Lig der, mens det endnu befinder sig i Sørgehuset, springer en Kat. For at forebygge denne Ulykke maa derfor saalænge til Liget bringes ud af Huset den Afdødes Slægtninge skiftes til at holde Vagt ved det. Efter fyrretyve Dages Forløb begynder en saadan Vampyr at gaa omkring i Husene og suge Blodet af Børn og selv undertiden af Voksne igjennem deres Øren. Saasnart det derfor rygtes, at en Vampyr driver sit Uvæsen, overnatte Bolgarerne altid flere Familier sammen i et og samme Værelse. Hele Natten igjennem skiftes nu to af Mandfolkene til at staa paa Vagt med et tændt Lys eller Praas i hver Haand, og hvis en af de Sovende begynder enten at snorke noget stærkt eller at stønne isøvne, vækker Vagten øjebliklig alle, og de give sig herpaa til at søge efter Vampyren. Saafremt der næres mindste Mistanke om, at en Afdød er bleven forvandlet til en Vampyr, begive Øvrigheden og hans Slægtninge sig til Kirkegaarden, opgrave Liget, overgyde det med sur Vin og drive en Pæl igjennem det i den Tro derved at forjage den onde Aand, der har opslaaet sin Bolig i det*).

 

*) Efter andre Forfattere opbrændes tilsidst et saadant Lig."

 

Kneazjeskij: Bolgarernes Skikke og Overtro (1855)

 

 

 

 

magiaposthuma.dk © Niels K. Petersen 2010 • Opdateret: 03.01.2010

 

Twilight, True Blood og Dracula: Vampyrerne er over os i film og bøger. Men hvor kommer vampyren egentlig fra?

 

 

Niels K. Petersen gennemgår kort vampyrens historie.

Vampyrens historie