Fra Nosferatu, eine Symphonie des Grauens over La Maschera del Demonio til Bram Stoker's Dracula - en oversigt over horrorfilmens mest populære subgenre!!

Vampyren har igennem de seneste århundreder været et populært tema, først i litteraturen, siden på teatret og i vort århundrede på film. Hvad de færreste ved er, at vi kan tidsfæste oprindelsen til denne interesse til 1730'erne.

Det hele begyndte nemlig, da militærlæger i 1732 attesterede, at en række mystiske dødsfald i en landsby nær Beograd var forårsaget af en vampyr. Denne og andre beretninger om vampyrer, lig, der stod op af graven for at plage de levende, bredte sig som en løbeild over Europa, hvor de i denne rationalismens gryende tidsalder overraskede og fascinerede folk. Lærde debatterede, om der virkelig kunne findes vampyrer, og hvorledes det i så fald kunne lade sig gøre. De fleste mente dog, at man snarere burde henregne vampyrsagerne - for der attesteredes snart flere - til overtro og epidemiske sygdomme.

Under alle omstændigheder blev vampyren et veletableret begreb, der snart optog poeterne, som fandt paralleller i den græsk-romerske mytologi. Således skrev Goethe Die Braut von Korinth (1797) og Keats Lamia (1820), men det egentlige gennembrud for den skønlitterære vampyr blev John Polidoris novelle The Vampyre (1819), der præsenterede vampyren som en adelsmand ikke ulig poeten Byron.

The Vampyre blev en sensation, som hurtigt blev omsat til dramatisk form i teatret og i operaen. I Paris afstedkom succesen en hel mani for vampyrskuespil.

Forfattere tog fortsat temaet op. En af de mest indflydelsesrige noveller var Carmilla (1872) skrevet af ireren Shridan Le Fanu, der var specialist i spøgelseshistorier. Han skildrede her en lesbisk farvet vampyrisme, som skulle blive et vigtigt element i kommende fortolkninger af temaet.

En anden irer, Bram Stoker, var uden tvivl inspireret af bl.a. Carmilla, da han skrev Dracula (1897). Her samlede og opfandt Stoker mange af de elementer, vi i dag forbinder med vampyrtemaet, men først og fremmest skabte han den aristokratiske vampyr fra Transsylvanien, grev Dracula. Han modellerede delvist Dracula over den notoriske fyrste Vlad Dracula, der regerede i Valakiet, en del af det nuværende Rumænien, i det 15. århundrede. Vlad fik tilnavnet Tepes, der betyder "spidder", på grund af sin forkærlighed for at spidde sine fjender til pæle. Hans spændende livshistorie skildres i den rumænske storfilm Vlad Tepes (1978).

Filmmediet flirtede fra sine tidligste dage med vampyrtemaet, omend der sjældent var tale om egentlige vampyrer. Special effects-pioneren Georges Meliès lod i Le Manoir du Diable (1897) en flagermus forvandle sig til Mefistofeles, der dog ikke kan kaldes en vampyr.

Vamp-temaet, historien om en kvinde, der tillokker og ødelægger mænd, var uhyre populært, og der blev lavet flere film om emnet, bl.a. den danske Vampyrdanserinden (1912). Ofte antydedes der noget overnaturligt, men det primære tema var det erotiske. Den mest berømte vamp var Theda Bara, som oprindelig hed Theodosia Goodman, men blev kendt under dette pseudonym (et anagram for "Arab Death") i filmen A Fool There Was i 1916.

Den første rigtige vampyrfilm blev F. W. Murnaus tyske filmatisering af Stokers Dracula, Nosferatu - Eine Symphonie des Grauens fra 1922. Tysk film var på det tidspunkt optaget af ekspressionisme og okkultisme. Væsentlige eksponenter for denne bølge var Robert Wienes Das Cabinet des Dr. Caligari (1919) og Paul Wegeners Der Golem (1920). Det nærmeste Nosferatu derimod kom ekspressionismen var dens Dracula, der i filmen hed grev Orlok og blev spillet af Max Schreck. Hans lange ansigt med de to lange, rotteagtige midtertænder, de store ører på det skaldede hoved og hænderne med de lange negle er uforglemmelige og hænger naturligt sammen med filmens associering af vampyren med pesten. Særegent for filmen er også, at romanens mandlige vampyrjægere er reduceret til en handlingen næsten uvedkommende samling videnskabsmænd, mens det er filmens kvindelige hovedperson, der selvopofrende må gå i døden for at dræbe vampyren og dermed redde verden fra pesten.

Nosferatu er i dag stadig en spændende og underholdende film, hvilket man dårligt kan sige om Werner Herzogs genfilmatisering fra 1979: Nosferatu: Phantom der Nacht. Herzog gentager minutiøst handlingen fra den orginale film og tilføjer blot vampyrtemaet et let messiansk anstrøg. Hans film er pittoresk, og Klaus Kinski er bemærkelsesværdig som en langt mere humaniseret Dracula end Max Schrecks, men det er en særdeles langtrukken film. Pudsigt nok blev der i Italien i 1988 produceret en slags uofficiel fortsættelse til Herzogs film, Nosferatu in Venice, der er en ganske flot, men ikke synderlig spændende fortælling om en vampyrjæger (Christopher Plummer), der i nutidens Venedig søger efter Nosferatu (Kinski).

Den oprindelige Nosferatu løb ind i vanskeligheder, da Stokers enke fik nys om den. Producenterne havde nemlig været så uforsigtige ikke at bede om lov til at filmatisere romanen, og en retssag endte med en ordre om at destruere samtlige kopier af filmen, en ordre, der heldigvis ikke blev særlig grundigt eksekveret. Filmen har således i dag opnået den anerkendelse at blive betragtet som en af de betydeligste tyske film overhovedet.

I 1925 var der i England premiere på en dramatisering af Dracula foretaget af teatermanden Hamilton Deane. Stykket blev en vældig succes, og en amerikansk tillempning forfattet af John L. Balderston blev i 1927 ligeledes en stor succes. Dracula blev her spillet af den ungarske skuespiller Bela Lugosi, hvis udstråling, mimik og accent gjorde et stort indtryk på publikum.

På samme tid spillede tidens horrorstjerne Lon Chaney, "the man of a thousand faces", i filmen London after Midnight en detektiv, der for at fange en morder giver sig ud for at være vampyr. Filmen blev instrueret af Tod Browning, der få år senere blev hyret af Universal til at filmatisere Dracula. Universal havde nemlig købt rettighederne til at filmatisere romanen og planlagde Dracula som en stort anlagt filmatisering med kendte navne i rollerne. Flere skuespillere blev omtalt til titelrollen. Lon Chaney og Conrad Veidt var topkandidater, men i sidste ende tilfaldt rollen Lugosi. Fra teaterstykket kom også Edward Van Sloan, der spillede Van Helsing, og som siden medvirkede i flere horrorfilm.

Brownings Dracula (1931) er en meget ujævn film. Den lever især i kraft af den meget stemningsfulde åbningssekvens, hvor Renfield (Dwight Frye) kommer til Draculas slot. Her ses alle de elementer, der gjorde Lugosis Dracula berømt, og her findes de sentenser, ethvert amerikansk barn kender, f.eks. "I never drink... wine!" og "Listen to them... Children of the night... What music they make!" Efter denne imponerende start bliver filmen meget "teateragtig". Der er lange dialogsekvenser, som i hvert fald for et moderne publikum kan virke dræbende kedsommelige, og særligt skuffende er slutscenen, hvor vampyrens død - i modsætning til i teaterstykket - ikke ses: Man hører blot et slag og en stønnen.

At man ikke kan undskylde filmens fejl med, at den er fra 1931, er tydeligt ved en sammenligning med James Whales overlegne Frankenstein fra samme år. Men filmen blev trods alt en succes og reddede Universal økonomisk. Filmselskabet besluttede derfor at følge succesen op med Frankenstein og andre horrorfilm, og dermed var den amerikanske horrorfilm skabt.

Sideløbende med optagelserne til Brownings Dracula lavede instruktøren George Melford en spansksproget version til de mexicanske biografer. Melford arbejdede med det samme manuskript og de samme kulisser som Browning, men skal efter sigende have skabt en langt mere original og spændende film end Brownings. Også denne version blev en stor succes, men gik i mange år i glemmebogen. Den har nu omsider fået en renæssance og er netop blevet udsendt på amerikansk video i en restaureret udgave.

Nogenlunde samtidig arbejdede den danske instruktør Carl Th. Dreyer i Frankrig på Vampyr (1931), der er vagt inspireret af Le Fanus Carmilla. Den drømmeagtige film beretter om en ung fantast, som i en lille landsby involveres i en vampyrsag tydeligt inspireret af den mellemeuropæiske vampyrtradition. Filmen er indholdsmæssigt og stilistisk ganske uafhængig af Murnaus og Brownings Dracula-filmatiseringer og giver dermed et spændende selvstændigt bud på en film over vampyrtemaet. Dens valg af en gammel kvinde som vampyr står således også i en interessant kontrast til genrens senere konventioner. Som andre af periodens film kan den dog virke både usammenhængende og kedsommelig, men jeg finder den personligt ganske spændende, og filmen anses da også verden over for at være et klassisk stykke filmhistorie.

Ellers markerer 30'erne og 40'erne sig hovedsageligt med de mere eller mindre kompetente forsøg på at tjene penge på Universals succes med Dracula og Frankenstein. Bemærkelsesværdig er Tod Brownings genfilmatisering af London after Midnight, den angiveligt meget vellykkede Mark of the Vampire (1935), hvori Lugosi og Carol Borland tilsyneladende er vampyrer, men til sidst viser sig at være skuespillere, der agerer vampyrer for at hjælpe en hypnotisør (Lionel Barrymore) med at opklare en mordgåde, og Lambert Hillyers Dracula's Daughter (1936), en stemningsfuld og interessant fortsættelse af Dracula. Gloria Holden spiller her en vampyr, der med en psykologs hjælp søger at overvinde sin vampyrnatur.

Efter disse film reduceres genren hovedsageligt til forudsigelige variationer. Lugosi spillede en Draculaagtig vampyr i Lew Landers' The Return of the Vampire (1944), og Lon Chaney Jr., der passede fint som varulven i The Wolf Man (1941), var ikke særlig velvalgt som Son of Dracula (1943). Med Erle C. Kentons House of Frankenstein (1944) og House of Dracula (1945) var formlen blevet at samle så mange uhyrer i en film som muligt. I disse ganske fornøjelige film spiller John Carradine for første gang sin karakteristiske noble Dracula, en rolle han siden har spillet flere gange. Endepunktet i denne udvikling var Charles T. Bartons Abbott and Costello meet Frankenstein (1948), hvor Lugosis Dracula sammen med Frankensteins skabning, varulven og den usynlige mand er bipersoner i en af komikerparret Abbott and Costellos bedste film.

En interessant undtagelse fra denne udvikling var Mark Robsons Isle of the Dead (1945), der foregår i Grækenland under den første Balkankrig i 1912. Boris Karloff spiller en græsk general, som indblandes i en historie om en såkaldt "vorvolaka", en art vampyr. Filmen er en exceptionel samling af elementer fra vampyrfolkloren. Der er f.eks. en uhyggelig skildring af en levende begravelse, et tema tæt knyttet til vampyren.

50'erne markerer en ny æra for vampyrfilmen. I dette årti begyndte filmproducenter i en lang række lande at lave vampyrfilm. Tyrkiet fik således sin Dracula Istanbulda (1953), Riccardo Fredas I Vampiri (1956) blev den første af mange italienske vampyrfilm, og Germán Robles var først vampyrgreven Lavud og siden vampyren Nostradamus i to af utallige mexikanske serier af vampyrfilm. I USA havde Universal stor succes med repremierer på Dracula og Frankenstein, først i biograferne, siden på TV.

Terence Fishers The Curse of Frankenstein fra det lille engelske selskab Hammer brød i 1957 med en række traditioner inden for horrorgenren og åbnede for en ny bølge horrorfilm. Hvor disse hidtil stort set kun havde været i sort-hvid, var The Curse of Frankenstein i farver, og hvor uhyret havde været centrum i Universals Frankenstein, vendte Hammers manuskriptforfatter Jimmy Sangster tilbage til Mary Shelleys roman og lagde vægten på skaberen, Victor Frankenstein, spillet af Peter Cushing. Som skabningen sås Christopher Lee. Filmen skabte furore blandt kritikerne, men blev en økonomisk succes.

Hammer besluttede derfor at lave deres egen version af Dracula (1958). Sangster skrev atter manuskriptet, der ligesom hans bearbejdning af Mary Shelleys Frankenstein kun har enkelte elementer tilbage fra det litterære forlæg. I Sangsters version ledes Harker (John Van Eyssen) ikke som i romanen og i Brownings film som den uforsigtige flue til edderkoppen, men opsøger selv Dracula (Christopher Lee) med det formål at dræbe ham. Det lykkes ikke, og det bliver nu Van Helsings (Cushing) opgave at dræbe Dracula.

Markant ved filmen er dens skildring af Dracula, der på ingen måde minder om Lugosis fortolkning. Lees Dracula er uhyre dynamisk, han veksler mellem beleven aristokrat og aggressiv, dyrisk vampyr. Hans natlige besøg attrås tydeligvis af Lucy, hvor skrækindjagende hun end finder ham. Cushings Van Helsing er intens og intelligent, med andre ord en værdig modstander til Dracula. Hvor personerne i Brownings Dracula bevæger sig langsomt og hypnotisk, foregår flere scener i Fishers version i et voldsomt tempo, i særdeleshed den imponerende afsluttende jagt på Dracula, hvor James Bernards uforglemmelige musik driver handlingen frem mod det afsluttende crescendo.

Dracula, der i USA blev kendt som Horror of Dracula, blev af kritikerne udråbt at være noget nær den ækleste film, der var lavet, men den blev en endnu større succes end The Curse of Frankenstein og etablerede Hammer som det førende selskab inden for genren.

Inspireret af Hammers succes produceres nu et stort antal horrorfilm. Allerede i 1958 instruerede Henry Cass den engelske The Blood of the Vampire, hvori en vampyr leder et sindssygeshospital og benytter patienterne som blodbank. Mere traditionel er Paul Landres' Return of Dracula fra samme år med Francis Lederer som en nutidig, habitklædt Dracula.

Christopher Lee parodierede i den italienske Tempi Duri per Vampiri (1959) sin Dracula-rolle, men medvirkede ikke i Hammers The Brides of Dracula (1960) instrueret af Terence Fisher. Titlen blev dermed misvisende, for Dracula er overhovedet ikke med i filmen. Dét er derimod den unge Baron Meinster, der ligeledes er vampyr. Cushing er til gengæld atter Van Helsing, der i en spektakulær scene må frelse sig selv fra virkningen af baronens bid.

Samme år debuterede den italienske fotograf Mario Bava som instruktør med La Maschera del Demonio, en sort-hvid film inspireret af Gogols novelle Vij. Filmen er en imponerende gotisk vampyrhistorie, der primært lever på grund af den flotte fotografering, de stemningsmættede kulisser og Barbara Steele, der med dobbeltrollen som vampyren Asa og den unge adelige Katia blev horrorfilmens ukronede dronning. Bavas film dannede skole inden for genren, og Bava blev selv betragtet som en af genrens mestre.

Bava vendte tilbage til vampyrtemaet to gange senere. Den sidste historie i hans antologifilm I tre Volti della Paura (1963) er en trofast filmatisering af Aleksej Tolstojs novelle Vampyrklanen, historien om en landsby plaget af en vampyr. Her spiller Boris Karloff en mand, der i et forsøg på at dræbe vampyren, selv bliver vampyr og vender tilbage for at plage sin familie. Mindre spændende er science fiction-filmen Terrore nello Spazio (1965), hvori astronauter lander på en planet beboet af vampyristiske væsener.

Roger Vadim lavede i 1960 Et mourir de plaisir, en filmatisering af Le Fanus Carmilla, der især lagde vægt på novellens lesbiske motiv. Vadims danskfødte hustru Annette Strøyberg spillede Carmilla.

Hammer hyrede imidlertid atter Christopher Lee til at spille Dracula - Prince of Darkness (1965). Filmen starter med slutningen af Dracula (1958), siden genoplives Dracula og konfronteres med fader Sandor, filmens erstatning for Van Helsing. Dracula dør til sidst blot for at blive genoplivet i en serie af film lavet efter den samme formel. Med undtagelse af Peter Sasdys Taste the Blood of Dracula (1969) er de fleste af disse ikke specielt vellykkede. Christopher Lee fik mindre og mindre at lave i filmene, og handlingen blev helt igennem forudsigelig.

Med Dracula A.D. 1972 (1972) forsøgte man halvhjertet at placere Lees Dracula i London anno 1972, men resultatet var pauvert. Værst blev det måske i The Satanic Rites of Dracula (1973), hvor Dracula er blevet en industrimagnat, der ønsker at slippe pesten løs på verden. I hvert fald blev det for meget for Christopher Lee, der definitivt sagde farvel til Hammers Draculaserie.

I mellemtiden var der blevet produceret utallige vampyrfilm. I USA spillede John Carradine Dracula i en vampyrwestern, Billy the Kid vs. Dracula (1965), og Draculas butler i den underholdende Blood of Dracula's Castle (1969) instrueret af Al Adamson, som senere lavede en række elendige film, deriblandt Dracula vs. Frankenstein (1971).

Også "the godfather of gore", Herschell Gordon Lewis, forsøgte sig med vampyrtemaet. I A Taste of Blood (1967) opdager en mand, at han er efterkommer af Dracula og forvandles gradvist til en vampyr.

I Frankrig var det især Jean Rollin, der lavede vampyrfilm. Hans værker, såsom Le Viol du Vampire (1967) og Requiem pour un Vampire (1971) er af et stærkt erotisk tilsnit, som har sikret dem en vis kultstatus.

Roman Polanski instruerede i 1967 komedien Dance of the Vampires, der måske nok er en Hammerpastiche med lån fra bl.a. Vampyr, men først og fremmest har den sin helt særegne stil. Ferdy Mayne er her velvalgt som grev Krolock, en rolle han parodierede i Freddie Francis' tyske Gebissen wird nur Nachts (1970). I USA blev Polanskis film udsendt i en anderledes og kortere version med titlen The Fearless Vampire Killers, or Pardon Me But Your Teeth are in My Neck.

Senere parodier var Son of Dracula (1974), hvori sangeren Harry Nilsson spiller Count Downe, Clive Donners pinlige Vampira (1974) med David Niven som Dracula, samt Lucio Fulcis Il Cavaliero Constante Nicosia Demoniaco ovvero Dracula in Brianza (1975). Mere vellykket var Eduard Molinaros Dracula: Père et Fils (1975), hvori Christopher Lee spiller vampyrgreven, der bliver smidt ud af sit transsylvanske slot, men får succes som horrorskuespiller i Frankrig!

Le Fanus Carmilla blev filmatiseret af Hammers Roy Ward Baker som The Vampire Lovers (1970). Det er en glimrende og forholdsvis trofast filmatisering med Ingrid Pitt som vampyren. Mere eller mindre afklædte skuespillerinder sikrede publikums interesse og dannede i stigende grad grundlag for opfølgerne: Jimmy Sangsters udmærkede Lust for a Vampire (1971) med den danskfødte Jytte Stensgaard som Carmilla og John Houghs underholdende Twins of Evil (1971), der kun flygtigt refererer til det litterære forlæg.

Blandt andre Carmilla-variationer bør nævnes Vincente Arandas særegne La Novia Ensangrentada (1972), hvori en nygift ægtemand finder Carmilla Karnstein og tager hende med hjem, hvor hun indleder et lesbisk forhold til hans hustru!

Tiden var nu ved at løbe fra Hammer og fra den type horrorfilm, de producerede. Deres forsøg på at modernisere genren var mislykkedes: Kombinationen af vampyrfilmen og kung fu-genren i den underholdende The Legend of the Seven Golden Vampires (1973) blev ikke nogen succes, og manglende markedsføring ødelagde mulighederne for de ellers vellykkede Vampire Circus (1971) og Captain Kronos - Vampire Hunter (1972). Det hele endte med, at hammer i midten af 70'erne stort set ophørte med at producere film og dermed forsvandt ud af vampyrfilmens historie.

Spanien havde imidlertid fra sidst i 60'erne markeret sig med flere vampyrfilm. En af specialisterne var Leon Klimovsky, der bl.a. lavede den særprægede La Saga de los Draculas (1972). mere vellykket var Javier Aguirres El Gran Amor del Conde Dracula (1972) med Paul Naschy som greven. Naschy var Spaniens førende horrorskuespiller og medvirkede i flere vampyrfilm. Bemærkelsesværdig er også Jesús Franco, som bl.a. lavede den mislykkede El Conde Dracula (1970), der blev annonceret som en trofast filmatisering af Stokers roman, hvad den ikke er. Christopher Lee fik dog lov til at spille Dracula nogenlunde, som han beskrives i romanen, og Klaus Kinskis Renfield er et filmens få lyspunkter.

I USA var Bob Kelljans Count Yorga, Vampire (1970) et succesfuldt forsøg på at placere en Dracula-agtig greve i nutidens Los Angeles. Grev Yorga blev spillet af Robert Quarry, der gentog rollen i The Return of Count Yorga (1971).

En "gotisk" TV-serie skabt af Dan Curtis, Dark Shadows, blev på den tid en stor succes, og Curtis instruerede derfor to biograffilm baseret på serien: House of Dark Shadows (1970) og Night of Dark Shadows (1971), hvori Jonathan Frid spiller vampyren Barnabas Colins. Serien er i USA stadig meget populær og blev genoptaget med nye skuespillere for et par år siden.

Curtis producerede også TV-filmen The Night Stalker (1971), en fremragende modernisering af vampyrmyten, samt en hæderlig TV-filmatisering af Stokers Dracula (1973) med Jack Palance som greven. Manuskriptforfatteren, den kendte science fiction-forfatter Richard Matheson, tilføjede Stokers historie en række scener fra Draculas liv, før han blev vampyr, og fremstillede generelt Dracula med den stolthed, der tilkommer den fyrste og kriger, som Dracula var i levende live.

I Paul Morisseys Dracula cerca sangue di Vergine e... Mori di Sete (1973), der er bedre kendt under den misvisende titel Andy Warhol's Dracula, konfronteres et uddøende aristokrati repræsenteret af Dracula med en "working class hero", en altmuligmand, som deflorerer de piger, hvis jomfrublod Dracula behøver. Historien fortælles med en unik blanding af patos og komik, der sammen med nogle voldsomme splattersekvenser gør filmen til et underholdende og højst usædvanligt bidrag til genren.

En bølge af film med negre i de fleste roller, de såkaldte "blaxploitation film", førte også en Blacula (1972) med sig. Den og dens fortsættelse, Scream, Blacula, Scream (1973), er ret ordinære, men William Marshall gjorde sit bedste for at gøre sin vampyrrolle troværdig.

Ud over de ordinære vampyrfilm blev der lavet mange opfindsomme og ofte meget særprægede variationer over temaet. Bemærkelsesværdige er The Legendary Curse of Lemora (1973), Ulli Lommels Zärtlichkeit der Wölfe (1973) og Grave of the Vampire (1974). I den tyske Jonathan, Vampiren sterben nicht (1969) fremstilles Dracula som en fascistisk Hitlerskikkelse, og i George A. Romeros Martin (1976) kombineres genialt den klassiske vampyrmyte med historien om den bloddrikkende massemorder. David Cronenbergs Rabid (1976) beskriver en epidemi, som en del kritikere ser som en art vampyrisme.

Louis Jourdan spillede Dracula i den engelske TV-film Count Dracula (1977), der er meget trofast over for romanen.

1979 markerer et af højdepunkterne i genrens historie. Universal satte John Badham til at instruere Dracula baseret på såvel bogen som skuespillet. Frank Langella, der forinden havde været en stor succes i rollen på Broadway, spillede en romantisk Dracula, der utvivlsomt opnår større sympati hos publikum end Donald Pleasances Dr. Seward og Laurence Oliviers Van Helsing. John Williams' romantiske musik understøtter smukt denne flotte film, der på fantasifuld vis forener elementer fra forlæggene, men ikke rigtig opnår den kraft og dynamik, der er i Hammers Dracula.

I Tyskland arbejdede Werner Herzog på den tidligere omtalte Nosferatu - Phantom der Nacht, og George Hamilton gjorde grin med Lugosis Dracula i den morsomme komedie Love at First Bite. Til TV instruerede Tobe Hooper den glimrende Salem's Lot baseret på Stephen Kings roman. Blandt kuriositeterne var den tyske pornofilm Graf Dracula beisst jetzt im Oberbayern.

Efter 1979 syntes interessen for vampyrfilm at være forsvundet. Calvin Floyd instruerede den småkedelige, men interessante vampyriserede The Inn of the Flying Dragon (1981) efter Le Fanus The Room in the Dragon Volant. Tony Scott debuterede med The Hunger (1983) efter Whitley Striebers roman, hvori David Bowie og Catherine Deneuve er en slags moderne, desillusionerede og ensomme vampyrer. Michael Mann slettede vampyrtemaet fra F. Paul Wilsons bog in sin filmatisering af The Keep (1983), og Tope Hooper nedtonede det noget i Lifeforce (1985) baseret på Colin Wilsons bog The Space Vampires, der skildrer en art vampyr-aliens.

Nyt liv til genren kom der med Tom Hollands Fright Night (1985), der succesfuldt blander ungdoms- og vampyrfilmen. Blandt opfølgerne var ud over den uundgåelige Fright Night II (1989), Richard Wenks Vamp (1986), Joel Schumachers skuffende The Lost Boys (1987) og Teen Vamp (1988).

Kathryn Bigelows Near Dark (1987) er antitesen til disse poppede og ofte ret fjantede ungdomsfilm. Her fremstilles filmens vampyrbande ganske uglamourøst og helt uden det seksuelle element, der ellers er kutyme. Nærliggende er det at opfatte filmen som en allegori om en ung mand, der hvirvles ind i en voldelig bandes liv og bliver stofmisbruger, men først og fremmest er det en kærlighedshistorie.

Nævneværdige er også komedierne A Return to Salem's Lot (1987), Beverly Hills Vamp (1989) og Vampire Knights (1989), der alle er forholdsvis billige, men ganske underholdende varianter.

Efter de politiske omvæltninger i Rumænien er det blevet muligt at indspille vampyrfilm i Transsylvanien. Ted Nicolaous Subspecies (1991) blev den første, der nu følges op af to fortsættelser, der optages side om side.

Samtidig er vampyrfilmen atter blevet moderne. Francis Ford Coppolas Bram Stoker's Dracula (1992) fører an i en ny bølge af film, som er på vej til os fra USA og England. Og selvom denne bølge sandsynligvis snart dør ud, er der næppe nogen tvivl om, at der fortsat vil blive lavet nye vampyrfilm.

Vi har nu fulgt vampyrens vej fra dens gravsteder på Balkan til forfatternes digte og romaner videre til filmlærrederne. Vi har set, hvordan Bram Stokers Dracula blev til en pestspredende, rotteagtig skikkelse, en mystisk, hypnotisk adelsmand, en aggressiv greve, hvis bid modtages med orgiastisk glæde af kvinder, og endelig til den romantiske, let tragiske helt, som kvinder forelsker sig i. Dette er den karakteristiske udvikling inden for horrorgenren. Uhyret er nu næsten blevet vor ven, måske endog vor mage, der står os tættere end vore medmennesker.

Vampyren er i dag så rummeligt et begreb, at mange vampyrfilm og -romaner handler mere om menneskelige følelser og relationer end om overnaturlige vampyrer, ja, udviklingen peger i retning af, at vampyren opfattes som mere menneskelig end menneskene!

Vampyren er altså for alvor kommet os ind på livet, og det er svært at forestille sig, at denne udvikling ikke skulle fortsætte. Hvor den vil ende, er svært at sige, men det skal blive spændende at se, hvilke vampyrer fremtidige vampyrfilm vil præsentere os for.

Inferno nr. 1-2, 1993