Havde det ikke været for den irske forfatter Bram Stoker, var den valakiske regent fra det 15. århundrede, Vlad Dracula, i dag nok kun husket af historikere, men i sin samtid og i århundrederne efter sin død var han en legende, der kunne tjene både som et for- og et skræmmebillede.

Hans tid var præget af Osmannerrigets ekspansion, der førte til Konstantinopels fald i 1453 og en tyrkisk dominans over Balkan og Bulgarien. Valakiet, den sydlige del af det nuværende Rumænien, blev dermed det kristne Europas front mod tyrkerne og et vigtigt led i magtspillet mellem dem og ungarerne.

Vlad Dracula blev født i 1431, samme år som hans far, Vlad II, blev optaget i Drageordenen, der især havde til formål at forsvare det kristne Europa mod tyrkerne. Faderen fik dermed tilnavnet Dracul, dragen (drac: drage, -ul: demonstrativt suffiks), der dog også har betydningen djævelen, og sønnen fik tilnavnet Dracula, søn af dragen (-a: diminutiv).

Ordenen til trods indledte Dracul et dobbeltspil ved at indgå en pagt med sultan Murad II i 1438, der betød, at han assisterede tyrkerne på deres togter mod Transsylvanien. Sultanen tvivlede dog på Draculs loyalitet og overtalte ham derfor til at komme til Konstantinopel som bevis på sin troskab. Her tilfangetog tyrkerne ham og to af hans sønner, Radu og Vlad Dracula, og holdt sønnerne som gidsler for at sikre, at Dracul skulle holde en ny fredsaftale.

Sønnerne blev sendt til Lilleasien, hvor de sammen med sultanens søn, Mehmed, blev uddannet i alt, hvad tyrkiske prinser skulle kende til, herunder adgang til sultanens harem. Brødrene udviklede sig dog meget forskelligt. Radu var meget modtagelig for den tyrkiske levevis og blev en nær ven af Mehmed. Dracula derimod blev blot mere hadefuld og ulydig over for tyrkerne, idet han udviklede en grusom og hævngerrig karakter.

Imidlertid blev faderen nødt til at kæmpe på ungarsk side, og sønnerne undgik med nød og næppe at miste livet. Til gengæld førte Draculs dobbeltspil til, at han og hans søn Mircea i 1447 blev snigmyrdet på ordre af den transsylvanske statholder János Hunyadi. Ungarerne indsatte derefter Vladislav II som valakisk regent, men året efter lykkedes det tyrkerne ved et kup at få ham afsat og i stedet indsætte den blot 17 år gamle Dracula på tronen. Det holdt dog kun knap to måneder, hvorefter han måtte vige pladsen for Vladislav II og flygte til Moldavien for at slippe væk fra både ungarerne og tyrkerne. Her opholdt han sig indtil 1451, hvor han måtte flygte, efter at den moldaviske konge var blevet snigmyrdet. Han søgte så tilflugt hos Hunyadi, der optog ham i sin hær. De følgende år deltog han derfor i forsvaret af Transsylvanien og i togter mod tyrkerne.

I 1456 slog han til mod Vladislav II, der var gået i ledtog med tyrkerne, og opnåede atter magten i Valakiet, som det denne gang lykkedes ham at beholde i seks år. Han indledte et grusomt styre ved at hævne sig mod sine fjender. Mange adelsmænd, bojarer, blev dræbt eller flygtede, deres land og ejendom blev overtaget og givet til venligtsindede, ofte ikke-adelige, hvis position dermed udelukkende var baseret på, at Dracula var ved magten.

Om sin politik skrev Dracula i et brev i 1457: Betænk, at når en mand eller prins er mægtig og stærk hjemme, så vil han være i stand til at handle, som han vil. Men hvis han ingen magt har, vil en anden, der er mægtigere end han, overmande ham og gøre, som han ønsker.

Vlad udnyttede sig i sin magtudøvelse af talrige henrettelses- og torturmetoder, men spidning var hans speciale. Han yndede i den grad at spidde sine ofre, at han fik tilnavnet Tepes, spidderen. Pælene havde forskellig længde, afhængig af ofrets rang, og de blev ofte anbragt i koncentriske cirkler. Det hævdes, at han i sine seks regeringsår henrettede og dræbte 40.000 mennesker.

For at få fred til at konsolidere sit styre indgik Dracula en aftale med tyrkerne, der gjorde ham til deres vasal. Han skulle derfor betale tyrkerne tribut og af og til vise sig i Konstantinopel. Men da han i et par år ikke havde overholdt denne aftale og undslog sig for at drage til Konstantinopel, søgte tyrkerne under Mehmed, der var blevet sultan i 1451, at bortføre Dracula, men det mislykkedes.

Efter denne konfrontation tog Dracula som den første en opfordring fra pave Pius II til at føre korstog mod tyrkerne op. 1461 drog han på et felttog langs Donau ud til Sortehavet, angreb tyrkiske befæstninger, hærgede og dræbte tusindvis af bulgarere og tyrkere. Selv angav han i et brev til den ungarske kong Mátyás Hollós, søn af Hunyadi, der var død 1456, at de havde dræbt 23.844, idet han ikke medregnede andre ofre, end dem der direkte var blevet hugget ned af hans soldater. Som et bevis vedlagde han to sække afhuggede hoveder, næser og ører.

Mehmed II så sig nu nødsaget til at svare igen og førte året efter en stor hær op mod Valakiet. Draculas relativt lille hær kunne ikke modstå overmagten, men ved at afbrænde marker, forgifte brønde, evakuere landsbyer og bruge, hvad vi i dag ville kalde guerilla krigsførsel, lykkedes det ham at svække tyrkerne betydeligt. Han søgte sågar at påføre tyrkerne sygdomme ved at opfordre spedalske, tuberkuløse og andre alvorligt syge til at forklæde sig som tyrkere og blande sig med de tyrkiske soldater. Ikke desto mindre lykkedes det Mehmed II at nå frem til Valakiets hovedstad, Tirgoviste, men her mødte der hæren et frygtindgydende syn, en skov af 20.000 pæle med spiddede lig. Dette syn, genvordighederne og en begyndende pest blandt hans soldater fik ham til at overlade kommandoen over felttoget til Draculas bror Radu og selv vende hjem med størstedelen af hæren. Radu slog sig så sammen med Draculas valakiske fjender og drog med en hær bestående af både valaker og tyrkere mod Dracula, der så sig nødsaget til at flygte.

Han valgte at søge tilflugt hos kong Matyas, men blev taget til fange og sat i fængsel i Buda. Tilfangetagelsen af helten fra Donau-felttoget vakte forundring, men den blev begrundet ud fra en række sandsynligvis forfalskede breve, hvori Dracula angivelig skal have tilbudt tyrkerne en alliance mod ungarerne.

Dracula tilbragte 12 år i dette fangenskab, hvorom meget lidt vides. På et tidspunkt blev han dog interessant som et ungarsk bud på en valakisk regent, og sandsynligvis på denne baggrund blev han tilbudt ægteskab med en af kongens slægtninge, formentlig en kusine. For at indgå dette ægteskab måtte Dracula imidlertid opgive sin græsk-ortodokse tro og konvertere til den romersk-katolske kirke, hvilket omstændighederne taget i betragtning næppe har været nogen større hindring. Derpå blev han i 1474 løsladt og flyttede med sin ny familie til Pest. året efter fik han en militær kommando, der atter satte ham i stand til på vanlig grusom vis at drage i felten mod tyrkerne.

I 1476 lykkedes det ham endelig atter at blive Valakiets regent Men han var i den grad omgivet af fjender, at han sandsynligvis ikke ville være i stand til at bevare magten længe, og allerede måneden efter blev han myrdet. En legende vil vide, at hans egne mænd dræbte ham ved en fejltagelse, men det har sandsynligvis været hans valakiske fjender eller tyrkerne, der stod bag. Hans afhuggede hoved blev sendt til Konstantinopel, som bevis på, at Spidderen nu endelig var død.

Ud over en del dokumenter, breve og mundtlige traditioner, kendes Draculas historie hovedsagelig fra to kilder. På den ene side propaganderede transsylvanske munke imod ham i tyske pamfletter, der i bogtrykkerkunstens tidlige dage blev meget populære. Her fremstilles Dracula fra en fjendtlig synsvinkel, hvorfor især hans grusomheder fremhæves. Disse pamfletter dukkede op allerede i Draculas levetid, men florerede som skrækhistorier længe efter hans død. På den anden side er der en russisk samling af anekdoter om Dracula, der sandsynligvis er blevet indsamlet af den russiske ambassadør i Buda, Fedor Kuritsin. Han kom til Buda i 1482 og har haft rig lejlighed til at høre historierne fortalt af folk, der havde mødt Dracula, mens han var fange der, og af Draculas kone og børn, som han skal have mødt. Den russiske beretning er kun fjendtlig på et punkt, Draculas konvertering til den romersk-katolske kirke, idet den ellers fremstiller Dracula som en grusom, men retfærdig fyrste, der sandsynligvis har tjent som forbillede for Ivan den Grusomme.

Var Dracula virkelig så grusom, som hans fjender ville gøre ham til? Moderne historikere kommer til den konklusion, at han selv målt mod tidens standard for henrettelse og tortur, var en exceptionelt grusom hersker. På den anden side var det netop denne jernjustits og den tilsvarende voldsomme fremfærd mod fjender, der sikrede den samfundsorden, Dracula søgte at opnå, og som holdt tyrkerne på afstand på et tidspunkt, hvor Dracula alene var det kristne Europas forkæmper mod tyrkerne.

Det kan således synes, at det ikke er helt med urette, at man i det moderne Rumænien betragter Vlad Tepes Dracula som en nationalhelt, og det kan så måske heller ikke overraske, at han spillede en så vigtig rolle for Ceausescu-regimets selvforståelse, at nogle har søgt at forstå det ud fra Draculas historie. Vampyren Dracula derimod er blot et foster af Bram Stokers fantasi.

Denne korte biografi har ikke været trykt. Den blev skrevet til et tidsskrift, hvor den skulle være forord til en oversættelse af en historisk tekst om Vlad Tepes. Desværre udkom dette nummer af tidsskriftet ikke.